Velfærd frem for skattelettelser
Velfærd er vigtigere end skattelettelser. Det er budskabet i et landsdækkede stormøde for tillidsvalgte den 4. oktober, som arrangørerne bag Danmark for Velfærd står bag. Socialpædagogerne bakker op om initiativet
Det er på tide, at vi stiller krav til den velfærd, der skal bære fremtiden. En velfærd, der værner om den enkelte og sikrer tryghed i dagligdagen. En velfærd, der understøtter den danske model og vores flexicurity-system. Vi er for investeringer i det fælles Danmark. Vi ønsker bedre forhold for børn, unge, syge og ældre. Tryghed gennem et finmasket socialt sikkerhedsnet.
Sådan lyder meldingen fra arrangørerne bag Danmark for Velfærd – et initiativ, som en række fagforbund og LO Storbyerne sammen har sat i gang. Socialpædagogernes formand, Benny Andersen deler synspunktet:
- Det, som jeg hører fra socialpædagoger rundt omkring i landet, er, at vi har brug for at investere i mere velfærd, bedre forhold og muligheder for de mennesker socialpædagogerne arbejder for og med. Og for mig er det helt klart: Lad os bruge penge på at investere i velfærd fremfor at bruge penge på skattelettelser.
Dialog på tværs af faggrænser
Som led i initiativet holder arrangørerne bag Danmark for Velfærd et landsdækkende stormøde i Odense den 4. oktober, hvor ambitionen er at samle 4.000 tillidsrepræsentanter fra både den offentlige og private sektor. Mødet byder på gode indspark og dialog med kollegaerne på tværs af faggrænser, lover arrangørerne. Socialpædagogerne bakker op om tiltaget:
- Det er vigtigt, at den diskussion breder sig rundt om i Danmark. Og jeg ser TR-stormødet, som et initiativ til at fortsætte debatten og aktiviteterne lokalt på tværs af faggrupper og fagforeninger. Og gerne i de lokale LO-sektioner. Derfor bakker vi også op om TR-stormødet, siger Benny Andersen.
Formålet med mødet er, at vise politikere og befolkningen, at organisationernes medlemmer står sammen om at bakke op om mere og bedre velfærd. Herunder ligger også et budskab om, at de mange nedskæringer på velfærdsområdet skal stoppes. Der er råd til ordentlig velfærd.
Det er Socialpædagogernes lokale kredse, der afgør, hvorvidt de deltager i stormødet i Odense den 4. oktober. Hvis du vil vide mere, kan du henvende sig til din kreds.
Underskriftindsamling
Danmark for Velfærd har en underskriftindsamling på nettet, som alle der støtter initiativet kan deltage i. Over 50.000 mennesker har allerede skrevet under. Skriv under her og støt kampen for et stærkt fællesskab og bedre velfærd: https://www.danmarkforvelfaerd.dk/
Følg med i debatten på Danmark for Velfærds facebookgruppe, som er åben for alle.