Børnecenter Solbo vinder arbejdsmiljøpris
Elektronisk registrering af voldsepisoder har mindsket antallet af alvorlige voldsepisoder på Børnecenter Solbo i Silkeborg. Arbejdspladsen har netop modtaget Arbejdsmiljøprisen 2018 for indsatsen i kategorien psykisk arbejdsmiljø
Der blev uddelt store roser fra Arbejdsmiljørådets formand, Lisbeth Lollike, da Børnecenter Solbo onsdag den 11. april fik overrakt Arbejdsmiljøprisen 2018 i kategorien psykisk arbejdsmiljø. Børnecentret, hvor man arbejder med børn og unge i alderen 0 til 18 år med betydeligt og varigt nedsat funktionsevne, fik prisen for at arbejde systematisk med forebyggelse af vold og trusler.
– Ved at registrere og analysere de episoder, der finder sted, kan de lære af dem og effektivt tilpasse både det pædagogiske arbejde og den forebyggende indsats. Og det har givet flotte resultater. Derfor er det fuldt fortjent, at Børnecenter Solbo vinder Arbejdsmiljøprisen 2018 i kategorien Psykisk Arbejdsmiljø, lød det fra Lisbeth Lollike.
Det hjælper med at forebygge konfliktoptrapning, ligesom det hjælper medarbejderne til at lære af tidligere hændelser, så de kan forebygges i fremtiden
Anna Christina Folmersen, socialpædagog og faglig koordinator
Spotter mønstre og tendenser
Det er det elektroniske registreringssystem SafetyNet, der har gjort den store forskel for medarbejderne på Solbo. Systemet blev indført i 2015 og er nu en integreret del af arbejdsgangen på børnecentret. I SafetyNet angiver en medarbejder på en skala fra et til ti, hvor alvorlig den episode, de har været udsat for, er.
De elektroniske registreringer af mindre hændelser med vold, trusler og krænkende adfærd er med til at gøre det lettere at gå mere analytisk og forebyggende til værks i det pædagogiske arbejde, fortæller socialpædagog og faglig koordinator Anna Christina Folmersen:
– Det samlede datamateriale fra medarbejderne betyder, at vi har mulighed for at spotte mønstre og tendenser – både i børnenes adfærd, men også i medarbejdernes tilgang. Det hjælper med at forebygge konfliktoptrapning, ligesom det hjælper medarbejderne til at lære af tidligere hændelser, så de kan forebygges i fremtiden, siger hun i en pressemeddelelse fra Arbejdsmiljørådet.
Se her en film fra Arbejdsmiljørådet, hvor Børnecenter Solbo fortæller om, hvordan virksomheden har arbejdet med at forbedre arbejdsmiljøet:
Derfor vandt Børnecenter Solbo:
Begrundelsen fra Arbejdsmiljørådet for, at netop Solbo blev vinder af Arbejdsmiljøprisen 2018 i kategorien psykisk arbejdsmiljø, lød:
’Børnecenter Solbo fra Silkeborg Kommune vinder Arbejdsmiljørprisen 2018, fordi de via deres indsats har reduceret belastninger i det psykiske arbejdsmiljø og har samtidig bidraget til medarbejdernes trivsel ved at skabe vedvarende ændringer i arbejdsmiljøet. De har sat fokus på arbejdspladskultur, holdninger, registrering og deres interne arbejdsrutiner’.
Priser i tre andre kategorier
Arbejdsmiljørådet har også uddelt Arbejdsmiljøprisen 2018 i tre andre kategorier. Vinder i kategorien ’Arbejdsulykker’ blev Dansk Supermarked Nonfood Lager. I kategorien ’Muskel- og skeletpåvirkninger’ vandt overfladebehandlingsvirksomheden Cardit, mens Præhospitalt Center fra Region Sjælland vandt prisen i kategorien ’Forandringer og ny teknologi’.