Spark den digitale dør ind
I samspillet mellem pædagog og borger kan en tablet fungere som en fællesgjort ekstern hjerne, som man sammen med borgeren har adgang til. Derfor er det på tide, at vi gør brug af den digitale verden i vores arbejde
Forestil dig, at du ikke kan huske, hvad du lige har spist. Du kan ikke huske, hvilke relationer du har til andre mennesker. Du ved ikke, hvad du godt kan lide af mad eller af aktiviteter. Du er forvirret omkring, hvordan du betjener selv de mest simple redskaber i din hverdag – og du er sprogligt begrænset, fordi dit ordforråd er svindende. Det gør det svært for dig at kommunikere med andre, og du oplever, at mange mennesker distancerer sig og bliver irriterede på dig, uden at du ved hvorfor.
Det lyder som et mareridt for de fleste – og den angst, som uforudsigeligheden genererer, er til at tage og føle på. Det er desværre også virkeligheden for den gruppe af borgere, som er svært skadet på deres hukommelse. Deres hjerne er i modsætning til din og min hjerne forhindret i at organisere og systematisere de indtryk, oplevelser og erfaringer, som er med til at skabe sammenhæng, kontinuitet og mening i menneskers liv.
Som kommende pædagoger uddannes vi til at arbejde relationelt med udvikling af – og støtte til – mennesker med forskellige grader af funktionsnedsættelse. Men arbejdet med relationelt at støtte op om udviklingen af menneskers hukommelse er et relativt ubeskrevet blad. For hvordan hjælper man et andet menneske med at huske og erindre? Hvordan støtter man et andet menneske i at skabe mening, når der ikke er nogen fælles referenceramme? Hvordan hjælper man et andet menneske med at organisere de livserfaringer, særlige minder, relationer, aktiviteter, situationer og forhold, som er af særlig betydning på sigt og aktuelt?
En fælles hukommelse
På bosteder og aktivitetscentre, hvor man arbejder med denne målgruppe, er det på høje tid, at den digitale dør sparkes ind. For hvis der inden for det pædagogiske felt er et område, hvor brugen af digitale medier – og i særdeleshed tablets – kan få helt afgørende positiv betydning for medbestemmelsesretten og livskvaliteten, er det inden for denne målgruppe.
Vi har som kommende pædagoger fået øjnene op for de udviklingsmuligheder, der ligger i arbejdet med at mediere, fastholde og sortere minder om betydningsfulde situationer og relationer for mennesker med skade på hukommelsen.
Men modstanden og berøringsangsten over for det nye og ukendte kan nemt overskygge de muligheder, den digitale teknologi tilbyder os
Og vi vil her give et eksempel på, hvordan en tablet i samspillet mellem pædagog og borger kan få karakter af en fællesgjort ekstern hjerne, som man sammen med borgerne har adgang til. En ekstern hukommelse, hvor minder og organiseringen af indtryk, oplevelser, relationer og situationer bliver et fælles anliggende, man sammen kan orientere sig i.
Tablet som fælles hjerne?
Vi har arbejdet med en borger, som vi kalder Per. Hans navn er os bekendt, men anonymiseret. Per har en skade på sin korttidshukommelse. Og vi har oplevet, hvordan han ofte bliver frustreret og forvirret i sin dagligdag. Vi satte os derfor som opgave at give ham oplevelsen af at kunne genkalde og genkende situationer og episoder for på den måde at skabe livskvalitet i hans hverdag.
Til formålet brugte vi en tablet og applikationen ‘Book Creator’, der giver mulighed for på meget enkel vis at arbejde med fortællinger understøttet af billeder, lyd, video og tekst. Mere konkret optog vi videoer af betydningsfulde situationer med Per. Vi tog billeder af ham i gang med aktiviteter, han godt kunne lide – selvfølgelig altid med hans samtykke.
Men hvad er det helt præcis, digitale bøger kan gøre for en borger som Per? Hvorfor er det ikke nok bare at tage billeder, vil den erfarne pædagog måske spørge?
Forstil dig, at du sidder og kigger på dine gamle barndomsbilleder og mormors gamle hjemmevideoer. Hvornår fornemmer du bedst stemningen? Er det igennem billederne eller videoklippene, du fornemmer, hvordan du har det i situationen? Ved at du benytter dig af videoklip, kan du fastfryse situationer og stemninger på en anden måde, end du kan ved et fastlåst billede. Og med applikationen Book Creator og Ibooks kan du tilmed arkivere, sortere og organisere i det omfang, der er behov for hos den enkelte borger.
