icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
colourbox_1128x600_ferie.jpg
Arbejdsmarked

Ny ferielov er godt nyt for nyansatte

Et flertal i Folketinget har indgået aftale om en ny ferielov, som betyder, at også de nye på arbejdsmarkedet får ret til betalt ferie det første år af deres ansættelse.

Alle lønmodtagere skal have ret til betalt ferie – også de nye på arbejdsmarkedet.

Det er udgangspunktet i en aftale om en ny ferielov, som regeringen har indgået med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og SF.

Betalt ferie til nyansatte

Helt centralt i den nye aftale er, at lønmodtagere fremover skal optjene og afvikle deres ferie på samme tid.

Det kommer til at betyde, at nye på arbejdsmarkedet eller langtidsledige, som kommer tilbage i arbejde, kan holde betalt ferie det første år af deres ansættelse.

I dag er der forskudt ferie i Danmark. Det betyder, at du optjener ferien fra januar til december, men den kan først afholdes fra 1. maj året efter. Dermed kan der gå op til 16 måneder, før nyansatte kan tage på ferie med løn.

Aftalen træder i kraft 1. september 2020.

Hvordan fungerer det?

For hver måned, du arbejder, vil du optjene 2,08 dages betalt ferie. Det svarer til fem ugers ferie om året.

Med de nye regler kan du afvikle ferien, så snart du har optjent den. Det vil sige, at hvis du er ansat pr. 1. august, har du tre måneder senere optjent ca. seks feriedage, som du kan afvikle med det samme, hvis du vil.

Du skal have optjent ferien, før den kan holdes, medmindre du har en anden aftale med din arbejdsgiver.

For ikke-nyansatte

Den nye lov har også en betydning for dig, som ikke er ny i job. Med de nye regler vil du fremover få dine feriedage til rådighed månedsvis i stedet for at få din optjente ferie i en samlet klump 1. maj. Det vil sige, at den ferie, du har optjent i fx februar, allerede vil kunne afholdes i marts.

Hvad er baggrunden? 

22. august i år kom Ferielovsudvalget bestående af arbejdsmarkedets parter med anbefalinger til en ny ferielov. Det er i store træk de anbefalinger, som nu er vedtaget i Folketinget.

Ferielovsudvalget blev nedsat af den tidligere Venstre-regering i august 2015. Baggrunden var bl.a., at EU-Kommissionen vurderede, at den danske ferielov grundlæggende er i strid med EU’s arbejdsmarkedsdirektiv, som siger, at alle lønmodtagere har ret til fire ugers betalt ferie hvert år.  Det har nyansatte altså ikke ret til efter nuværende danske regler, som derfor bliver ændret. 

Den nye lov ændrer ikke på antallet af feriedage. Alle lønmodtagere vil have ret til det samme antal feriedage, som de har i dag. 

Du kan læse mere om den nye ferielov på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside, hvor du også kan se en lille film, som forklarer betydningen af den kommende ferielov.

Aftalen om ferieloven blev indgået 31. oktober 2017. 

OBS: Ny ferielov på vej  i 2020

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Overenskomster og aftaler