Det svære valg: Vi måtte have aflastning til Liam
På aflastningstilbuddet Granbohus er der ro, omsorg og trivsel på dagsordenen, når Signe Kongsø er sammen med Liam og de andre børn, imens forældre og søskende samler nyt overskud derhjemme.
8-årige Liam samler en lille rød bold op og slår den mod hoppepuden. Den taktfaste, dumpe lyd bliver modtaget med fryd. Og socialpædagog Signe Kongsø hjælper ham videre op på hoppepuden, imens hun betragter hans reaktion med et intenst blik.
– Tør du give slip? spørger hun, imens hun holder ham i hænderne og forsøger at fastholde hans øjenkontakt med et stort smil.
Det er torsdag eftermiddag på aflastningstilbuddet Granbohus, og der hviler en ro over opholdsstuen, hvor Mille bliver gynget i Sansegyngen, Carl ser Hr. Skæg på Ramasjang og Liam, der har Cerebral Parese og udviklingshæmning, leger på gulvet. Han er lige kommet for at tilbringe sit ugentlige døgn sammen med Signe Kongsø, hendes kollegaer og de 11 andre børn i småbørnsgruppen. Hans kuffert er trillet ind på værelset, hvor den hæklede, blå bamse ligger klar på puden.
– Børnene kommer lige fra skole, så det her er deres fritid. Derfor har vi ikke en masse krav om aktiviteter til dem. Det er deres behov og det, de kommer med, der er styrende for, hvad vi gør. Vi træder ganske enkelt ind i omsorgsrollen og sikrer børnenes trivsel, siger hun.
Liam har ikke noget sprog, så Signe Kongsø bruger blikke, fagter og mimik til at kommunikere og aflæse hans behov. Og hun efterligner hans lyde for at vise ham, at han er set og anerkendt. Selvom aktiviteterne med Liam kan virke simple, er de helt afgørende for hans livskvalitet, forklarer Signe.
– Liam er generelt meget optaget af de lyde, han kan få frem ved at slå ting sammen. Men han kan også vandre meget hvileløst omkring, så jeg prøver at arbejde med at bringe rastløsheden ned ved at være aktiv med ham. Min udfordring med ham er at bevare øjenkontakten og at gøre ham aktiv i en form for samspil. Ellers ville han drive omkring og gå mere og mere ind i sig selv, siger hun.
For os var det bestemt ikke nemt at erkende, at vi havde brug for hjælp, men det var vi meget enige om, at vi havde
Christina Møller, Liams mor
Vi havde brug for hjælp
Den rastløshed oplevede Liams mor trådte mere og mere frem, inden familien fik tildelt aflastning af kommunen for fire år siden. Liam havde året forinden fået en lillebror, der naturligt nok også krævede pleje og omsorg døgnet rundt. Og forældrenes overskudsdepoter var ved at være helt udtømte.
– Vi kunne simpelthen ikke mere. Jeg tror alle forældre ønsker at have deres børn derhjemme. Og det er ekstremt individuelt, om man behøver hjælp eller ej – det ved man først, når man har prøvet at stå med et barn, der har behov for personlig pleje døgnet rundt. For os var det bestemt ikke nemt at erkende, at vi havde brug for hjælp, men det var vi meget enige om, at vi havde, fortæller Liams mor Christina Møller.
I dag kan Christina Møller tænkte på aflastningen med sindsro, for hun ved, at Liam bliver mødt med knus fra andre børn, når han ankommer til Granbohus, og hun kan levende forestille sig hans begejstring, når hun modtager et billede fra pædagogerne af Liam omgivet af spande, han kan tromme på.
– De rummer ham sindssygt godt og kan tolke og aflæse ham. Samtidig er han en del af et fællesskab, som han jo ikke ellers er, fordi han ikke som andre børn har legekammerater med hjemme. Han møder ligesindede, og det er det nærvær, der tæller, siger hun og fortsætter:
– Samtidig kan vi som forældre bruge det døgn på at samle fornyet overskud, sænke paraderne og give lillebror noget ekstra opmærksomhed. Vi føler, at vi er ekstremt heldige at have den mulighed, for havde vi ikke det, så tror jeg ikke Liam kunne blive boende hjemme. Så hele familien får gavn af Signe og de andres indsats.
Din stemme - deres liv
kan også møde Liam og socialpædagogen Signe Kongsø i en video, som vi viser på Facebook i ugerne op til kommunal- og regionsvalget den 21. november. For frem til valget sætter Socialpædagogerne fokus på, at indsatsen til mennesker med handicap er kernevelfærd, som skal styrkes og understøttes af den rette faglighed. Find den kandidat, der prioriterer indsatsen, på www.kandidattest.dk.
Det gælder børnenes liv
Signe Kongsø har arbejdet på Granbohus i otte år – hver torsdag, hvor Liam er i aflastning. Nogle gange opsøger han kontakten med hende, andre gange ikke. I dag fanger de regnbuefarvede sæbebobler, hun blæser frem, hans opmærksomhed. Og lille Carl kravler også interesseret hen.
– Jeg har en faglig viden om børnenes handicap og deres meget forskellige udviklingstrin. Jeg er først specialist i et barn, når jeg kender det – uanset hvilket handicap det har. Men med min socialpædagogiske faglighed har jeg redskaberne, og jeg ved, hvad jeg skal kigge efter, siger hun.
Signe Kongsø ifører sig massagehandsker, som hun bruger til at massere Liams hænder og fødder med. Det giver ro, skærper hans opmærksomhed og hjælper ham til at mærke sig selv, så han søger mindre stimuli, forklarer hun.
– Vi er med til at gøre en forskel for de her sårbare børn, der er dybt afhængige af os. Det vil de fleste være resten af livet. Det vigtigste for Liam er, at han er sammen med mennesker, der støtter ham og kan afkode hans signaler. Vi kommer helt tæt på børnene – putter dem om aftenen og børster deres tænder om morgenen. Den omsorg og kærlighed, der hører med, kan en robot ikke give. Det handler relationer og om børnenes liv, siger hun.