icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Socialpolitik

Nu kan der kun være Én plan

Før sommerferien vedtog Folketinget en lovændring, der betyder, at borgere med komplekse og sammensatte problemer nu kan få én sammenhængende plan for indsatsen

Hvis problemerne er mange og komplicerede kan ens ‘sag’ også let blive det, og mange udsatte og handicappede borgere har mere end svært ved at overskue tingene. Det er baggrunden for, at Folketinget før sommerferien som led i regeringens arbejde med en sammenhængsreform vedtog et lovforslag, der giver kommunerne mulighed for at udarbejde én samlet plan til borgere med komplekse og sammensatte problemer.

Ændringen til det, der kaldes Én plan, kommer til at berøre en række love i forsøget på at skabe større sammenhæng for den enkelte borger, og alt i alt er Socialpædagogerne meget positive over for ændringen.

Det fremgik også af det høringssvar, forbundet tidligere på året sendte i forbindelse med lovgivningsprocessen. Her byder Socialpædagogerne tiltaget velkomment som noget både Socialpædagogerne og andre organisationer har efterspurgt i en årrække.

Men i høringssvaret understreger Socialpædagogernes formand, Benny Andersen, også, at lovgivningen burde gøres endnu mere præcis for at sikre den enkelte borgers adgang til en så gennemskuelig og sammenhængende indsats som muligt:

Socialpædagogerne havde således gerne set, at Én plan ikke var blevet en kan-bestemmelse, men en skal-bestemmelse, så kommunerne var blevet forpligtiget til at tilbyde borgerne Én plan.

Forbundet mener, at ‘der med en kan-bestemmelse er risiko for, at det vil understøtte de kommunale forskelle, vi allerede i dag ser på det specialiserede socialområde’. Og lovændringen gav ellers en mulighed for at sikre ‘en mere ensartet tilgang på tværs af kommuner på beskæftigelses- og socialområdet’, hed det i høringssvaret.

Forbundet plæderer også for at sikre borgerinddragelse og en solid koordination og fremdrift i arbejdet med Én plan. 

Desuden giver forbundet sin fulde opbakning til, at der – som det fremgår af bemærkningen til lovforslaget – på sigt vil blive set på muligheden for tilsvarende at indarbejde sundhedsområdet i Én plan.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpolitik