Vejen til et hverdagsliv
1. juni står de første syv af i alt 23 særlige psykiatriske sengepladser klar i Vordingborg. En helt ny type tilbud, hvor de rigtig komplekse borgere skal rustes til at klare hverdagslivet
Madlavning, tøjvask, daglig rengøring, havearbejde og indkøb er hverdagssysler, de fleste mennesker kender til. Fremover skal den slags dagligdagsaktiviteter også indgå i behandlingen af de borgere, der indlægges på de nye særlige pladser på Oringe i Vordingborg.
Her placeres en af de nye såkaldt rehabiliterende psykiatriske afdelinger med i alt 23 sengepladser. De første syv åbner den 1. juni, mens de resterende 16 etableres sidst på året. Og med de særlige sengepladser er målet med behandlingen bl.a. at ruste patienterne til bedre at kunne klare sig socialt og praktisk efter indlæggelsen.
– Vi skal opbygge nogle kompetencer hos de her borgere, som de ikke har i forvejen, eller har glemt at bruge. Vi taler om de meget komplekse borgere, der ikke rigtig passer ind nogen steder. De har måske mange indlæggelser bag sig, de kæmper ofte med et kaotisk misbrug, uadreagerende adfærd og adskillige sociale og psykiatriske problemstillinger – og de skal i høj grad trænes i hverdagslivet.
Sådan fortæller leder af de særlige pladser i Region Sjælland Inge Fjordside. Hun er netop nu i fuld gang med at samle den tværfaglige personalegruppe, som skal arbejde på det nye tilbud.
– Her forener vi behandlings- og socialpsykiatrien med alt det bedste fra begge verdener, og vi ansætter derfor lige dele sundhedsfagligt og socialfagligt personale. Herunder naturligvis også socialpædagoger, som jeg har rigtig gode erfaringer med fra mit tidligere lederjob på et socialpsykiatrisk botilbud, siger lederen, som foreløbig har ansat 20 medarbejdere, hvoraf fem er socialpædagoger.
Min erfaring med den her gruppe borgere er helt klart, at jo mere vi er sammen, jo mere beskæftigelse og indhold vi putter ind i hverdagen som alternativer til bare at sidde og ryge smøger og drikke kaffe, jo færre konflikter får vi
Inge Fjordside, leder af de særlige pladser, Region Sjælland
Jo flere aktiviteter jo bedre
I det nye tilbud arbejdes der ud fra troen på, at alle kan komme sig og få det bedre, hvis man støtter den enkelte borgers udviklingsproces ud fra borgerens ønsker, behov og håb for fremtiden. Der er derfor et stærkt fokus på rehabilitering ud fra dagligdagslivet. Tilbuddet har fx egen kok, og tanken er, at borgerne, så vidt det er muligt, er med til både at lave mad, gøre rent, handle og lave havearbejde.
– Det er det lange seje træk, vi skal i gang med. Det kan da godt være, at vi selv skal bage bollerne de første ni gange. Men hvis borgeren er med til at ælte dejen den tiende gang, så bevæger vi os, siger Inge Fjordside, som samtidig fortæller, at alle medarbejdere ansat i det nye tilbud forpligter sig til fysiske aktiviteter.
– Vi skal altid have træningstøjet liggende, så vi fx kan gå en tur eller lave aktiviteter og gribe naturen omkring os, når der opstår uro eller angst. I det hele taget skal vi fokusere på det, den enkelte borger har brug for. Er man social angst, så skal vi måske prøve at køre i bus, gå på café eller købe ind – hele tiden med afsæt i, hvordan vi bedst ruster den enkelte borgere til at klare livet, siger Inge Fjordside.
Bl.a. skal de nyansatte socialpædagoger være med til at udvikle meningsfulde aktiviteter og beskæftigelse.
– Min erfaring med den her gruppe borgere er helt klart, at jo mere vi er sammen, jo mere beskæftigelse og indhold vi putter ind i hverdagen som alternativer til bare at sidde og ryge smøger og drikke kaffe, jo færre konflikter får vi.
Vi skal tale om frihed, åbne døre, medinddragelse og ønsket om det gode liv, og vi skal gøre det helt tydeligt både for kommunerne og borgerne, at vi ikke er et normalt tilbud, som de måske kender det fra en akut lukket afdeling
Inge Fjordside, leder af de særlige pladser, Region Sjælland
Ud og fortælle om tilbuddet
I løbet af maj vil alle medarbejdere blive oplært og introduceret til det nye tilbud, hvor de bl.a. skal arbejde med kognitiv terapi, kognitiv misbrugsterapi, psykoedukation, mentalisering og stemmehøring. Samtidig tager Inge Fjordside og hendes souschef rundt for at komme i dialog med regionens 17 kommuner og ikke mindst de borgere, som kunne have glæde af de nye særlige sengepladser.
– Vi skal ud og fortælle om vores tilbud og vores tilgang. Vi skal tale om frihed, åbne døre, medinddragelse og ønsket om det gode liv, og vi skal gøre det helt tydeligt både for kommunerne og borgerne, at vi ikke er et normalt tilbud, som de måske kender det fra en akut lukket afdeling. Vi er noget helt nyt og særligt – og langt mere end bare endnu en indlæggelse, lyder det fra Inge Fjordside.
Ifølge værdigrundlaget for de nye afsnit i Vordingborg er missionen med en længerevarende indlæggelse bl.a., at borgeren efter indlæggelsen ikke længere vurderes at være til nærliggende fare, at borgeren vil kunne udskrives til mindre indgribende foranstaltning end før, at et evt. misbrug er ophørt eller reduceret – og at borgerens fysiske og psykiske tilstand er forbedret.