Jimmie er på vej tilbage på sporet
Jimmie Sørensen flyttede efter et selvmordsforsøg ind på SUF-Veteran. Det er blevet et vendepunkt for den tidligere soldat, som på grund af sin PTSD røg ud i et alkoholmisbrug og en dyb krise, der var tæt på at koste ham ægteskabet – og livet
– Jeg har haft brug for komme i kontakt med nogle mennesker, som ved, hvad PTSD er, og hvad veteraner har brug for af støtte og omsorg. Det får jeg på det her fantastiske sted, og det er jeg vildt taknemmelig for.
Sådan lyder det fra 53-årige Jimmie Sørensen, som i øjeblikket bor på SUF-Veteran. Han kom til stedet direkte fra en psykiatrisk afdeling i Nordsjælland, hvor han efter et selvmordsforsøg havde været indlagt et par måneder.
– Det var ikke fordi, jeg ville dø. Det var et nødråb, siger han.
I 1995 var Jimmie Sørensen udsendt til Balkan med base i den kroatiske by Dvor, som serberne havde besat. Mens han var der, indledte kroaterne en offensiv for at få området tilbage, og oplevelserne fra dengang har aldrig sluppet sit tag i ham.
– Da jeg kom hjem, begyndte de krigsscenarier, jeg havde set, at ramme mig, og dengang var der ikke nogle, der samlede os op. Vi fik en tak for indsatsen og en øl, og det var sådan set det, fortæller han.
Han blev første gang indlagt på en psykiatrisk afdeling i 1997. I en periode fik han det bedre og mødte den kvinde, han har været gift med i 15 år. Men så begyndte krigsoplevelserne igen at spøge.
– Når konen gik i seng, og det var mørkt og stille, kom alle de her krigsting flydende ind i hovedet på mig. Jeg gik til psykiater for at prøve at få styr på det, men det virkede sgu ikke rigtigt, og jeg begyndte at drikke for at kunne falde i søvn, siger han.
Selvmedicineringen med alkohol fortsatte, og efter et mislykket afvænningsforsøg tidligere i år, knækkede filmen helt.
– Min kone kunne ikke tage mere, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Så jeg skar håndleddet op på mig selv, fortæller han.
Mens Jimmie Sørensen var indlagt efter selvmordsforsøget, fandt han en brochure om SUF-Veteran og kontaktede selv stedet.
– Det her er det rigtige for mig. Man har sin selvstændighed og mulighed for at lukke sin dør, hvis man har det skidt. Men samtidig bliver vi passet godt på. Man kan få al den hjælp, man har brug for, siger han.
Jeg har ikke brug for at sidde om aftenen og drikke mig dum for at falde i søvn, og det er rart, at der ikke er noget, der sløver mit sind, så jeg kan være 100 pct. mig selv. Det har jeg ikke været meget længe
Jimmie Sørensen, beboer, SUF-Veteran
Kan være 100 pct. mig selv
På SUF-Veteran er han midlertidigt indlogeret i en pavillon tæt på hovedbygningen, mens der bliver lagt sidste hånd på den bjælkehytte, han skal bo i. På grund af sit misbrug har han fået nervebetændelse i benene, og turen ud i landskabet for at vise hytten frem foregår på en el-scooter. Den har han arvet fra Jesper Maigaards mor, der er kommet på plejehjem.
– Her kigger de på, hvordan man har det, og hvis der er et eller andet, de kan gøre for én, gør de det, uden at man skal bede om det. Det har jeg sgu aldrig oplevet før. Før har jeg skullet slås med Helsingør Kommune om at få et par benskinner, siger han.
Tidligere var han i behandling for sin PTSD hos en af forsvarets psykologer på Høvelte Kaserne, men går nu hos en privatpraktiserende psykolog i Odense.
– Det betyder selvfølgelig, at jeg skal forklare det hele igen, men ellers virker hun meget fornuftig, siger han.
I dag er Jimmie Sørensen på antabus. På forsorgshjemmet får han hver fjortende dag besøg af en misbrugskonsulent, og han drikker ikke længere.
– Jeg har ikke brug for at sidde om aftenen og drikke mig dum for at falde i søvn, og det er rart, at der ikke er noget, der sløver mit sind, så jeg kan være 100 pct. mig selv. Det har jeg ikke været meget længe. Efter at jeg er holdt op med at drikke, er min gangfunktion også blevet bedre, siger han.
Selv er han ikke i tvivl om, hvad der ville være sket uden en plads på SUF-Veteran.
– Så var mit ægteskab røget, og jeg var endt med at bo i et telt i en skov, siger han.
På grund af sin PTSD er han på førtidspension, men efter opholdet på forsorgshjemmet håber han at få en frivillig tjans, hvor kan bruge sin uddannelse som cykelsmed.
– Så slipper jeg for bare at sidde derhjemme i en stol. Det bliver man skør af, siger han.