icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
PH_handicapB.jpg
Handicap

Færre fejl i handicapsager

Ankestyrelsens tårnhøje omgørelsesprocenter på handicapområdet var groteske, udtalte organisationer og fagfolk tidligere på året i Socialpædagogen. Det skal satspuljemidler rette op på

Forestil dig, at en borger med udviklingshæmning tvinges ud af sit lille bofællesskab inde i byen, fordi kommunen vil flytte alle de udviklingshæmmede til et stort nybygget hus ude på en mark, hvor der er kortsigtede driftsbesparelser i at have 80 personer boende.

Måske har borgeren nogle stærke pårørende, som klager og anker og får ret i Ankestyrelsen. Men hvad hjælper det, når borgeren til den tid har boet det nye sted i syv måneder, og det gamle bofællesskab ikke længere findes?

Det har store menneskelige konsekvenser, når mennesker med udviklingshæmning, hjerneskade eller andre svære mentale handicap uberettiget får frataget sin socialpædagogiske ledsagelse, eller når de bliver placeret i det forkerte botilbud uden den rigtige støtte. Det vurderede eksperter og organisationer i Socialpædagogen tilbage i oktober måned.

Her viste tal fra Ankestyrelsen, at Ankestyrelsen i det første halvår af 2017 omgjorde syv ud af 10 (68 pct.) af de afgørelser om beskyttet beskæftigelse, botilbud eller socialpædagogisk støtte, som borgerne har klaget over. Nu skal kvaliteten i sagsbehandlingen styrkes, fastslår satspuljepartierne, der har afsat 53,4 mio. kr. til formålet.

Pengene går bl.a. til at holde øje med Ankestyrelsens omgørelsesprocenter. Det er også planen at gøre en task force på handicapområdet permanent, som bl.a. kan lave længerevarende forløb i enkelte kommuner, hvor der er store problemer. Desuden afsættes der midler til bistand til borgere, der ikke selv er i stand til at klage.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpolitik, Voksenhandicap­området