Der skal være tid til en ostemad
I Randers er socialpædagog Kjell Vindevoghel med til at gøre nætterne lettere for urolige ældre borgere. For også om natten har mennesker med demens glæde af socialpædagogikken, siger lederen af den tværfaglige natgruppe, der dækker otte plejecentre
– Hej, så er vi klar her fra Møllevang.
Klokken har kun lige passeret midnat, da det første ansigt dukker op på skærmen og bryder den dæmpede nattebelysning. I det lille kontorlokale sidder socialpædagog Kjell Vindevoghel og hans kollega klar foran computeren. I løbet af få minutter melder yderligere seks plejecentre ind, og skærmen er nu opdelt i små felter med ansigter på de medarbejdere, der udgør nattens bemanding i Randers Nord.
– Vi holder videokonference hver nat ved midnatstid. Det er her, vi på tværs af faggrupper og plejecentre lige får vendt, hvad der er af aktuelle ting, vi skal være opmærksomme på. Det kan være en ældre borger, der har svært ved at falde til ro – eller andre, som kræver særlig pleje eller opmærksomhed, fortæller Kjell Vindevoghel.
Han tager en tår af sin vandflaske, mens han hører sin sygeplejerske-kollega beskrive, hvordan en borger, som netop er kommet på aflastning på Åbakken, har det rigtig svært.
– Forestil dig en ældre kvinde, som måske har haft en hjerneblødning eller en blodprop, som kommer på aflastning på et af vores plejecentre. Alt er fremmed for hende. Alt det, hun kender, er væk, og hun reagerer voldsomt på alle de nye lyde, nye mennesker og nye omgivelser. Når kollegerne står med den type udfordringer om natten, så har de muligheden for at kalde på min ekspertise, forklarer Kjell Vindevoghel, inden han runder videosnakken af fra Rosenvænget med et par notater på blokken og et ‘god arbejdslyst’ til kollegerne.
Det handler om tillid og om tid. Om at have tålmodigheden til at tage små bitte skridt. Om natten tager jeg mig tiden til at sidde hos hende i 10 eller 20 minutter, for den tid har kollegerne om dagen jo meget sjældent
Kjell Vindevoghel, socialpædagog, Randers Nord
Handler om tillid og tid
Natgruppen i Randers Nord består sammenlagt af 23 medarbejdere og tæller bl.a. en enkelt fysioterapeut og adskillige sygeplejersker, sosu-assistenter og sosu-hjælpere. Og så er der lige Kjell Vindevoghel, der som foreløbig eneste socialpædagog i gruppen er ansat, fordi han med sin pædagogiske værktøjskasse kan noget særligt.
Et aktuelt eksempel på hans rolle er den kvindelige beboer, som længe har klaget over voldsomme smerter i venstre skulder. Årsagen til smerterne er kollegerne enige om på tværs af faggrænser. Smerterne skyldes, at hun konsekvent ligger på venstre side. Men løsningen på problemet kræver socialpædagogens tilgang, fordi kvinden nægter at samarbejde om at vende sig i sengen.
– Det handler om tillid og om tid. Om at have tålmodigheden til at tage små bitte skridt. Om natten tager jeg mig tiden til at sidde hos hende i 10 eller 20 minutter, for den tid har kollegerne om dagen jo meget sjældent. Så snakker vi lidt om, hvorfor hun er bange for at vende sig. Og vi laver aftaler om, at hun prøver at ligge på ryggen, mens jeg bliver hos hende.
Fra at ligge på ryggen i fem minutter er kvinden nu oppe på at kunne vende sig om på ryggen i en halv time ad gangen, fortæller Kjell Vindevoghel.
– Hun og jeg laver klare aftaler. Når jeg siger fem minutter, ja så er det fem minutter. Og jeg går aldrig fra hende. Med små skridt når vi lidt længere nat for nat, og det gavner jo også mine kolleger i dagtimerne. For jo bedre søvn hun får om natten, jo færre konflikter oplever medarbejderne om dagen. Og jo bedre liv får kvinden selv.
Pædagoger kan noget, som det syge- og sundhedsfaglige personale ikke kan. De går ind og stiller spørgsmål ved mange af de rutiner, vi har vænnet os til i ældreplejen
Merethe Jacobsen, leder af natgruppen, Randers Nord
Væk fra stopuret
Det er Merethe Jacobsen, leder af natholdet i Randers Nord, som har truffet beslutningen om, at natgruppen også skal inkludere socialpædagoger. Hun er lige nu i gang med at ansætte yderligere en socialpædagog til nattevagterne.
– Det er egentlig ret enkelt: Pædagoger kan noget, som det syge- og sundhedsfaglige personale ikke kan. De går ind og stiller spørgsmål ved mange af de rutiner, vi har vænnet os til i ældreplejen – alt det, der handler om pleje og sygdom, om tid, hygiejneprincipper og medicinskemaer, siger Merethe Jacobsen.
Hun insisterer derfor på, at Kjell Vindevoghel skal have lov til at bruge sin pædagogiske værktøjskasse. Også selvom det nogle gange kan være svært at forstå for de kolleger, der har en sundhedsmæssig baggrund.
