Det er jo min mor
Hvis nogen er ude efter Martins mor eller søster, deler han øretæver ud. For selvom en barsk barndom, der endte i en tvangsanbringelse, har lært den 14-årige dreng ikke at græde, så betyder familien alt for ham. Men hjem flytter han nok aldrig
Din mor kan ikke passe på dig. Det er derfor, du bor på institution’. Den spydige melding kom fra en jævnaldrende dreng på skolen. Martin kvitterede fluks ved at fyre et bordtennisbat gennem luften og lige i skallen på drengen, hvorefter han kastede sig over ham med løftede næver, indtil lærerne fik dem skilt ad.
– Hvis nogen gerne vil ramme mig, så er det altid den kommentar, de bruger. Det er grænseoverskridende på alle måder. Jeg øver mig på at være ligeglad, men det er svært. Det er min familie. Den betyder sindssygt meget for mig. Den betyder faktisk allermest, siger Martin.
På den måde adskiller den 14-årige dreng, der har boet på døgninstitution i fire år, sig ikke fra andre anbragte børn. For som man kunne læse i sidste nummer af Socialpædagogen, optager de biologiske forældre rigtig meget plads i både hoved og hjerte hos børn, der er anbragt uden for hjemmet. Og derfor er samarbejdet med forældrene en stor del af socialpædagoger og plejeforældres arbejde.
Forældrene er højt prioriteret
Det gælder også på den døgninstitution, hvor Martin og hans lillesøster bor. Her er børnene netop vendt hjem fra juleferie. Én pige har været hjemme i næsten 14 dage, fordi det går så fint mellem mor og datter for tiden. En anden blev rivende uvenner med mor nytårsaften. Igen.
Det er den slags oplevelser – og de bekymringer, der følger med – som socialpædagogerne på stedet forsøger at hitte rede i og bearbejde sammen med børnene. Desuden prioriterer institutionen at have ugentlig kontakt med børnenes forældre, hvor samvær, skolegang og barnets hverdag bliver vendt og drejet, ligesom forældrene bliver inviteret med til møder på skolen og på alle måder involveres i børnenes liv så vidt, det lader sig gøre.
For man når børnene gennem forældrene. Det er holdningen. Ligesom det er holdningen, at børnene skal have mest mulig kontakt med forældrene, så længe det giver mening for børnene. Og derfor har alle børn på institutionen samvær med forældrene – i nogle tilfælde derhjemme, i andre tilfælde overvåget eller støttet af en socialpædagog på institutionen.
Det kan godt være, at jeg har venner inde i byen, jeg kalder brødre. Og jeg ved, at de har min ryg, hvis der skulle ske noget. Men det er min mor, der har sørget for, at jeg er den, jeg er – med hjælp fra pædagogerne her selvfølgelig
Martin, 14 år, anbragt på døgninstitution
Noget af det vigtigste
Men hvorfor egentlig fokusere så meget på forældrene, hvis de netop er årsagen til anbringelsen?
Fordi ‘det er jo min mor’, som Martin så simpelt udtrykker det, da Socialpædagogen møder ham til en snak om den store betydning af blodsbånd – en betydning, de har, også selvom de er flossede i kanten.
– Selvom jeg ser pædagogerne mere, end jeg ser min mor, så vil hun altid være noget af det vigtigste i mit liv. Det kan godt være, at jeg har venner inde i byen, jeg kalder brødre. Og jeg ved, at de har min ryg, hvis der skulle ske noget. Men det er min mor, der har sørget for, at jeg er den, jeg er – med hjælp fra pædagogerne her selvfølgelig, siger han.
Livet på kanten
Martins stationære computer står stadig i en flyttekasse på gulvet inde på hans værelse efter juleferien. Kassen er slidt i kanterne efter de mange gange, den er blevet fragtet frem og tilbage mellem mors hjem og døgninstitutionen, når Martin skal hjem på samvær.
Hans flakkende blik og forvoksede skatertrøje med teksten ‘SNIFF’ vidner om, at han er blevet den, han er, på godt og ondt. Og han er helt bevidst om, hvorfor han er anbragt, fortæller han.
Faderen var misbruger, da Martin kom til verden, og forlod ifølge Martin familien få dage efter, at lillesøster blev født, fordi han ikke magtede opgaven. Både mor og søster er vendt hjem fra udredninger med bogstavdiagnoser, og Martin vurderer, at han nok lider samme skæbne. Hans mor har svært ved at holde styr på hverdagen, fortæller han. Og han kommer fra en splittet familie, hvor folk i perioder ‘ikke rigtig gider snakke med hinanden’, som han udtrykker det. Selv har Martin barrikaderet sig bag et voldsomt temperament, der i flere år førte til et liv uden for skolesystemet og på kanten af loven.
Kommunen forsøgte at hjælpe familien ved at tilbyde nogle måneders ophold på et familieopholdssted, men det løste ikke problemerne. Og en dag, da Martin havde rundet tiårsalderen, bankede politiet på døren.
