Socialpolitikken skal ud af skyggen
Der er brug for en socialpolitisk debat og en udvikling af socialpolitikken, der kan bringe den tilbage som et centralt og væsentligt politik–område baseret på data og forskningsmæssig viden om, hvad der virker
Der var engang, hvor socialpolitikken og den socialpolitiske debat var helt central i udviklingen af det danske velfærdssamfund, og hvor der blev bragt afgørende nye elementer ind i politikudviklingen på området.
Historisk set, da K.K. Steincke for 85 år siden fik skabt orden og retning på det socialpolitiske område med den berømte socialreform fra 1933, der skabte et moderne folkeforsikringssystem for alle. Og i nyere tid, da Karen Jespersen som socialdemokratisk socialminister i 1990’erne fik sat spørgsmålet om virksomhedernes sociale ansvar på dagsordenen som et nyt element, der bragte den socialpolitiske debat om ansvaret for samfundets svageste ind på direktionsgangene i flere af landets virksomheder.
Siden da er socialpolitikken blevet et overset politikområde.
Derfor er der brug for en socialpolitisk udvikling baseret på forskningsmæssig viden og data, der langt bedre kan sige noget om effekten af de socialpolitiske indsatser.
I skyggen af andre områder
Der er en tendens til, at socialpolitik kommer til at stå i skyggen af uddannelsespolitikken, arbejdsmarkeds- og beskæftigelsespolitikken og sundhedspolitikken.
Uddannelsespolitikken er løsningen på mange udfordringer. Veluddannede borgere er en fordel for ethvert samfund. Men selvom det går fremad på uddannelsesområdet, og der aldrig har været så mange unge, der tager en uddannelse, så er der fortsat en såkaldt restgruppe, som ikke får en kompetencegivende uddannelse.
Beskæftigelsespolitikken leverer også løsninger, der skal sikre, at det kan betale sig at arbejde, og at så mange som muligt er i beskæftigelse. Men selvom det går fremad på beskæftigelsesområdet, og vi har beskæftigelsesrekord med flere beskæftigede lønmodtagere end nogensinde, så er der fortsat en gruppe, der ikke er i nærheden af at komme i beskæftigelse.
Sundhedspolitikken sørger for, at vi er raske og lever længe. Men til trods for at det går fremad, og dødeligheden for en række sygdomme – bl.a. kræft – er faldende, mens middellevetiden er stigende, så er der fortsat en gruppe, også i den erhvervsaktive alder, med dårligt helbred og kortere levetid.
Politik for restgrupperne
Alle de højtprofilerede politikområders restgrupper er dem, som socialpolitikken beskæftiger sig med. Det kan være både tungt og svært. Tungt fordi problemerne er tunge og sammensatte, svært fordi det ikke på samme måde som på de øvrige områder er så entydigt, om det går fremad.
Det hænger sammen med, at det er lidt mere usikkert, hvad succeskriteriet for den socialpolitiske indsats er.
Er formålet med socialpolitikken i konkurrencestatens ånd at bringe de skæve og de trekantede i samme firkantede form som alle andre og få dem ind på arbejdsmarkedet? Eller er formålet med socialpolitikken at give mennesker, der har været udsat for alle mulige belastninger, muligheden for at leve gode eller i hvert fald bedre liv, uden at de behøver at bekymre sig voldsomt om at forsørge sig selv? Det findes der næppe noget entydigt svar på, fordi det kommer an på, hvilken af socialpolitikkens mange målgrupper, man har med at gøre.
Men det bør forventes af socialpolitikken, at den kan bidrage til at gøre tingene nemmere for mange af dem, der har det svært; for børn og unge med ADHD og autisme, for de anbragte børn, for de mange voksne med psykisk sygdom og for de fysisk og psykisk handicappede.
Sigtelinjer i en socialpolitisk udvikling
Forfatteren Ulrik Horst Petersen, der ud over at være forfatter også har haft en karriere som embedsmand i centraladministrationen, har engang sagt, at der ikke er brug for nytænkning – almindelig tænkning er tilstrækkeligt.
Det gælder også for sigtelinjerne i en socialpolitisk udvikling i den forstand, at de elementer, der skal indgå i den udvikling, allerede findes i vid udstrækning. De skal bare kombineres på en sammenhængende facon.
