Vi passer barnet – andre må passe mor

Vi kunne slet ikke tale sammen til sidst. Vi blev kritiseret for alt

Gitte, familieplejer

- Sagsbehandleren forstod ikke at stille sig imellem forældrene og os og indtage sin allervigtigste rolle: Som mægleren, der siger til og fra over for forældrene. Sagsbehandleren kæmpede i stedet udelukkende for, at forældrene fik hjemgivet barnet, selvom skolen, familieplejekonsulenter og psykologer råbte vagt i gevær, fortæller Gitte med et bekymret blik.

Ikke have ondt af forældrene

Gittes fortælling ender to år senere, hvor barnet til plejefamiliens forundring blev hjemgivet. Og hændelsen endte som plejefamiliens skrækeksempel på, hvor galt det kan gå, når samarbejdet mellem forældre, anbringelsessted og sagsbehandler ikke fungerer. Heldigvis er det også deres eneste eksempel gennem 25 år som familieplejere.

Deres oplevelse var, at sagen kunne have været undgået, hvis sagsbehandleren havde stillet sig imellem parterne frem for at tage parti i sagen.

– Hvis sagsbehandleren synes, det er synd for forældrene, går det galt. Sagsbehandleren skal kunne forstå forældrene, men ikke sympatisere med dem. Ellers skrider hele samarbejdet, forklarer Preben.

Først senere giver samvær mening

Efter at have haft en del spædbørn i pleje i årenes løb og ikke mindst efter hændelsen, hvor et af børnene blev hjemgivet, har plejeforældrenes syn på forældresamvær rykket sig. I dag tror de ikke længere på, at anbragte børn har glæde af samvær med forældrene i de første spæde år.

– For år tilbage ville jeg have tænkt, at det var en mærkelig holdning at have. Men nu har jeg selv stået i situationen med nyfødte børn, der har skullet se forældrene, og det har kun gjort dem forvirrede og utrygge, siger Gitte og uddyber sin pointe:

– Det kan stresse et lille barn så meget at høre mors stemme og fornemme hendes krop, at det ødelægger det skrøbelige fundament, du hele tiden som plejefamilie arbejder for at bygge op. Barnet resignerer simpelthen. Der er selvfølgelig undtagelser, men generelt synes jeg, at vi svigter de små.

Sporløs om igen

Når plejebarnet når skolealderen, oplever Gitte og Preben til gengæld den store betydning, som børnenes biologiske rødder har. Og de har mange gange måttet grave dybt i arkiver og telefonbøger i forsøget på at hjælpe børnene med at finde frem til deres ophav.

– Det er ‘Sporløs’ (DR-program, hvor danskere leder efter slægtninge, red.) om igen. Alle søger tilbage. Og jeg bliver så rørt, når det lykkes dem at finde deres egne søskende eller forældrenes søskende, for vi vil dem jo det bedste og ved, hvor meget det betyder for dem at vide, hvor de kommer fra, siger Gitte.

Hun påpeger samtidig, at børnene også bliver solide nok til at rumme deres bagland i takt med, at de bliver ældre. Og hvis børnene først bliver anbragt i skolealderen, giver forældresamarbejdet i den grad mening, understreger hun.

Vi skal som plejefamilie være forældrenes øjne i børnenes hverdag – fx fortælle, at nu kan han gå, nu har hun tabt sin første tand, eller nu har han fået sit eksamensbevis. Børnene er jo stadig forældrenes guldklumper

Gitte, familieplejer

– Der skal vi have et massivt forældresamarbejde. Selvom forældrene ikke evner at have børnene, er de jo forældre på godt og ondt, og den rolle kan du aldrig tage fra dem.

Barnet er den mindste udfordring

Men her opstår udfordringerne for dem som plejefamilie også for alvor, understreger Preben. Hans vurdering er, at arbejdet med at passe et plejebarn og give barnet de bedst tænkelige forudsætninger for et godt liv kun optager halvdelen af familieplejernes tid og energi.

– Det er næsten den nemmeste del. Resten af tiden bruger man på forældre og sagsbehandlere, familieplejekonsulenter og den anbringende kommune. Det skal man som familieplejer gøre sig klart, inden man starter. Den del af arbejdet kræver virkelig tålmodighed og forståelse for, at vi ikke er ens alle sammen, siger han.

Rummeligheden har Preben og Gitte med som en del af deres DNA – de er begge vokset op i hjem, hvor døren altid var åben for gadens folk, og hvor der også var plads til dem, der stak udenfor. Og de er helt indforståede med, at forældrene og den øvrige biologiske familie er en del af den pakke, de som plejefamilie siger ja til at lukke ind i deres hjem. Fordi plejefamiliens forhold til forældrene har stor betydning for, om barnet har tillid til dem som plejefamilie – og fordi det har betydning for børnenes trivsel at kende til deres ophav.

Kunsten at gå på line

Derfor balancerer Gitte og Preben ligesom alle andre plejefamilier konstant på en gyngende line højt hævet over jorden: De skal på den ene side danne helt nære relationer til børnene, der ikke sjældent kalder dem mor og far. Men samtidig skal de være helt tydelige over for børnene om, at det er nogle andre, der er deres biologiske forældre.

Og de går atter linedans, når de forklarer en plejedatter, at det er rigtig sødt af hendes mor at forære hende sminke, men at man ikke har rød læbestift på i skole som syvårig.

– Man skal virkelig sluge nogle kameler hen ad vejen, for vi skal jo ikke genere forældrene, men bevare det gode samarbejde. Og når de har fået noget af forældrene, er det så vigtigt for børnene at mærke, at vi kan lide forældrene. Det giver børnene modet til at betro sig til os. Samtidig er det vigtigt, at forældrene føler sig værdsat i deres forældrerolle. Vi skal som plejefamilie være forældrenes øjne i børnenes hverdag – fx fortælle, at nu kan han gå, nu har hun tabt sin første tand, eller nu har han fået sit eksamensbevis. Børnene er jo stadig forældrenes guldklumper, siger Gitte.

Børnenes hjem

Det er også i samarbejdet med forældrene, at de som plejefamilie oplever at skulle trække de allersværeste, men klokkeklare grænser.

For selvom forældrene typisk står med korslagte arme, når Gitte og Preben møder dem i tiden lige efter en tvangsanbringelse, så bliver udfordringen med tiden i stedet, at plejefamilien skal sætte en grænse for, hvor meget forældrene må komme i hjemmet, fortæller Gitte.

Især mødrene æder os råt og har i den grad selv brug for nogen, der kan vise omsorg. Hvis de fik lov, flyttede de ind sammen med plejebarnet

Gitte, familieplejer

 Men vi er en stor familie, og der er grænser for, hvor meget vi kan stille vores hjem til rådighed. Desuden værner vi meget om, at vores hjem er børnenes frirum, siger Gitte og fortsætter:

– Vi passer børnene, og så må andre tage sig af forældrene og give dem den omsorg, de mangler. Vores hjem har alle dage været børnenes hjem.

Gitte og Prebens navne er opdigtede. De ønsker anonymitet af hensyn til deres nuværende plejebørn og biologiske børn. Parrets virkelige identitet er kendt af redaktionen.