Vi parkerer de svageste borgere
Mange vikartimer er udtryk for, at økonomien har overhalet fagligheden i det store prioriteringsspil, påpeger to forskere i pædagogik på voksenhandicapområdet. Det kan betyde mindre kontinuitet og stabilitet i indsatsen og mere udadreagerende adfærd
Når mere end halvdelen af landets kredse fortæller, at socialpædagogiske arbejdspladser – særligt store døgninstitutioner på voksen-handicapområdet – i stigende grad gør brug af vikarer, har det ikke alene betydning for vikarerne, der ikke er sikret de samme rettigheder. Det har også konsekvenser for borgerne. Det mener to forskere, som har specialiseret sig i pædagogik inden for voksenhandicapområdet.
Britta Nørgaard, der er lektor ved professionshøjskolen University College Nordjylland, har skrevet ph.d. om mødet mellem voksne med funktionsnedsættelser og professionelle. I det møde er det afgørende, at den professionelle kan aflæse små tegn og udtryk, så borgeren bliver forstået – særligt når borgeren ikke har et verbalt sprog. De små tegn kan nemt forbigå vikarens opmærksomhed, forklarer hun.
– Det kræver grundigt kendskab til borgeren og en tæt relation at kunne foretage den aflæsning. Og konsekvensen af ikke at kunne det er, at borgeren oplever sig parkeret og føler sig mindre anerkendt. Grundlæggende er det en krænkelse af borgernes værdighed, hvis vi ikke forstår at møde deres behov, siger hun.
Jo mere, man har fælles fodslag om den pædagogiske linje, jo mindre udadreagerende adfærd og vold er der. Det er et velunderbygget faktum
Britta Nørgaard, lektor, University College Nordjylland
Mere vold
På nogle socialpædagogiske arbejdspladser er det studerende og andre ufaglærte, der dækker vikartimerne. Men selv hvis vikarerne er uddannede socialpædagoger, har de ikke nødvendigvis samme kendskab til stedets pædagogiske linje, når de ikke er en del af handlingsplaner og personalemøder. Og det har konsekvenser, påpeger Britta Nørgaard.
– Jo mere, man har fælles fodslag om den pædagogiske linje, jo mindre udadreagerende adfærd og vold er der. Det er et velunderbygget faktum, siger hun.
Desuden er stabilitet og kontinuitet afgørende, når man skal lægge en realistisk plan for den rehabiliterende eller habiliterende indsats, mener Britta Nørgaard.
– Nogle gange er det bittesmå skridt over halve eller hele år, som gør, at en borger fx pludselig tør gå ud i fællesrummet. Så det er det lange, seje træk, der betyder noget. Og derfor bør man prioritere et stabilt personale, siger hun.
I nogle tilfælde er personalet de eneste, som den voksne med udviklingshæmning har kontakt med. Så er det jo katastrofalt, hvis personalet ikke kender eller forstår dem
Niels Rosendal Jensen, lektor, Danmarks Pædagogiske Universitet
Økonomien sejrer
Britta Nørgaard oplever, at flere kommuner ‘skraber bunden’, når det kommer til personaleressourcer. Spørgsmål om økonomi og fleksibilitet bliver nogle steder prioriteret højere end fagligheden i indsatsen, istemmer Niels Rosendal Jensen, der er lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, DPU.
– Hvis du spørger en socialpædagog, hvad der er vigtigt i indsatsen på voksenhandicapområdet, så vil mange nok svare stabilitet, relationsdannelse og helhedsforståelse. Men det synspunkt har visse steder trange kår, fordi det i stedet er blevet afgørende at få leveret varen til den lavest mulige pris. Hvis det fortsætter, vil det helt underminere fagligheden derude, siger han.
– I nogle tilfælde er personalet de eneste, som den voksne med udviklingshæmning har kontakt med. Så er det jo katastrofalt, hvis personalet ikke kender eller forstår dem, siger han.