Lettere at kommunikere
I Pers tilfælde lavede vi en digital bog sammen, hvor vi med lydfiler og videoklip fangede hans stemninger i hverdagen. Denne bog kan Per så tage frem på sin iPad og vise til venner, familie og personale, når han bliver spurgt om, hvad han har lavet gennem dagen. Per har hurtigt fået ejerskab over bogen og viser stor glæde ved fx at se sig selv synge.
Ved at opleve sig selv gennem disse udtryksformer, som eksempelvis videoklip, opnår han en højere selvgenkendelighed
Samtidig er det blevet lettere for Per at kommunikere om de ting, han kan lide og ikke kan lide gennem de reaktioner, han udtrykker i videoklippene
Det gik op for os, at der ligger et stort potentiale i denne teknologi, fordi den faktisk giver mulighed for et ubegrænset antal bøger og en systematik, som giver mening for borgeren. Vi pædagoger skal derfor kunne bidrage til systematiseringen af Pers eksterne hjerne. Det er ikke nok, at vi bare tager en masse billeder eller producerer en masse video.
Vi skal anskue tabletten som et bibliotek, hvori vi systematiserer, katalogiserer og i det hele taget organiserer de ind- og udtryk, som fylder i Pers liv som fx hans relationer, hobbyer eller livretter.
De etiske udfordringer
Når vi som pædagoger dokumenterer borgernes liv og arbejder med digitalisering, bør det altid være med vores professionsetik i forgrunden. Etikken rejser spørgsmål som: hvornår er det Pers fortælling og hvornår er det vores fortælling om Per? Er det, vi dokumenterer, fremmende for Pers livskvalitet – og i så fald hvordan? Og så er selvbestemmelsesretten selvfølgelig et anker. Per skal altså altid samtykke, når hans liv dokumenteres.
Den digitale dokumentation af Pers liv, indtryk, erfaringer og oplevelser tjener også Pers livskvalitet i en anden henseende, fordi tabletten giver mulighed for andre former for kommunikation mellem bosted og aktivitetscenteret. Fx har man mulighed for at producere små videoer, hvor man sammen med borgeren kommunikerer til aktivitetscenteret om, hvordan morgenen er forløbet på bostedet. Derved vil man kunne arbejde mere helhedsorienteret med den enkelte borger. Også her skal etikken være i forgrunden, og dokumentationen skal give et retvisende billede af, hvordan borgerne – i dette tilfælde Per – har oplevet sin dag, morgen eller aften. Men det giver os rigtig mange nye muligheder for at dokumentere på en anderledes og effektiv måde samtidig med, at det kan benyttes som et givent værktøj for den enkelte borgers livskvalitet.
Brug for et kompetenceløft
Hvis man prøver at huske de gode gamle dage, havde vi altid en blok og en kuglepen med os på farten. Vi skrev breve til hinanden og sendte det med posten. I vores tidligere pædagogiske arbejde med at dokumentere benyttede vi os af en kuglepen og en kinabog for at videregive vigtige informationer til kollegaer.
Dengang kinabogen blev digitaliseret, til eksempelvis systemet EKJ, opstod der en stor modstand, fordi det var et nyt og ukendt værktøj. I dag er EKJ blevet en implementeret og uundværlig del af vores arbejde, og vores berøringsangst for systemet er forsvundet.
Men modstanden og berøringsangsten over for det nye og ukendte kan nemt overskygge de muligheder, den digitale teknologi tilbyder os. Det er ikke kun systemer som EKJ, der giver os bedre dokumentationsmuligheder. Også applikationer som Book Creator og Ibooks kan være til stor hjælp i vores arbejde med at dokumentere og samtidig være til stor gavn for borgere som Per.
Vi er som kommende pædagoger blevet bevidste om, at vi har en pligt til at være åbne over for nye teknologier, og at vi skal turde afprøve og fejle, for at vi kan udvikle nye og bedre praksisser. Praksisser der får betydning for det enkelte menneskes liv og livskvalitet.
Isabella Frost og Katrine Dahlgaard Nielsen er begge pædagogstuderende og har skrevet artiklen under vejledning af Anja Frimand, adjunkt på pædagoguddannelsen.