icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Kommentar

Sæt dit præg på overenskomsten

I skal gøre jeres viden tilgængelig, og I skal debattere og være med til at prioritere i alt det, vi gerne vil bringe med til forhandlingsbordet

Selv decimaler kan være vigtige, når vi sidder i overenskomstforhandlinger. Og den lille decimal kan måske vise sig at få kolossal betydning for dit arbejdsliv som offentligt ansat socialpædagog.

Derfor er det helt afgørende, at vores forhandlingshold har et klart mandat med sig til bordet, når der hen over de kommende måneder skal forhandles. Og det mandat kommer fra jer. For det er jeres overenskomst. Det er jeres arbejdsliv og jeres hverdag, det får betydning for.  

Det var også grunden til, at vi har valgt at sende 10.000 postkort med svarkuverter ud til tillidsrepræsentanterne, som skal formidle dem til jer, så I kan skrive til os, hvad der er vigtig for jer. Og det har I heldigvis gjort. Dagligt er der væltet postkort med jeres ønsker og anbefalinger ind, og vi har læst hvert og et af dem. For hvert eneste postkort er en tilkendelse fra jer hverdagseksperter, som jo er de allerbedste til at se, hvad der er vigtigt i jeres arbejdsliv. 

Indtil videre kan jeg se, at I er optaget af emner som løn – særligt anciennitetsloftet – børns sygedage, pension og det psykiske arbejdsmiljø. Jeg er også sikker på, at de emner skal blive bragt til torvs, når der op til den endelige udtagelse af vores krav i starten af næste måned vil blive afholdt medlems- og TR-møder i vores ti kredse for at samle input fra jer.

Møderne er rendyrket medlemsinddragelse. I er inviteret med ind – og ikke bare som deltagere, men som de eksperter I er. I skal gøre jeres viden tilgængelig, og I skal debattere og være med til at prioritere i alt det, vi gerne vil bringe med til forhandlingsbordet, når vi skal udveksle krav med arbejdsgiverne til december.

Så kom og vær med. Det er dit arbejdsliv, det handler om. Og vi vil gerne have endnu flere input fra jer. Derfor har vi også dedikeret en del af vores hjemmeside, så du kan sætte dig ind i stoffet, og vi vil helt frem til forhandlingernes start blive ved med at spørge jer, hvad vi skal tage med til mødet med arbejdsgiverne.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Debat