Dokumentationens spændingsfelt
Oplever du, at der er et stort fokus på resultater og målopfyldelse for de borgere, du arbejder med? Og oplever du et spændingsfelt mellem det, der giver mening i praksis at dokumentere, og det, som andre ønsker, du skal dokumentere? Så læs med her
Denne artikel tager afsæt i mit masterprojekt (2016) og bygger på en forståelse af dokumentation som et vigtigt led til udvikling af pædagogisk praksis. I mit masterprojekt undersøgte jeg, hvordan der kan skabes kvalitet i dokumentationen, så dokumentation både kan give mening for det pædagogiske personale, og samtidig forbedre kvaliteten af indsatsen over for borgerne.
Formålet er ikke et opgør med resultatbaseret dokumentation, men snarere et kvalificeret indspark til socialpædagoger og pædagogiske ledere om, hvordan (resultatbaseret) dokumentation kan blive et vigtigt læringsredskab i praksis.
Dokumentation er ikke noget nyt fænomen i pædagogisk arbejde. Pædagoger har altid leveret skriftlig dokumentation i forbindelse med det pædagogiske arbejde, der er blevet udført. Det har tidligere været pædagoger og ledere på arbejdsstederne, der har defineret kravene og værdien af, hvordan der skal dokumenteres.
Den form for autonomi på de pædagogiske arbejdssteder har dog skiftet karakter som konsekvens af implementeringen af New Public Management (NPM). NPM er udtryk for et særligt styringsrationale, som trækker på diverse værktøjer, herunder resultatbaseret styring, der bruges til bl.a. at styre måden, hvorpå der dokumenteres i det offentlige og i forhold til hvad, der dokumenteres. Formålet er at sikre kvaliteten af ydelser og indsatser i den offentlige sektor.
Der er dog nogle forhold, der bliver problematiske, hvis man udelukkende fokuserer på målinger af resultater i den pædagogiske praksis. Spændingsfeltet mellem pædagogisk praksis og resultatbaseret dokumentation er betragteligt og opstår i det daglige arbejdsliv, da de to logikker er modsatrettede.
I det følgende vil jeg redegøre for tre af de problematikker, der viser dette spændingsfelt.
Ikke lig med kompetence
Problemet ved at gøre dokumentation til et spørgsmål om måling af resultater er, at dokumentation bliver til en form for deklaration. En deklaration, hvor der bliver sat lighedstegn mellem pædagogers evne til at dokumentere resultater og pædagogisk kompetence. Logikken synes at være, at hvis man ansvarliggøres af et dokumentationskrav om resultater, så følger automatisk en forbedring af den pædagogiske indsats og dermed en forøgelse af kvaliteten (Krogstrup, 2011). Eksempelvis hvis en borger skal selvstændiggøres med henblik på at flytte i bolig med mindre støtte. I handleplanen bliver der udførligt nedskrevet hvilket mål, der arbejdes med. Det kan være, at borgeren bl.a. skal lave mad to gange om ugen. Logikken synes at følge, at hvis pædagogerne kan slå et flueben om dette mål i en borgers handleplan, så er den pædagogiske kompetence i top. Men resultatet siger intet om den pædagogiske og faglige kvalitet i indsatsen og heller ikke noget om, hvilken konsekvens indsatsen har for borgeren.
Det er komplekst
Ifølge min undersøgelse tildeler pædagoger relationsarbejdet stor betydning. I arbejdet med voksne med varigt nedsatte fysiske og psykiske funktionsevner kan det være svært, og til tider umuligt at dokumentere resultater inden for en kort tidsramme. Set fra et pædagogisk perspektiv giver det ikke mening i praksis at dokumentere resultater inden for korte intervaller, da en egentlig effekt for borgeren ofte først kan spores efter flere år.
For at efterleve logikken i resultatbaseret dokumentation skal pædagoger kunne dokumentere en klar årsag/virkningssammenhæng mellem indsats og resultat i pædagogisk praksis. Konsekvensen er, at konceptbaseret pædagogik er blevet en udbredt løsningsmodel. Bestemte faglige og metodiske tilgange tiljubles således i en NPM-logik, hvorved der skabes konsensus om, hvad der virker.
