I mange år bestod Socialpædagogen udelukkende af referater, faglige indlæg og debatstof. Journalistiske artikler var ikke noget, man brugte. Det kunne nogen måske indimellem ønske sig tilbage til… Nå, nok det det. I hvert fald skortede det ikke på hverken debatlyst eller -emner, kan man forvisse sig om ved at dykke ned i Socialpædagogens 70-årige arkiv.
Under overskriften ‘Fup eller fakta’ går således forstanderhustru Inger Vittrup i flæsket på P. -Whitta-Jørgensen, der var inspektør i direktoratet, og som ifølge Vittrup under det seneste martskursus var fremkommet med ‘nogle højst ejendommelige udtalelser om forstanderhustruens arbejde’:
‘Whitta-Jørgensen mener, at forstanderhustruen skal varetage de ‘sysler’, hun er sat til, og i øvrigt holde sig beskedent i baggrunden, både når forstanderen er hjemme, og når han er ude. Whitta-Jørgensen mente, at forstanderhustruen er ubeskeden og skal pacificeres. En af de måder, hvorpå dette kan ske, er åbenbart efter inspektørens mening, offentligt at udsætte forstanderhustruen for det store brede danske grin og dermed stemple en hel kategori af børnesagsarbejdere som værende forfejlet i arbejdet’, skriver Inger Vittrup, som derefter peger på det paradoksale i, at direktoratet samtidig er af den mening, at en mandlig forstander ikke kan blive ansat, hvis ikke hans hustru kan og vil stille sig i spidsen for husførelsen.
Hun peger derefter på, at hustruudvalget – for sådan et havde forbundet dengang – mener, at forstanderhustruerne må og skal ‘dygtiggøre sig til den lederfunktion, det er at forestå husførelsen, idet der vil blive et stadig stigende behov for arbejdskraft i den praktiske sektor i takt med arbejdstidens nedsættelse og intensivering af pædagogens arbejde’. Men:
‘Hustruudvalget mener bestemt ikke, at forstanderhustruen skal være souschef, hvorfor skulle hun dog påtage sig dette store arbejde og ansvar for det honorar, hun får?’
Hustruudvalget er da bekendt med, at mange forstanderhustruer hæmningsløst har været brugt som vikarer både for det praktiske og det pædagogiske personale og så vist også forstanderen
Inger Vittrup
At det så sker i praksis alligevel, ved udvalget godt:
‘Hustruudvalget er da bekendt med, at mange forstanderhustruer hæmningsløst har været brugt som vikarer både for det praktiske og det pædagogiske personale og så vist også forstanderen, fordi hun var den eneste på stedet, der kunne påtage sig ansvaret’, skriver Inger Vittrup – der slutter med at opfordre til en mere løsningsorienteret tilgang:
‘Hvad er fup og hvad er fakta om bebegrebet ‘forstanderhustru’? Lad os sammen finde en løsning på dette problem, der trænger sig stadig kraftigere på, men lad det ske ved sagligt, indsigtsfuld og positivt samarbejde og ikke ved spot og spe; det vil selv en inspektør sikkert ikke ønske at blive genstand for.’
I øvrigt: på samme opslag i bladet, hvor Inger Vittrups indlæg står, er der en annonce for bogen ‘Når et barn er handicappet’, af dr. Maria Egg. Den bliver varmt anbefalet af overlæge Aksel Olsen: ‘Hvem har så brug for denne bog? Naturligvis først og fremmest forældre, der har åndssvage børn. Men herudover bør den være obligatorisk læsning for alle forsorgsmedarbejdere, der har med åndssvage børn at gøre’. Bogen kunne købes hos boghandleren for 12,75 kr.
Hvornår var det nu?
Socialpædagogen er – ganske vist under flere navne – udkommet siden 1941. Vi har været i arkiverne og har fundet teksten her på siden i en af de gamle udgaver.
Men hvornår stammer Inger Vittrups indlæg og bogannoncen fra?
A: 1957. B: 1962. C: 1967
Se svaret i den trykte udgave af fagbladet.