icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Bøger

Bogomtaler 30. juli 2018

ADHD hos børn og unge

Af Brian P. Daly, Aimee Hildenbrand og Ronald T. Brown

I Danmark har der i årevis været stort fokus på ADHD, og som fagperson har du næppe kunnet undgå at høre om ADHD eller møde et menneske med diagnosen. Sådan indleder den danske psykolog og ph.d. Christina Mohr Jensen bogen ‘ADHD hos børn og unge’. Her er tre amerikanske forskere og undervisere i psykologi gået sammen om at lave en kompakt vejledning til pædagoger, læger, psykologer og andre fagfolk. Forfatterne giver en kort og bred indføring i den aktuelle viden om børn og unge med ADHD. De gennemgår bl.a. måder, ADHD defineres på, hvordan man som professionel udreder lidelsen, og hvilke forskellige diagnoser der kan stilles. Bogen beskriver desuden de forskellige behandlingsformer, og hvordan man som fagperson kan vejlede barnet eller den unge og dennes omsorgspersoner og følge behandlingen.


Hogrefe Psykologisk Forlag. 166 sider. 232 kr.

Når ære er på spil

Af Susanne Willaume Fabricius

Hanadi elsker sin forlovede. Men hvad nu, hvis han opdager, at hun ikke er jomfru? Der bliver spredt kompromitterende rygter om hende. Og hendes liv er nu i fare. Hvordan hjælper du hende mod social kontrol, vold og udskamning? Som undertitlen på denne bog afslører, er der her tale om en metodebog til fagpersoner inden for det socialfaglige og pædagogiske område, der arbejder med æresrelaterede konflikter. For udsatte i æresrelaterede konflikter sætter ofte egen sikkerhed og alle relationer over styr, når de beder om hjælp. Derfor skal man som fagperson give den mest kompetente hjælp. Bogen er skrevet af Susanne Willaume Fabricius, som er ekspert på området. I bogen sætter hun fokus på kulturelle aspekter af æresrelaterede konflikter, de typiske tankesæt hos unge, forældre og familier i konflikterne samt definitioner og begreber, ligesom hun gennemgår metodiske greb som samtaleteknik, risikovurdering, anbringelser og supervision, tolkesamarbejde og lovstof. 


Udkommet på forlaget Frydenlund. 208 sider. 269 kr.

Pæne pigers oprør

Af Astrid Elkjær Sørensen

Hvordan kan det være, at vi som samfund systematisk lønner traditionelt kvindearbejde ringere end traditionelt mandearbejde? Det spørgsmål stillede forfatter og ph.d. i historie Astrid Elkjær Sørensen sig selv. Og efterhånden, som hun begyndte at dykke ned i det, blev hun klar over, hvor vigtigt det var at få fortalt historien om den lange kamp for at ændre det blandt kvindedominerede grupper som pædagoger, lægesekretærer og sosu-assistenter og deres fagforbund. For hvis vi vil løse nutidens ligestillingsproblemer, må vi først forstå deres historiske rødder, mener forfatteren. Bogen fortæller historien om 25 års kamp for at opnå lige økonomiske forhold for mænd og kvinder. Forfatteren giver desuden gamle diskussioner om ligeløn, barsel og det kønsopdelte arbejdsmarked nyt liv.


Aarhus Universitetsforlag. 359 sider. 299,95 kr.

FACE:IT

Af Niels Rahbek og Carsten Møller

Oplever du børn, der har svært ved at aflæse andre børn og voksne? Eller at dialogen med børn strander på grund af deres manglende evne til at udtrykke tanker og følelser? Det pædagogiske og terapeutiske materiale FACE:IT, som er skabt af billedkunster Niels Rahbek og lærer og terapeut Carsten Møller, kan bruges til at få dialogen i gang. Og der er god grund til det, for undersøgelser viser, at børn udvikler færre relationelle og adfærdsmæssige problemer, ligesom de klarer sig bedre i hverdagen, når de lærer at genkende og håndtere deres følelser. FACE:IT-materialet består af ansigtet ‘Bo’, der er udstyret med flytbare magneter, så barnet kan forme forskellige ansigtsudtryk. Desuden består det pædagogiske værktøj af bogen ‘Bo viser sine følelser’, som kan bruges til at lære børn at sætte ord på deres følelser og samtidig lære at genkende følelser hos andre. Dermed er der sået et frø for at udvikle indføling og empati. 


Udgivet af FACE:IT. 39 sider. 300 kr. ekskl. moms

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Fagbøger