OK-forlig: Månedsløn stiger op til 2500
Socialpædagogerne og de øvrige fagforbund på det kommunale område har indgået forlig med KL om en fornyelse af overenskomsten. Forliget sikrer bl.a. en reallønsfremgang og historiske puljer til de traditionelle kvindefag.
Efter onsdagens forlig i regionerne har forhandlerne på det kommunale område tidligt fredag indgået endnu en aftale om en treårig økonomisk ramme på 8,1 procent, der sikrer offentligt ansatte reallønsfremgang og parallel lønudvikling med det private.
- Det er en fælles aftale, som alle kan være stolte af. Det bekræfter mig i, at vi handlede korrekt, da vi lavede forliget på regionernes område. Det var den prop, vi skulle have op, for at der kom skred i forhandlingerne igen, siger Socialpædagogernes forbundsformand, Benny Andersen.
- Samtidig vil jeg gerne understrege, at det samlede resultat er skabt sammen af LO-, FTF- og AC-grupperne.
Regions-forlig banede vejen
Det kommunale forlig svarer i store træk til den aftale, der blev indgået på regionernes område natten til onsdag 25. april og giver samme tryghed for spisepausen.
Ligesom i det regionale forlig er den økonomisk ramme 8,1 pct., hvilket sikrer generelle løsstigninger på 6,8 pct. i den 3-årige periode. I kroner og øre vil en socialpædagog i 2020 i gennemsnitligt tjene ca. 2.500 kr. mere om måneden inklusive pension.
For omsorgs- og pædagogmedhjælpere vil lønstigningen være ca. 2.100 kr. inklusive pension over tre år. Oveni skal lægges en række mindre puljer, som mange socialpædagoger vil få del i.
Lærernes arbejdstid har hele tiden skulle forhandles på KLs område. Her er der også fundet en løsning, der præsenteres senere i dag.
Svup-Hans!
Ifølge Benny Andersen har aftalen i regionerne fungeret som løftestang for resultatet på det kommunale område:
– Forliget med Danske Regioner fik prikket hul på bylden og banet vej for, at det nu er lykkedes at sikre det samme gode resultat i kommunerne også. Nogle gang må man vise mod, når der skal træffes store beslutninger. Det mod viste vi sammen med FOA, HK og 3F natten til onsdag.
- Jeg har hele tiden sagt, at kan vi få vores krav igennem over for en arbejdsgiver, så skal vi bruge det til at presse de andre arbejdsgivere. Den strategi er lykkedes. Nu håber jeg inderligt, at det sætte skub i de statslige forhandlinger, så vi får alle i mål, siger han.
Forliget indeholder også en afskaffelse af privatlønsværnet, og dermed vil de offentligt ansattes løn fremover følge lønudviklingen for private kolleger.
I aftalen er der afsat 110 millioner til principielt vigtige puljer til at sikre ligeløn for de traditionelle kvindefag.
- Det er et historisk gennembrud, at der sættes penge af til ligeløn, og det kan bane vejen for en retning, vi kan fortsætte ud ad ved kommende overenskomstforhandlinger, siger Benny Andersen, der også glæder sig over, at det lykkedes at forsvare seniorordningerne, som arbejdsgiverne gerne havde set forringet.
Tak!
De seneste måneder har Socialpædagogerne sammen med andre fagforeninger sendt et stærkt signal til arbejdsgiverne - og det har virket.
- Jeg har oplevet en enorm opbakning fra jer medlemmer og tillidsfolk. Der har været et hav af aktiviteter rundt omkring i landet. Uden denne opbakning var vi aldrig nået hertil, så af hjertet tak for det, siger Benny Andersen.
Før forligene kan blive til en ny overenskomst for de ansatte i regioner og kommuner, skal fagforbundenes medlemmer stemme om det ved en såkaldt urafstemning. Som stemmeberettiget medlem af Socialpædagogerne, vil du snart få besked om urafstemningen.