icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Stormoede_2.jpg
OK 2018

600 TR'er ruster sig til konflikt

De røde faner er fundet frem i Odense tirsdag, hvor ca. 600 af Socialpædagogernes tillidsrepræsentanter fra hele landet er samlet for forberede sig på den varslede strejke og lockout.

’En fælles løsning – NEJ til kriseoverenskomst, JA til reallønsfremgang’ står der med grøn skrift på de hvide T-shirts, som ca. 600 af forbundets tillidsrepræsentanter får uddelt på vej ind til et stormøde i Odense Congress Center.

Som teksten på T-shirtsne måske afslører, handler mødet om at klæde tillidsrepræsentanterne godt på til at håndtere den strejke og lockout, som snart kan blive en realitet på det offentlige område.

Ved mødets begyndelse blev en rød fane for hver kreds båret ind i det store lokale, og alle 600 tillidsrepræsentanter rejste sig op i respekt for fanerne og den kamp, alle offentligt ansatte står i.

I en tale til de fremmødte tillidsrepræsentanter lægger forbundsformand Benny Andersen vægt på det ansvar, som tillidsrepræsentanter naturligt får i en konfliktsituation som bindeled mellem forbund og medlemmer.

I holder kompasset på vegne af både jeres strejkende kolleger, jeres lockoutede kolleger og alle de kolleger, som bakker op og gerne vil vise sympati, siger Benny Andersen fra talerstolen.

Lønnen er humlen i konflikten

Socialpædagogerne har udtaget ca. 10 pct. af medlemmerne på det offentlige område til strejke, som er varslet til at starte 4. april – med mindre der lander et forlig med arbejdsgiverne inden. Strejkevarslet kommer som reaktion på, at arbejdsgiverne ikke vil være med til at give de offentligt ansatte en reallønsstigning, som svarer til den i det private.  

Som modsvar har arbejdsgiverne (KL, Staten og Danske Regioner) varslet en stor lockout fra 10. april mod ca. 450.000 offentligt ansatte på bl.a. skoler, daginstitutioner og hospitaler. Det socialpædagogiske område bliver kun ramt i mindre grad.

Regeringens egne prognoser forudser, at den private lønudvikling bliver på 8,6 pct. næste år. Og vi bliver forsøgt spist af med 6,7 pct. som et godt tilbud

Benny Andersen, formand for Socialpædagogerne

Benny Andersen gør det klart, at strejken netop handler om at sikre en lønfremgang til offentligt ansatte.

I de seneste tre overenskomstaftaler har fagforeningerne accepteret meget beskedne lønstigninger, fordi der var økonomisk krise i samfundet. Men krisetiderne er forbi. Hvis socialpædagoger, lærere, sygeplejersker og andre offentligt ansatte ikke får del i den vækst, de selv har været med til at skabe, bliver konsekvensen i sidste ende, at det bliver sværere at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, siger Benny Andersen i sin tale:

– Har man lyst til at være socialpædagog, når lønnen simpelthen ikke afspejler, hvad der sker i det øvrige samfund? For her er jo faktisk god fremgang og god økonomi. Her er vækst. Det siger den ene økonom og politiker efter hinanden. Regeringens egne prognoser forudser, at den private lønudvikling bliver på 8,6 pct. næste år. Og vi bliver forsøgt spist af med 6,7 pct. som et godt tilbud, siger han.

Ryster ikke på hånden

Benny Andersens slutter sin tale af med at sige, at han ikke ryster på hånden ved udsigten til den konflikt, han og resten af forbundet står over for. Meget tyder på, at tillidsrepræsentanterne også er klar. For da Benny Andersen spørger tillidsrepræsentanterne i salen, om de ryster på hånden, lyder der et højt og rungende NEJ.

Efter formandens tale står dagens program bl.a. på et besøg fra to medlemmer af FOA’s konfliktsekretariat, som før har stået i en konflikt. De vil give gode råd og inspirere til aktiviteter under en strejke eller lockout og dele ud af viden og erfaringer, som Socialpædagogernes tillidsrepræsentanter kan have gavn af.

Ca. 2700 socialpædagoger er udtaget til strejke på 181 arbejdspladser i hele landet. Staten har varslet lockout af 122 medlemmer af Socialpædagogerne. Vi afventer stadigvæk de præcise tal for, hvor mange Socialpædagoger der rammes af regionernes og kommunernes lockoutvarsel.

Få svar på, hvad den varslede konflikt betyder for dig på http://sl.dk/ok-2018/konfliktvejledning/