Lyt til og tro på børnene
Tidligere anbragte unge gav stof til eftertanke, da de – såvel som forskere og fagfolk – stod på talerstolen ved fagligt selskab om udsatte børn og unges første medlemskonference. I skal blive ved med at tro på os, lød budskabet
Efterårssolen lyste skarpt ind i konferencesalen, der var fyldt til bristepunktet mandag den 13. november. I løbet af dagen skulle forskere, projektledere og tidligere anbragte unge kaste lys over, hvordan de 138 fremmødte socialpædagoger og familieplejere kan vende en række alvorlige statistikker:
Syv pct. af anbragte børn går ikke i skole. Som 16-17-årige har 40 pct. ikke taget folkeskolens afgangsprøve, mens det samme kun gælder for seks procent af de ikke anbragte – og som 25-årige har kun 30 pct. fået en ungdomsuddannelse.
Socialpædagogernes næstformand Verne Pedersen åbnede konferencen, der bar overskriften ’Læring og mestring – Hvordan understøtter vi sårbare børn og unge, så de klarer sig bedre i skolen?’.
– Heldigvis er der meget i gang i disse år. Vi har som faggruppe en forpligtelse til at være med helt fremme og dygtiggøre og udvikle os fagligt. En af de vigtige erfaringer, der er kommet ud af undersøgelser, er, hvor vigtigt det er at inddrage børnene og de unge selv – at lytte til dem, sagde hun.
Troen på de unge daler
Herefter blev deltagerne indført i tal og fakta på området af Misja Eiberg, der er forsker ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE.
– Jo tættere, børnene kommer på den alder, hvor de skal tage en afgangsprøve, jo færre pædagoger og plejeforældre vurderer, at de vil kunne klare at tage en afgangsprøve. Der er særligt lave forventninger til børnene på døgninstitution, sagde hun og fortsatte:
– Når vi ser på de unges egne ambitioner, så er det kun ti procent af dem, der tror, de kan gennemføre en lang videregående uddannelse, imens det samme gælder for en tredjedel af de ikke-anbragte.
– Jeg fik altid at vide, at jeg ikke kunne noget, og alle lærere gav op. Den eneste, der kæmpede for mig, var Dorthe.
Fardin, tidligere anbragt
De unges egen stemme
Midt på formiddagen blev ordet givet til de unge selv. En af dem var 23-årige Fardin fra den socialøkonomiske virksomhed C:ONTACT. Som otte-årig flygtede han fra Afghanistan og endte i Værløse.
Da Fardin kom til Danmark – analfabet og skadet af sine oplevelser – var det mildest talt svært at passe ind på den lokale folkeskole. En betydningsfuld voksen – hans kontaktperson Dorthe – blev redningen.
– Jeg fik altid at vide, at jeg ikke kunne noget, og alle lærere gav op. Den eneste, der kæmpede for mig, var Dorthe. Hun hjalp mig med lektierne, gav mig stjerner, når jeg lykkedes med noget, og gav mig den kærlighed, jeg aldrig havde fået, fortalte han fra talerstolen.
I dag har Fardin gennemført det almene gymnasum og betegnede det som den største dag i sit liv.
Viser hvad der virker
27-årige Kristina fra C:ONTACT fortalte også sin historien. Hun voksede op som barn af misbrugsforældre og blev i teenageårene sendt på kostskole. Ligesom Fardin oplevede hun, at problemerne vendte, da der blev lyttet til hendes behov for at blive flyttet fra kostskoleen til en plejefamilie.
– Jeg manglede ganske enkelt fagpersoner, der kunne håndtere et misbrugsbarn som mig. Jeg tænker, det må være rart at høre fortællinger som min og Fardins, fordi det giver socialpædagoger et indblik i, hvad der virker, og hvad der ikke virke, sagde hun.
De unges fortællinger blev mødt af store bifald fra deltagerne. Blandt andre Jytte Sørensen, der er socialpædagog i Ungehuset i Sønderborg.
– Det er så vigtigt, at vi tror på de unge og hører på, hvad de siger, og hvad de vil. Derfor bliver jeg også meget berørt af deres historie, sagde hun.
Herefter sivede deltagerne ud i workshops – om mentalisering og udsatte børns læring, om læringsprojektet Styrket Indsats, om læringsvejledninger til plejefamilier og om projektet Læs for livet.
Temaaften om forældresamarbejde
Hvordan oplever anbragte børn og unge anbringelsesstedets syn på deres forældre? Hvad er forældrenes oplevelse af samarbejdet? Og hvordan kan du som socialpædagog, familieplejer, familieplejekonsulent eller lærer på intern skole styrke det værdifulde samarbejde?
Det giver forskningscentret VIVE, interesseorganisationen FBU Forældrelandsforeningen og Socialtilsyn Øst redskaber til.
Tilmeld dig temaaftenen den 16. januar i Vordingborg her eller den 23. januar i Nørresundby her.
Der skal ord til tale
Stifteren af Læs for Livet, Rachel Röst, er selv tidligere anbragt. Hun holdt oplæg om sin opvækst i Urbanplanen på Amager – i et hjem præget af psykisk vold og misrøgt. For hende blev det lokale folkebibliotek en helt afgørende redningsplanke.
– Der kunne jeg rejse væk og møde kvindelige rollemodeller som Pippi Langstrømpe og Ronja Røverdatter. Litteraturen lærte mig om frihed og styrke, fortalte hun.
Men da Rachel Röst blev anbragt på institution som 16-årig, var der ingen bøger og meget lave forventninger til, hvad hun kunne blive til.
– Min overlevelsesstrategi blev taget fra mig. Vi ville nok alligevel bare blive småkriminelle og ryge joints, fik vi at vide, og så blev det også sådan. Det tog mig lang tid at finde tilbage til bøgerne, fortalte hun.
Derfor har Rachel Röst som voksen valgt at indsamle bøger, der alligevel skal makuleres, fra forlag og forfattere. Herefter donerer hun skræddersyede biblioteker til institutioner, der arbejder med udsatte børn og unge. Dét, at der findes bøger på institutionerne, skaber nemlig vigtige forventninger til børnenes skolegang, mener hun.
– Jeg tror virkelig på, at litteratur kan forandre liv, give ord til følelser og en stemme i en verden, hvor mange ellers taler hen over hovedet på børnene. Og når jeg spørger dem, hvad de gerne vil læse, er de faktisk meget målrettede, fortalte Rachel Röst.
En af dem, der tog Rachel Rösts ord med hjem, var Charlotte Romar, der er socialpædagog ved Miniinstitutionen Solbrinken, som er et døgntilbud for 0-18-årige.
– Det var fantastisk at høre hendes egen historie. Jeg læser selv meget og bruger bøger sammen med vores børn – fx når de skal puttes. Men nu har jeg fået flere perspektiver på, hvordan bøger kan åbne børnenes fantasi, skabe holdninger og oplevelser. Nu skal jeg hjem og tjekke, om vi har bøger nok, sagde hun.