Der findes således omfattende forskning om rigtig mange af dem, der er socialpolitikkens kernemålgrupper, som fx børn og unge med særlige udfordringer og behov, børn og unge med diagnoser og angst, børn og unge udsat for seksuelle overgreb, unge med psykisk mistrivsel og misbrug samt voksne alene eller i familier med stor risiko for social marginalisering.
Den forskning skal i endnu højere grad, end det er tilfældet i dag, aktiveres i den socialpolitiske indsats i kommunerne, og der hvor de medarbejdere, der står for den socialpolitiske indsats, uddannes.
Vi skal ikke genopfinde socialpolitikken. Organiseringen findes i hver enkelt af landets 98 kommuner, hvor den socialpolitiske indsats i praksis er en meget stor del af det, som en kommune gør, og i de uddannelsesinstitutioner, der uddanner pædagoger, socialpædagoger, sosu’er og socialrådgivere. Det, der er behov for, er en måde at gøre arbejdet på og gennemføre uddannelserne på, der på systematisk vis inddrager viden om, hvad der virker. Det, der med et andet udtryk kaldes evidens.
Vi skal vide, at det virker
Det er nærliggende at drage en parallel til et andet vigtigt velfærdspolitisk indsatsområde: sundhed. Også her er organiseringen på plads i form af de institutioner, som regionerne driver på sundhedsområdet – primært hospitalerne – og der findes institutioner, der uddanner læger, sygeplejersker, jordemødre og andet personale til sundhedssektoren.
Men der er den væsentlige forskel, at man på sundhedsområdet både i uddannelsen af personalet og i den daglige praksis er langt bedre til at inddrage den forskningsmæssige viden, der findes på de områder, hvor man gør en indsats. Faktisk er der ret strenge regler for den forskningsmæssige evidens. Behandlingsprocedurerne skal være baseret på forskningsmæssig viden.
Sådan burde det også være på det socialpolitiske område. Ingen – hverken borgerne, personalet, politikerne eller skatteyderne – bør være tilfredse med en indsats, som vi tror virker, uden at vi ved det.
Data er en del af vejen frem
Faktisk har Socialministeriet i de senere år sat kursen mod en mere vidensbaseret socialpolitik. I de seneste to regeringsgrundlag nævnes arbejdet med en strategi for udvikling af sociale indsatser samt en data- og en analysestrategi.
På dataområdet er der ydet en kæmpe indsats for at bringe den statistiske viden om socialområdet op på niveau med det, som har været standarden på sundheds-, beskæftigelses- og uddannelsesområdet i årtier. Nemlig at vi nu (i 2018) er godt på vej til at have grundlæggende viden om de enkelte borgere (børn, unge og andre), der er omfattet af den socialpolitiske indsats.
Det er svært at forestille sig en behandling på sundhedsområdet, hvor man ikke registrerer betydningen af behandlingen for den enkelte patient. Men det er stadig tilfældet på centrale dele af socialområdet, at vi ved mere om, hvor mange penge vi bruger på indsatsen end om, hvad der kommer ud af den.
Takterne i de nuværende strategier på socialområdet er gode. De er et første – lidt sent – skridt i retning af en videns- og evidensbaseret udvikling af socialpolitikken. De næste skridt handler om implementeringen.
Og her hverken skal eller kan man komme uden om kommunerne og uddannelsesinstitutionerne. De må på banen, så den viden, der findes forskningsmæssigt på områder af central betydning for socialpolitikken, og de nye data, der fremkommer som et led i Socialministeriets datastrategi, kan implementeres i den daglige og fremtidige evidensbaserede socialpolitiske indsats.
Niels Ploug er direktør for Personstatistik i Danmarks Statistik, Mette Wier er prodekan på det samfundsvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet, og Lisbeth Pedersen er forskningschef i VIVE. Indlægget er baseret på Samfundsøkonomen nr. 1/2018 om Fremtidens Socialpolitik, som de tre skribenter har redigeret i fællesskab, og det er første gang blevet bragt som kronik i Dagbladet Information i weekendudgaven den 7.-8. april 2018.