Mennesker med handicap griner 6,3 gange om dagen
Har mennesker med handicap noget at grine af? Det spørgsmål satte fagbladet sig for at undersøge for at sætte fokus på trivsel og livsglæde blandt mennesker med handicap og for at se, hvordan humor og socialpædagogisk faglighed spiller sammen
Antallet af grin og glade stunder, som mennesker oplever, kan fortælle os noget om, hvordan de har det, og om det miljø, de færdes i. Så hvor mange gange om dagen griner fx voksne mennesker med fysisk og psykiske funktionsnedsættelser egentlig?
Det har vi spurgt 435 socialpædagoger, der alle arbejder inden for handicapområdet, om. Svaret er, at der bliver grinet en masse på bostederne. Nemlig 6,3 gange om dagen i gennemsnit – hvis ikke mere. Og det er et rigtig godt tegn, lyder det.
– Det tyder på, at bostederne er rare steder at være, og at der foregår noget rigtig rart derude, lyder reaktionen fra psykolog og lektor Jesper Dammeyer, der forsker i livskvalitet for mennesker med funktionsnedsættelse.
De positive følelser
Socialpædagoger blev i undersøgelsen bedt om at tænke på de mennesker, de arbejder med, og vurdere, hvor mange grin og glade stunder, de typisk har pr. dag. Den største gruppe (43 pct.) svarer 5-10 gange om dagen. 15 pct. svarer, at det sker mindst 11 gange om dagen. 26 pct. svarer, at det sker 1-4 gange dagligt.
– Vi ved fra andre studier, at sværhedsgraden af funktionsnedsættelsen ikke kan forklare, om personen har det godt og trives eller ej. Men det kan psykologiske faktorer, bl.a. om personen tænker positivt og har positive følelser. En anden betydningsfuld faktor er, om personen føler sig som en del af en gruppe – uanset om den gruppe består af andre mennesker med funktionsnedsættelse eller ej. Alle har brug for at høre til et sted, siger Jesper Dammeyer.
Med den viden i baghovedet har socialpædagogerne på bostederne en vigtig opgave, tilføjer han. Og når han besøger bosteder rundt om i landet, oplever han, at det er en opgave, man er rigtig god til at løfte de allerfleste steder.
– Det gælder om at give mennesker med handicap en følelse af at høre til blandt ligesindede på bostedet og give dem en oplevelse af trivsel. Men det er vigtigt at have blik for, at det er forskelligt fra person til person, hvad der giver trivsel, og at det kan være noget helt andet end det, man som professionel tror, er vigtigt, siger Jesper Dammeyer.
Livskvalitet kommer ikke bare af sig selv. Så disse menneskers livskvalitet må komme et andet sted fra end deres sociale netværk – det kunne fx være samværet med de professionelle. For der er ingen tvivl om, at mennesket har det bedst med social kontakt. Spædbørn dør uden social kontakt
Jan Brødslev Olsen, forsker, Aalborg Universitet
Netværk og livskvalitet
I undersøgelsen bliver socialpædagogerne også spurgt, om de mennesker med handicap, som de arbejder med, har et tilstrækkeligt socialt netværk. De fleste (47 pct.) svarer ‘i mindre grad’, mens 33 pct. svarer ‘i nogen grad’ og 11 procent svarer ‘slet ikke’. Kun 7 pct. af de adspurgte socialpædagoger mener, at borgerne i høj grad har et tilstrækkeligt stort socialt netværk.
Endelig bliver de 435 socialpædagoger bedt om at give deres oplevelse af, om de mennesker med handicap, som de arbejder med, har en god livskvalitet. Den største gruppe (43 pct.) svarer ‘i nogen grad’, mens 36 pct. svarer, at det ‘i høj grad’ er tilfældet.
Vurderingen af livskvalitet lader til at være en del lavere end i den øvrige den af befolkningen, vurderer Jan Brødslev Olsen fra Aalborg Universitet, som forsker i lykke og livskvalitet. Men han studser især over, at så relativt mange trods alt har en høj livskvalitet, når nu så få har et tilstrækkeligt socialt netværk.
Alle studier inden for socialpsykologien peger nemlig på, at det er de tætte og betydningsfulde sociale relationer, der betyder allermest for vores livstilfredshed.
– Livskvalitet kommer ikke bare af sig selv. Så disse menneskers livskvalitet må komme et andet sted fra end deres sociale netværk – det kunne fx være samværet med de professionelle. For der er ingen tvivl om, at mennesket har det bedst med social kontakt. Spædbørn dør uden social kontakt, siger han.