Det er imidlertid problematisk, at kompleksiteten i pædagogisk arbejde reduceres ved indførelse af bestemte koncepter eller metoder, fordi det ikke er muligt at dokumentere, hvad der virker, blot ved at systematisere og analysere en given indsats og deraf måle på resultater.
Der er ganske enkelt for mange variabler i spil til at forstå forholdet mellem indsats og resultat som en simpel kausalitet. Som en pædagog fra masterrapporten udtrykker det:
‘Man kan også sige, at fordi vores relationer til beboerne er forskellige, så vil vi også opleve nogle forskellige ting. Så kan det godt være, at vi gør de samme ting, men reaktionerne er anderledes’.
Der synes at opstå den logik i resultatbaseret dokumentation, at hvis bare vi opnår resultater, er det lig med kvalitet i vores praksis.
Men kvaliteten af pædagogisk praksis, forstået som opnåelse af specifikke resultater, kan aldrig i sig selv være kvalitetsforbedrende, fordi kvaliteten ikke er bedre end de handlinger, der udføres i praksis. Derfor er det vigtigt, at fokus flyttes fra dokumentation af resultater til dokumentation af den pædagogiske praksis i sig selv – altså de pædagogiske processer – med henblik på at kvalificere indsatsen til gavn for borgerne.
Løsningsmodeller i praksis
Ved i stedet at sætte fokus på pædagogiske processer i praksis bliver det muligt at skabe sammenhæng mellem intention og handling og dermed bidrage til at synliggøre forholdet mellem pædagogiske processer og resultater. På den måde skabes der mulighed for et kvalitetsløft af dokumentationen og en reducering af en NPM-logik og en praksis-logik.
Med den narrative dokumentationsmetode tages der udgangspunkt i at bruge dokumentation som kvalificering af praksis. Fokus ligger på de pædagogiske processer og kan bruges til at kvalificere og udvikle det pædagogiske arbejde.
Faglig selvforståelse
Den narrative metode tager sit afsæt i pædagogers faglige selvforståelse gennem narrativer. Narrativer, som pædagoger skriver om på en arbejdsplads, kan ses som udtryk for den eller de faglige processer, der er herskende på arbejdsstedet.
Fortællingerne giver indsigt i, hvordan pædagogik praktiseres, hvilke problemløsningsmetoder, det giver mening for pædagoger at handle ud fra, og konsekvenserne deraf for borgeren. Heraf opstår der mulighed for at opnå sammenhæng mellem proces og forventede resultater.
Med det førnævnte eksempel med en borger, der skal selvstændiggøres, vil narrativer om dette mål synliggøre, hvilke værdier og normer der er gældende på arbejdsstedet. Er det fx i madlavningsprocessen vigtigt for personalet at delagtiggøre borgeren i alle gøremål; skrive indkøbsliste, handle, lave mad, dække bord osv. Eller giver det mening i den pædagogiske praksis kun at fokusere på elementerne i at lave mad. Herefter kan der reflekteres over, hvilke konsekvenser den førte pædagogik har for borgeren i forhold til selvstændiggørelsesprocessen og derefter videreudvikle kvaliteten i praksis.
En narrativ tilgang giver endvidere pædagoger mulighed for at dokumentere pædagogikken i al dens kompleksitet – og her får konceptbaseret pædagogik trange kår. I arbejdet med at analysere processer vil der hele tiden opstå nye narrativer, hvorfor man bliver nødt til at kaste antagelser og vante praksisser til side, da det narrative perspektiv i sit grundlag aldrig vil være en statisk størrelse.
Med et fokus på pædagogiske processer og disses effekter over for borgerne synes der at opstå en win-win-situation for alle parter:
Fra et pædagogisk synspunkt vil et læringsperspektiv være vedkommende, hvorfor kvaliteten af indsatserne vil få et pædagogisk kvalitetsløft.
Set fra et myndighedsperspektiv vil en indsigt i konsekvenser af resultatopnåelse over for en borger give anledning til en diskussion af, om kvaliteten af specifikke mål kan have sin berettigelse.
Marlene Birgitte Nielsen er socialpædagog og medlem af koordinationsgruppen for Socialpædagogernes faglige selskab om voksne med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser i boenheder. Artiklen her er skrevet til selskabets dybdefaglige formidling om dokumentation – se hele materialet på selskabet hjemmeside