– Som socialpædagog har Kjell en særlig evne til at få borgerne til at falde til ro. Mens vi inden for ældreområdet ofte hænger fast i et tidstyranni, hvor vi skal nå så meget og følge stramme skemaer, ja, der er han aldrig bange for at sige, jeg sætter mig lige med borgeren i ti minutter og finder ud af, hvad der er galt. Han møder borgeren på sin helt egen stille og rolige måde – og det er vigtigt, at han får lov til at anvende sine pædagogiske metoder hos os, siger hun.
Nye jobmuligheder
Hvor kan socialpædagoger bruge deres kompetencer i fremtidens velfærdssamfund? Hvor ligger de nye jobmuligheder? I denne og kommende artikler kan du møde socialpædagoger, hvis arbejde falder uden for den almindelige socialpædagogiske jobbeskrivelse.
Læs også artikler i de tidligere serier om socialpædagoger i ‘Et anderledes job’ og serien ‘Fagligt skudsmål’
Man skal også ville skifte en ble
Dermed ikke sagt, at man som socialpædagog ikke også skal forstå sig på sundhed og pleje, understreger Merethe Jacobsen.
– Alle skal, uanset faglighed, kunne skifte en ble eller lave lejringer, for plejearbejdet fylder meget, når man har med ældre borgere at gøre. Men vi har også brug for noget andet, og her oplever jeg, at socialpædagoger møder borgerne på en anden måde. De ser ikke kun sygdommen og demensen – de ser personen bag den kognitive skade, siger hun.
Netop derfor er det så vigtigt med flere fagligheder også om natten, understreger hun.
– I disse tider, hvor vi hører så meget om den lave bemanding, der er inden for ældreområdet, der vil jeg hellere fokusere på kvalitet fremfor kvantitet, siger Merethe Jacobsen og uddyber, hvad den tilgang går ud på.
– Det vigtigste er altså, at vi har den rigtige fagperson til den konkrete opgave. Og når det handler om ældre mennesker med demens, så reagerer de jo ikke altid hensigtsmæssigt og fornuftigt. Her kan en socialpædagog gøre en kæmpe forskel ved at opbygge relationer og nå ind til mennesket bag sygdommen. Så jo skarpere vi er på at få de rette faggrupper ansat, jo bedre løser vi opgaven.
Kjell og natholdet
59-årige Kjell Vindevoghel er oprindeligt uddannet plejehjemsassistent og arbejdede i flere år på forskellige plejehjem og i hjemmeplejen, inden han besluttede sig for at tage endnu en uddannelse som socialpædagog.
Har arbejdet i 14 år som socialpædagog på et botilbud for senhjerneskadede borgere. Men som følge af mange episoder med udadreagerende adfærd, vold og trusler besluttede Kjell Vindevoghel sig for at gå helt nye veje – og blev i oktober sidste år ansat som den første socialpædagog på natholdet i Randers Nord.
Natholdet dækker otte plejecentre og består af i alt 23 kolleger med forskellig faglig baggrund; sygeplejersker, sosu-hjælpere, sosu-assistenter, en fysioterapeut og en socialpædagog. Om kort tid forventes natholdet at blive udvidet med endnu en socialpædagog.
Et glas mælk på sengekanten
Som udgangspunkt hører Kjell Vindevoghel til på Rosenvænget. Men tanken er, at man fra de øvrige plejecentre kan tilkalde ham, når der er brug for netop hans pædagogiske tilgang.
– Jeg skal være der, hvor min ekspertise bruges bedst. Jeg har mange års neuropædagogisk erfaring med senhjerneskadede borgere, og det betyder, at jeg har en lidt anden tilgang til vores ældre med demens end mine sundhedsfaglige kolleger. Derfor er det nogle gange mig, der tager over, når de andre opgiver at få en borger i seng midt om natten, fordi vedkommende er urolig eller udadreagerende, siger den 59-årige socialpædagog.
I nat får Kjell Vindevoghel dog lov til at blive på Rosenvænget, hvor han lige nu har begivet sig ud på en af sine faste natterunder.
Med nærmest lydløse skridt traver han op og ned ad de lange mørklagte gange, hvor langt de fleste beboere sover bag lukkede døre. Hele plejecentret er indhyllet i nattens stilhed. Lige indtil han støder på en småforvirret mand, som er stået op og er på vej ud mod fælleslokalerne.
– Hvad er det med dig, har du svært ved at sove, spørger Kjell Vindevoghel, som med sin rolige stemmeføring og uendelige tålmodighed finder frem til, at det nok er nattesulten, der gnaver.
Så han går i gang med at smøre en ostemad og skænker et glas mælk, som de to herrer tager med ind på beboerens værelse og nyder på sengekanten.
– Med demente hjælper det jo ikke meget at sige, jamen, du skal i seng nu, klokken er to om natten. Det forstår de ikke, for tid er et vidt begreb for dem. Men de forstår, når jeg møder dem og finder ud af, hvad det er, der har forstyrret dem. Ofte er det jo noget helt banalt som sult eller tørst, der får dem til at stå op midt om natten. Og så skal der være tid til at få de behov dækket, så de kan finde nattero igen.