Jan Brødslev Olsen tilføjer, at der heldigvis også findes frivillige besøgsvenner, som kan supplere de mere professionelle relationer mellem beboere og ansatte. Den slags venskaber arbejder foreningen LEV fx for at skabe ved hjælp af projektet LEV-venner, der skal danne venskaber mellem ensomme ældre med udviklingshæmning og frivillige (se artikel på side 31).
– Det er klart, at det ligger i socialpædagogers kernefaglighed at danne relationer til mennesker med handicap. Men alle har brug for venner, der er andre end de professionelle. Og besøgsvenner giver livskvalitet for begge parter. Her kan frivillighed noget særligt, siger landsformand i LEV Anni Sørensen.
Kan man sætte decimaler på livskvalitet?
Når Socialpædagogen og andre medier skriver om handicapområdet, er det ofte med fokus på emner som ledsagelse, servicestandarder og pædagogik. Men det kan være en øjenåbner at kigge bag om de klassiske emner og tørre tal, mener landsformand i LEV Anni Sørensen.
– Vi fokuserer som organisation også ofte på det, der er målbart – det, som KL og regeringen måler på. Og det er da også i vidt omfang forudsætningerne for det gode liv. Men i virkeligheden skal vi også forsøge at indfange, hvordan vi sikrer sunde relationer, inklusion og livsglæde. Det er det, der gør denne her undersøgelse interessant, siger hun.
Et godt grin koster
Anni Sørensen er dog positivt overrasket over, at beboerne på landets bosteder griner så meget, som undersøgelsen viser.
– Et grin er for mig at se udtryk for overskud og gode relationer, for det er sjældent, man griner alene. Det er mere bekymrende, at livskvaliteten ikke vurderes at være højere. Og det er interessant at have i baghovedet, når nu vi går hen mod et kommunalvalg, hvor jeg oplever en manglende vilje til at prioritere fra alle sider. Vi skal hellere tale om, hvad det er for et fællesskab, vi gerne vil give de her mennesker, der har brug for støtte og hjælp. Alternativet er mistrivsel, ensomhed og tab af ressourcer for samfundet, siger hun.
Et grin kræver en ramme, hvor der er rum til at grine. Og hvis man virkelig skal grine, skal det fx være i et fællesskab med ligesindede. Det kræver kvalificerede socialpædagoger, der hjælper borgerne med at skabe sådan et fællesskab
Marie Sonne, næstformand, Socialpædagogerne
Ifølge Socialpædagogernes næstformand, Marie Sonne, viser de mange glade grin rundt om på bostederne, at borgerne bl.a. er omgivet af dygtige socialpædagoger, der skaber trygge og udviklende rammer, som giver plads til glæde og samspil i hverdagen. Og hun er enig med Anni Sørensen i, at de glade grin koster.
– Det kræver de rette ressourcer og fagligt uddannet personale at skabe livskvalitet for de her mennesker, siger Marie Sonne og fortsætter:
– Et grin kræver en ramme, hvor der er rum til at grine. Og hvis man virkelig skal grine, skal det fx være i et fællesskab med ligesindede. Det kræver kvalificerede socialpædagoger, der hjælper borgerne med at skabe sådan et fællesskab. Samtidig skal man have blik for, at alle mennesker er forskellige. Og socialpædagoger har netop den tilstrækkelige faglige indsigt, der skal til for at forstå, hvordan man skaber livskvalitet for den enkelte. Det, mener jeg, er helt afgørende. For mennesker med funktionsnedsættelse fortjener som alle andre grundlæggende en tryg ramme, de kan grine og glædes i.
Bag om undersøgelsen
Op til kommunal- og regionsvalget den 21. november sætter Socialpædagogerne fokus på socialpædagogisk faglig indsats til mennesker med handicap.
I den forbindelse har vi sendt et spørgeskema ud til 3.000 medlemmer, der er tilfældigt udtrukket blandt medlemmerne af det faglige selskab om voksne med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser i boenheder. Vi har modtaget 435 besvarelser.
Spørgsmålene omhandler på forskellig vis livskvalitet. Livskvalitet lader sig ikke så let måle og veje. Og vi er opmærksomme på, at der ikke er tale om en videnskabelig undersøgelse, men et indblik i virkeligheden for mennesker med handicap, der kan give afsæt til nogle dybere faglige holdninger og vurderinger.
Skulle vi have et mere fyldestgørende billede, skulle vi have spurgt flere mennesker og ikke mindst mennesker med handicap selv.