Vi er to skridt foran

Leder efter mønstre 

Hvert år har Børnecenter Solbo uden for Silkeborg ca. 500 af den slags registreringer, der spænder lige fra små niv og krads til de mere voldsomme episoder, hvor børnene møder medarbejderne med slag, skub og decideret vold. Faktisk er arbejdspladsen Silkeborg Kommunes absolutte topscorer, når det handler om antallet af voldsomme episoder i hverdagen.

Alligevel modtog Solbo i april 2018 Arbejdsmiljøprisen 2018 i kategorien psykisk arbejdsmiljø netop for deres arbejde med at registrere voldsepisoder og nedbringe antallet af alvorlige voldsepisoder. 

– Det er fordi, vi ikke nøjes med at registrere. Vi lærer også af de mange episoder. Og fordi vi gennem registreringerne er i stand til at spotte mønstre og tendenser, både i børnenes og medarbejdernes adfærd, kan vi bruge det pædagogisk til at blive bedre til vores kerneopgave, lyder den korte forklaring fra faglig koordinator og AMR på Solbo, Anna Christina Folmersen.

På hver af de tre afdelinger på Solbo er der udpeget ressourcepersoner, som laver en opsamling på alle registreringer hver måned. Her tager de ét barn ad gangen og ser på fx typen og graden af vold, i hvilken situation det opstår, om det fx er i forbindelse med, at der stilles krav fra de voksne, eller om det sker i samspil med andre børn. De ser også på, hvornår på døgnet eller ugen, episoderne opstår – og leder i det hele taget efter mønstre i børnenes adfærd.

– Så er det, at vi pludselig kan se, at der fx med en af drengene opstår konflikter, når man som medarbejder placerer sig forkert i forhold til ham. Det kan være, når han skal have bundet sine sko, eller man skal hjælpe ham fra A til B. Registreringerne viste os tydeligt, at han reagerer voldsomt, når man står på en bestemt side af ham. Og med den viden kan vi jo ændre adfærd ved at placere os rigtigt, så vi helt undgår de situationer, hvor han føler behov for at slå ud, siger Anna Christina Folmersen.

Når vi på hver afdeling samler op på samtlige registreringer, får vi overblikket over, hvornår og hvorfor konflikterne opstår

Poul Brandt Svejstrup, leder, Solbo

På en skala fra et til ti

Det med at registrere hver gang, et barn slår ud, niver, skriger eller slår, er langt fra nyt på Solbo. I mange år har man haft et system, hvor man forsøgte at holde hånd i hanke med, hvad der skete i forhold til udadreagerende adfærd hos børnene. Men da Silkeborg Kommune i 2015 købte licens til registreringssystemet SafetyNet, blev en afdeling på Solbo udpeget til at afprøve systemet i et pilotprojekt. Og siden er systemet indført på alle tre afdelinger.

Ideen med SafetyNet er, at alt registeres – også de små nap og krads – og det er medarbejderen selv, der udfylder et elektronisk skema, hvor man skalerer fra et til ti, hvad det, man er udsat for, gør ved en.

– Alt det, der registreres fra otte til ti, bliver anmeldt som arbejdsskade. Det er de mest alvorlige ting. Fem til syv er de hændelser, man som medarbejder bliver påvirket af psykisk eller fysisk. Som arbejdsmiljørepræsentant holder jeg løbende øje med alle registreringer, så jeg hurtigt kan spotte, hvis en kollega har brug for særlig støtte eller hjælp for at få episoden bearbejdet, fortæller Anna Christina Folmersen.

Og netop det med at samle op på de mange registreringer giver det nødvendige overblik til at kunne handle, lyder det fra leder på Solbo Poul Brandt Svejstrup.

– Når vi på hver afdeling samler op på samtlige registreringer, får vi overblikket over, hvornår og hvorfor konflikterne opstår. Hvis vi fx kan se, at der i én måned var 20 registreringer på et barn, og det så er steget til 40 næste måned, så er det jo et budskab om, at her er noget, vi skal være særligt opmærksomme på. Så vi sporer de små forandringer, før det vokser sig til større problemer, siger han.

Når det går lidt for hurtigt

Et eksempel, som netop har været vendt på det seneste møde i lokal-MED, er historien om en af drengene på Solbo, som i noget tid har givet medarbejderne en del udfordringer, når han skulle i bad.

– Den her dreng er impulsiv, spontan og ofte lidt for hurtig på aftrækkeren. Hver gang, han har været i bad, så suser han ud af badeværelset, før medarbejderen har fået ryddet op efter badet – og ramler ind i de andre børn, vælter noget, eller han smider måske en kaffekande gennem luften, fortæller Poul Brandt Svejstrup.

På mødet tog man fat i de mange registreringer omkring den pågældende dreng – og her stod det klart, at den voldsomme adfærd oftest opstod efter badet. 

– Løsningen på den slags udfordringer finder vi kun, fordi vi kan se et mønster i det. Og i det her tilfælde besluttede vi at give drengen en konkret opgave. Han skal være den, der sørger for at slukke lyset på badeværelset, og det gør man jo først, når alle er færdige. På den måde sikrer vi både, at han får en god oplevelse ved at tage ansvar – og medarbejderne når at være klar til at håndtere ham, når han suser ud af badeværelset. 

