Forsker kigger dybt i anbragte børns hjerner
Hjernescanninger afslører, hvordan udsatte børn og unge har det, og hvordan man pædagogisk kan arbejde med dem. Nogle børn skal støttes af en voksen pandelap, mens andre skal skabe nye forbindelser mellem hjerneceller, fortalte Ann E. Knudsen i sit oplæg
– Børn, der bliver omsorgssvigtet, får pådraget en hjerneskade. Nervevæv henfalder og deres hjerneceller dør.
Sådan lød den nedslående besked fra Ann E. Knudsen ved Fagligt selskab om udsatte børn og unges medlemskonference mandag den 13. november, imens hun pegede på et scanningsbillede af hjernen fra en omsorgsvigtet tre-årig, der er betydeligt skrumpet ved siden af en rask jævnaldrende. Hun viste også en PET-scanning af et rumænsk børnehjemsbarn, hvis hjerneaktivitet sammenlignet med et barn i trivsel ser halvslukket ud – særligt i det område, der forbinder pandelappen med det limpiske system, som er basis for indlevelse, indføling og empati.
Ann E. Knudsen er cand.mag., har arbejdet med neuropsykologi og hjerneforskning siden 1996 og har netop udgivet bogen ’Diagnose eller opdragelse’. Som dagens sidste oplægsholder sendte hun dog ikke de 138 socialpædagoger og familieplejere slukørede hjem. Tværtimod.
– Det er en vigtig pointe, at hjernen fortsat kan stimuleres hele livet. Det er bare ikke alle børn, der kan udvikle sig lige meget. Det, der sker, når I som socialpædagoger stimulerer børnene ved fx at synge, lege og læse, er, at I skaber flere forbindelsestråde mellem deres nerveceller. Dermed kan I rykke dem fra deres udgangspunkt. I kan ikke gøre alle børn gennemsnitlige, men I kan rykke dem. Når I har gjort det, har I gjort det godt, konstaterede hun.
– Hvis barnet ingen indlevelsesevne har, nytter det ikke at sige: ’du kan da nok forstå, at…’ eller ’se, hvor ked af det hun bliver, når du…’. Vi skal i stedet være deres pandelapper: Vise styring, autoritet og struktur.
Ann E. Knudsen, cand.mag og forsker i neuropsykologi
Skift taktik
Det er ikke uden grund, at Ann E. Knudsen bruger hjernen som afsæt for både oplæg og forskning. Hjernescannere afslører nemlig sort på hvidt – eller snarere i regnbuens farver – hvordan udsatte børn har det, og hvilken effekt forskellige pædagogiske metoder har på deres evne til læring og mestring, fortalte hun.
– En hjernescanner kan fx vise arvæv og skader hos et barn med læsevanskeligheder. I sådan et tilfælde skal vi ikke bare lave læsetræning med barnet – det ville være som at bede en blind om at se sig for. Vi skal i stedet arbejde med de områder, hvor der er gode neurale netværk. Det kunne være at arbejde med ordbilleder, sanglege og finmotorik, sagde hun.
Kan barnet så overføre sin evne til at mestre fx sanglege, perleplader og billedlotteri til klasselokalet, spurgte Ann E. Knudsen og svarede selv: JA! Der er dog også en masse tilfælde, hvor børn ikke opfører sig som deres scannebilleder, tilføjede forskeren.
– Hjernescanninger er ikke videnskabelige sandheder. Det er øjebliksbilleder. Og børnenes hjerner udvikler sig utrolig meget på kort tid. Og ikke nødvendigvis i samme retning som læringsbekendtgørelserne, sagde hun.
Løb over efter slik
Men når man nu ikke har hjernescannere stående på landets døgninstitutioner, kan det selvsagt være vanskeligt for socialpædagoger at vide hvilke sår og skrammer, der gemmer sig bag børnenes pandelapper. Derfor gav Ann E. Knudsen konferencedeltagerne grundlæggende viden om hjernen med hjem.
Blandt andet ved man fra hjernescanninger, at 20 minutters fysisk aktivitet skærper hjerneaktiviteten gevaldigt, fortalte hun.
– Derfor kan det give mening at bede ungerne løbe over efter en pose Matador Mix på tanken – eller noget andet mere pædagogisk – før man går i gang med integralligningerne, sagde hun.
Temaaften om forældresamarbejde
Hvordan oplever anbragte børn og unge anbringelsesstedets syn på deres forældre? Hvad er forældrenes oplevelse af samarbejdet? Og hvordan kan du som socialpædagog, familieplejer, familieplejekonsulent eller lærer på intern skole styrke det værdifulde samarbejde?
Det giver forskningscentret VIVE, interesseorganisationen FBU Forældrelandsforeningen og Socialtilsyn Øst redskaber til.
Tilmeld dig temaaftenen den 16. januar i Vordingborg her eller den 23. januar i Nørresundby her.
En socialpædagogisk pandelap Nogle børn får skader af deres opvækst, som gør, at de mangler forbindelse mellem pandelap og den følelsesmæssige intelligens – det limbiske system – tilføjede forskeren. Det kan fx være børn, der har været udsat for vold. For at overleve har de lært sig at lukke af for følelserne og for deres egen bevidsthed. Dermed mærker de ikke længere følelsesmæssigt, når mor fx slår.
I den situation skal man som socialpædagog agere barnets pandelapper, forklarede Ann E. Knudsen.
– Hvis barnet ingen indlevelsesevne har, nytter det ikke at sige: ’du kan da nok forstå, at…’ eller ’se, hvor ked af det hun bliver, når du…’. Vi skal i stedet være deres pandelapper: Vise styring, autoritet og struktur. Selvom man kan virke lidt skrap, så har børnene det rigtig godt med at se, at man som voksen har ansvaret, så de kan slappe af og være børn, sagde hun.
I er vigtigere end I tror
Endelig er der stor forskel på hjerneaktiviteten hos børn, der sidder sammen med en betydningsfuld voksen sammenlignet med børn, der sidder alene, fortalte Ann E. Knudsen.
– Det er selvfølgelig ikke nyt for jer, at relationer er vigtige. Det nye er, at vi kan lave scanningsbilleder af det, sagde hun.
Børn husker og gengiver også mere læring, hvis de indgår i relationer. Men relationerne kan ikke udgøres af en fremmed på gaden eller en fjerntboende tante. Det skal være en relation til mor, far, en pædagog eller en lærer, tilføjede hun.
– Selvom traumer ændrer børns hjerner, så gør relationer det også. Det fortæller, hvor vigtigt jeres arbejde er. I er så meget mere betydningsfulde i deres liv, end I har tid til at tænke over, sluttede hun.