icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
pexels.com_hidden_child_B.jpg
Plejefamilier

KL mødt med krav om familieplejer-OK

Socialpædagogerne har nu fremsat kravet om en overenskomst til familieplejerne over for KL – det er på tide, og det må være i fælles interesse, lyder det fra formand Benny Andersen

’Vi rejser kravet på baggrund af et udtalt ønske fra vores medlemmer på området’. ’De føler sig pressede på deres løn- og ansættelsesforhold’. ’Vi ser gang på gang, hvordan den nuværende aflønningsmodel med en omvendt incitamentsstruktur skaber usikre anbringelsesforløb med risiko for sammenbrud, hvor barnet ender som taberen’. ’En overenskomst vil sikre stabilitet i anbringelserne’.

Citaterne er fra det brev med krav om indgåelse af overenskomst for familieplejerne, som Socialpædagogerne nu har oversendt til KL.

Socialpædagogernes krav er en overenskomst, der omfatter familieplejere med familiepleje som hovedbeskæftigelse, herunder kommunale familieplejere. Med brevet til KL fremsætter forbundet et formelt krav om optagelse af forhandlinger.    

Det sker parallelt med, men uafhængigt af de forestående forhandlinger om overenskomsterne på det offentlige område. Men tingene hænger selvfølgeligt nøje sammen, påpeger forbundsformand Benny Andersen:

Som faglig organisation kan vi da ikke have, at familieplejerne som den eneste medarbejdergruppe står uden for den danske model. Det er principielt helt uacceptabelt – og det gør det jo ikke mindre graverende, når man tænker på den store og afgørende opgave, de løfter hver dag

Benny Andersen, formand, Socialpædagogerne

- Som faglig organisation kan vi da ikke have, at familieplejerne som den eneste medarbejdergruppe står uden for den danske model. Det er principielt helt uacceptabelt – og det gør det jo ikke mindre graverende, når man tænker på den store og afgørende opgave, de løfter hver dag, siger han.

Klart signal

I kravsbrevet peger Socialpædagogerne på, at der siden Barnets Reform i 2011 har mere og mere vægt på familiepleje som anbringelsesform, og at det bl.a. har ført til, at ’et stigende antal børn med komplekse problemstillinger’ anbringes i plejefamilier. Derfor er det afgørende, at kommunerne kan finde plejefamilier, der er fagligt rustet til opgaven, hvilket mange kommuner har svært ved.

Forbundet peger også på, at politikerne på Christiansborg har sendt et klart signal om, at der er behov for klare linjer, når det handler om plejefamiliernes arbejdsvilkår. Partierne bag satspuljeaftalen (alle partier minus Enhedslisten) har som en del af aftalen givet håndslag på at drøfte vilkårene på anbringelsesområdet i foråret 2018, og i aftaleteksten hedder det bl.a., at drøftelserne skal ’omhandle aflønning af plejefamilier (i respekt for arbejdsmarkedets parter)’.

Derfor er det oplagt, at parterne selv finder en løsning, mener Socialpædagogerne:

’Det må være i fælles interesse, at familieplejernes løn- og ansættelsesforhold reguleret med en overenskomst, der naturligvis skal tage højde for de særlige forhold, der gør sig gældende for en gruppe medarbejdere, der arbejder i eget hjem og hele døgnet’, lyder det i brevet.

Socialpædagogerne ’forventer derfor, at vi samtidig med forhandlinger om OK 18 aftaler en køreplan for forhandlingerne om en overenskomst på familieplejeområdet’, hedder det afsluttende.

Læs mere om OK 2018 på vores kampagneside sl.dk/ok18

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbundsnyheder, Familiepleje, OK 2018, Børn og unge, Forbund og a-kasse