Og eksemplerne på forebyggelse af voldsom adfærd er mange på Solbo, supplerer Kamilla Dragkilde. 

– Vi har fx en pige i aflastning hos os, hvor vi rigtig mange gange har registeret voldsom adfærd hos hende i forbindelse med spisesituationer. Det var svært at gennemføre måltidet uden konflikter. De mange registreringer gav os en idé om, at hun var utryg – og da vi borede lidt i det, fandt vi ud af, at hun både hjemme og i skolen har lov til at have sin iPad med ved bordet, fordi det gør hende rolig. Så det får hun nu også lov til hos os, siger hun.

Når vi lykkes, handler det i høj grad om, at vi har opbygget en kultur båret af fællesskab, åbenhed og teampræstation. Ingen skal bære problemerne personligt, så vi taler åbent om de udfordringer, der er med vores målgruppe

Poul Brandt Svejstrup, leder, Solbo

Fra no-go til åbenhed

I forbindelse med indsatsen omkring registrering og ikke mindst opfølgning på de mange episoder med voldsom adfærd, har kulturen på Solbo ændret sig markant. Fra at vold var et absolut no-go-ord, er det i dag blevet både legalt og helt naturligt at tale om det, der kan være farligt og ubehageligt.

– Da jeg startede her for 16 år siden, talte vi aldrig om vold på arbejdspladsen. Fordi det handler om børn med handicap, og de kan jo ikke selv gøre for det. Men faktum er jo, at vi indimellem bliver slået på som pædagoger – og det skal vi kunne tale åbent om for at gøre noget ved det, lyder det fra Anna Christina Folmersen.

Ifølge Poul Brandt Svejstrup har man i dag gjort op med den berøringsangst, der tidligere var omkring voldelig og udadreagerende adfærd hos børnene.

– Tidligere har vi nok haft en loyalitet og forståelse i forhold til de her børn, som gjorde, at vi holdt lidt igen med fx at tale om vold. Vi var bange for at sætte børnene i et forkert lys, for det er jo aldrig forsætlig voldsom adfærd med den her målgruppe. Men ved at tale åbent om de fysiske og psykiske belastninger, der er i hverdagen – og ikke mindst registrere det systematisk – formår vi nu at komme bag om adfærden. Og når vi forstår, hvad barnet prøver at fortælle os med sin voldsomme adfærd, så kan vi møde barnet på en hel anden måde, siger han og tilføjer, at der på Solbo også er sket et endegyldigt opgør med tanken om, at den enkelte medarbejder bærer ansvaret, hvis et barn bliver voldsom og udadreagerende.

– Når vi lykkes, handler det i høj grad om, at vi har opbygget en kultur båret af fællesskab, åbenhed og teampræstation. Ingen skal bære problemerne personligt, så vi taler åbent om de udfordringer, der er med vores målgruppe, og vi har helt faste procedurer med kollegial sparring og støtte, så ingen, som har været udsat for voldsomme udtryk på en vagt, går herfra, før det er bearbejdet. 

Bagom barnets adfærd

Netop det med at finde ind bag børnenes adfærd er hele nøglen til at forebygge voldsom adfærd, supplerer Kamilla Dragkilde. 

– Nogle gange skriger børnene rigtig meget, fordi de ikke har andre måder at udtrykke sig på. Det kan virkelig være hårdt for ens ører – men så handler det jo om at være to skridt foran og finde ud af, hvorfor de skriger. Hvad er det, børnene vil fortælle os? Når vi ved det, kan vi jo ændre på vores pædagogiske metoder, så vi helt undgår, at konflikten opstår, siger hun og tilføjer, at meget af det handler om at sikre, at der ikke bliver stillet for høje krav til børnene.

– Mange af dem er aflastningsbørn, som hele tiden skal finde ud af at fungere i forskellige miljøer. Det gør den ofte utrygge. Så mange gange handler det om at gøre ting mere overskuelige for børnene. Fx ved at indrette os, så det enkelte barn oplever ro og fred, når de skal have tøj på og afsted med skolebussen – så det sker på barnets eget værelse og ikke i en fælles garderobe, hvor der ofte opstår konflikter, siger hun.

Sideløbende med det systematiske arbejde med SafetyNet, har Solbo også indført trafiklysmetoden som et redskab til risikovurdering, ligesom alle medarbejdere har været på konflikthåndteringskursus. Resultatet er, at selvom der stadig er omkring 500 registreringer årligt, er arbejdsmiljøet i top med ganske få arbejdsskader – og nul magtanvendelser det seneste år. 

– Samtidig kan vi se, at voldsomhederne i registreringerne er blevet mindre. Det skyldes helt klart, at vi er blevet markant bedre til at tage konflikterne i opløbet, og at vi sætter tidligt ind. Nogle gange får vi børnene som treårige, og så kan vi jo fra start hjælpe dem til at blive bedre til at udtrykke sig, uden at de bliver voldsomme, forklarer Anna Christina Folmersen.