Jeg kan ikke rigtig græde. Det kunne jeg heller ikke dengang. Det er nok på grund af min barndom, hvor jeg altid har været den, der skulle passe på dem alle sammen. I stedet bliver jeg nok sur
Martin, 14 år, anbragt på døgninstitution
Anbragt under tvang
Martin havde låst sig inde på sit værelse og tog den i spring ud af vinduet og langt væk hjemmefra. En uge senere fandt politiet ham. Og et liv som tvangsanbragt på et midlertidigt opholdssted tog sin begyndelse.
– Jeg havde det ikke ligefrem fantastisk. Når min sagsbehandler kom, var jeg pænt sur og gad ikke snakke. Det var egentlig bare et helvede, fortæller Martin.
Efter et par måneder blev han og lillesøsteren permanent anbragt på den døgninstitution, hvor de bor i dag. Børnene var utrygge, så de fik lov til at bo på samme værelse. Til at begynde med måtte de kun have samvær med moderen på institutionen, hvor de skulle have ro til at falde til. Senere hen fik de mulighed for at komme hjem en enkelt weekend om måneden.
– Jeg savnede hende selvfølgelig helt vildt i starten. Der var dage, hvor det hele bare gik ned ad bakke, og hvor jeg ville hjem – også selvom jeg skulle gå hele vejen. Dage, hvor jeg bare ikke følte, at de voksne hørte, hvad jeg sagde, siger Martin og fortsætter:
– Jeg kan ikke rigtig græde. Det kunne jeg heller ikke dengang. Det er nok på grund af min barndom, hvor jeg altid har været den, der skulle passe på dem alle sammen. I stedet bliver jeg nok sur.
Jeg ville jo heller ikke skuffe min mor. Derfor skulle jeg komme med alle mulige undskyldninger for, hvorfor jeg gerne ville blive en dag længere
Martin, 14 år, anbragt på døgninstitution
Frygten for at skuffe
Den første tid kæmpede Martins mor med næb, klør og advokater for at få børnene hjemgivet. Men hun fik med tiden tillid til stedets pædagoger, så når Martin ringede frustreret hjem efter en konflikt med personalet, eller når livet på døgninstitution nogle dage bare blev for meget, opmuntrede hun ham til at hænge i.
Martin har stadig dage, hvor det kun er søvnen, der giver ham fred for tankemylderet, og hvor skolen bliver uoverskuelig. De dage er pædagogerne de bedste at snakke med, fortæller han – om svigt i barndommen, om savnet af en far, og om hvorfor det er svært for Martin at knytte vedvarende bånd til andre mennesker.
Men der er også dage, hvor alting spiller, fortæller Martin – hvor han, de andre børn og stedets personale fx tager på udflugt til en svømmehal eller til en ny skaterhal. Der har ligefrem været episoder, hvor han hellere ville blive på institutionen end hjem på samvær. Den slags situationer kan være svære at håndtere for et anbragt barn.
– Jeg ville jo heller ikke skuffe min mor. Derfor skulle jeg komme med alle mulige undskyldninger for, hvorfor jeg gerne ville blive en dag længere. Men min mor kunne godt lure det. Til sidst fik vi talt det igennem, og så var det det. Nu kan jeg godt bare ringe hjem og spørge, om jeg må komme hjem en dag senere, siger han.
Fx det med at dukke op til møder – det er meget vigtigt, når man er voksen. Men det er svært for min mor
Martin, 14 år, anbragt på døgninstitution
Tilbage på rette kurs
For et halvt år siden blev anbringelsen af Martin og hans søster ændret til en frivillig anbringelse. Og Martin er sikker på, at hans mor også ser fornuften i, at de to børn er, hvor de er. Samtidig fungerer samarbejdet mellem familie og socialpædagoger uproblematisk, og Martin er i dag hjemme hos sin mor og stedfar tre weekender om måneden og trives bedre og bedre i hverdagen.
– Jeg har fået meget ros på det sidste, fordi jeg har gået meget i skole. Og fordi jeg tager de ting, der kommer, rimelig stabilt.
Men på spørgsmålet, om Martin i sidste ende drømmer om en dag at flytte helt hjem til sin mor, falder svaret prompte:
– Selvfølgelig ville jeg ønske det. Men jeg tror, chancen er minimal. Det er ikke rigtig noget, jeg taler med nogen om, for min mor har stadig brug for at lære en masse ting, siger han og fortsætter:
– Fx det med at dukke op til møder – det er meget vigtigt, når man er voksen. Men det er svært for min mor. Eller sådan noget som at have styr på alting i løbet af en dag. Det har hun også rigtig svært ved. Men derfor vil hun jo stadigvæk altid være min mor.
Martins navn er opdigtet. Hans virkelige identitet er kendt af redaktionen. Og hans mor er bekendt med interviewets tilblivelse.