Masser af bud på den nære fremtid

Vi skal sikre fagligheden bedst muligt

Og der er, sagde Marie Sonne, et stort behov for at sætte fokus på handicapområdet. Dels fordi de socialpædagogiske indsatser på det kommunale handicap- og psykiatriområde økonomisk set udgør en meget stor del af den samlede indsats på det specialiserede socialområde i kommuner og regioner. Og dels altså på baggrund af de nævnte bekymringer, som gerne skulle veksles til løsninger:

– Man kunne i stedet se på, hvordan man organiserer området bedst muligt, så vi både sikrer fagligheden og udnytter ressourcer og viden bedst mulig, sagde Marie Sonne – som samtidig konstaterede, at det kan være svært at få opmærksomhed om problemet:

– Vi må erkende, at det godt kan være svært at fange den brede befolknings interesse for området og at få den politiske opmærksomhed, sagde hun.

Netop for at sikre politisk opmærksomhed blev dagen afsluttet med, at forsamlingen overdrog de fire bedste ideer og forslag til et panel af politikere – to fra Christiansborg og en fra KL.

Vilje til inklusionen

Men inden det kom dertil, stod den altså udviklingsarbejde. Først havde deltagerne mulighed for at forholde sig til et oplæg fra norske Karl Elling Ellingsen, der er professor i funktionsnedsættelser og inklusion og leder af NAKU, Norges nationale kompetencecenter for udviklingshæmning.

Han fortalte, at det også i Norge er et problem at få politisk opmærksom på handicapområdet, og at det ofte lykkes, ’når forholdene er så elendige, at man bliver tvunget til at forholde sig til området’. Men, sagde han, det kan også lade sig gøre, når man kan komme med positive eksempler, hvor man har en oplevelse af at kunne gøre en forskel..

Hans budskab var bl.a., at inklusion først kan lykkes for alvor, når et samfund eller en organisation direkte beslutter sig for at være inkluderende. Eksempelvis er næsten alle børn med handicap inkluderet i de norske daginstitutioner, hvor inklusionen er en erklæret målsætning. Men allerede i grundskolen øges eksklusionen – og senere i uddannelsessystemet er der ikke flere tilbud, der er designet til at kunne rumme unge med handicap.

Sammenhæng på tværs

Og så gik der ellers gang i arbejdet i fire grupper, hvor ideerne i flere omgange blev formuleret, testet over for forsamlingen, forfinet, prioriteret og kvalificeret, inden politikerpanelet ankom til ’overdragelsesceremonien’, hvor grupperne hver især fremlagde deres bud. Politikerne var Karina Adsbøl og Kirsten Normann, der er handicapordfører for hhv. Dansk Folkeparti og SF på Christiansborg, og Henrik Appel Esbensen, der sidder i Borgerrepræsentationen i København for Socialdemokratiet, men også sidder i KL’s Social- og sundhedsudvalg.

Gruppen, der kiggede på den overordnede organisering af området, fremhævede begrebet livssammenhæng som en tilgang, der skal sikre, at borgeren i størst muligt omfang kan være dirigent i eget liv. Det kræver, at de mange ord om inddragelse osv. bliver konkretiseret til fælles begreber med et reelt indhold, og at kommunerne kan lave fleksible løsninger og gå ind og arbejde med meget mere individuelle indsatser. En ramme for dette kunne være det, som gruppen kaldte ressourcehuse, hvor alle de tværfaglige kompetencer, der er brug for, er til stede.

Til det sagde Karina Adsbøl bl.a., at ressourcehuse – eller videnshuse, som hun kaldte dem – er en god ide, og at der vel ikke er noget til hinder for, at kommunerne kan gå den vej inden for den nuværende lovgivning. Sammen med Henrik Appel Esbensen efterlyste hun præcise anvisninger på de paragraffer i lovgivningen, der hindrer fleksible og borgernære løsninger, mens Kirsten Normann pegede på, at der er behov for at se mere generelt på sammenstødet mellem borgernes medindflydelse og myndighedsbegrebet.

Rehabiliteringslov

Fra gruppen, der kiggede på rehabilitering og habilitering, var der tanker om at sikre, at pengene følger borgeren, så kassetænkning ikke står i vejen for den tværfaglige indsats. Og så er der brug for en samlet rehabiliteringslov, lød det fra gruppen, der pegede på, at en analyse fra 2011 af den samlede rehabiliteringsindsats på tværs af sektorer aldrig var blevet fulgt op af handling. Og det er uhensigtsmæssigt, for borgerne lever jo ikke deres liv i søjler, lød det.

Gruppen foreslog konkret et projekt, hvor man som forsøg giver en gruppe borgere frit slag og lader dem og deres drømme styre, hvordan de vil habiliteres eller rehabiliteres. Bliver det rent faktisk dyrere på den måde, eller bliver resultaterne så meget bedre på sigt i form af bedre trivsel og livskvalitet, lød spørgsmålet.

Kirsten Normann var positiv over for ’at tænke i en ny rehabiliteringsindsats’ og pegede på, at mange fagligheder bør tænkes ind, hvis der skal laves ny lovgivning, og Karina Adsbøl erklærede sig klar til at sætte gang i et forsøgsprojekt – i regi af satspuljen, frikommunerne eller i en kombination. Henrik Appel Esbensen plæderede på sin side for at samle rehabiliteringsindsatsen på fem-seks centre og helt fjerne opgaven fra kommuner og regioner. 

Deltagelsetrappen

Gruppen, der kiggede på aktivitets- og beskæftigelsesområdet, havde bl.a. det bud, at samvær ikke kun skal være samvær med andre, der også har brug for samvær. Gruppen opfordrede til, at man retter fokus på nogle af de svagest fungerende grupper under paragraf 103 og 104. Det skal handle om aktiviteter, deltagelse og læring, og gruppen opfordrede til at arbejde med en ’deltagelsestrappe’, som sikrer, at alle uanset funktionsniveau har ret til en sammenhængende indsats. Det vil få en positiv menneskelig effekt og dermed også en positiv økonomisk effekt – og det kunne påvises gennem fx et satspuljeprojekt, hed det.

Også her bad politikerne om nogle mere præcise forslag og anvisninger – både ift. borgergruppens muligheder og de rammer, der er for indsatsen, men fremhævede bl.a. sociale virksomheder uden for kommunalt regi som mulige veje.

 Frivillighed må ikke blive en gråzone

I gruppen, der så på sammenhænge mellem civilsamfund, frivillighed og fagpersoner, pegede man på behovet for at præcisere, hvem der har initiativretten – og for at opsamle den viden, der er. Det handler om at skabe ligeværdige fællesskaber, og det kan som udsat borger og socialarbejder være svært at ’bryde ind’ i eksisterende fællesskaber. Det kræver, at kommunerne arbejder aktivt med en civilsamfundsstrategi – det skal ikke bare være et stykke papir.

Henrik Appel Esbensen pegede på, at det også kræver, at faggrupperne gør op med sig selv, hvor meget frivillighed, man vil have – ellers kan let blive en stor gråzone advarede han.

Og det var forbundsformand Benny Andersen med på, da han afsluttede dagen: Fagligheden skal facilitere frivilligheden, sagde han og takkede deltagerne for de mange input – også dem, der ikke blev præsenteret for politikerne. Det er tydeligt, at det er et stort potentiale for at udvikle voksenhandicapområdet, sagde han.