Vejen væk fra slum­kvarterets bordel

Politiet ser den anden vej

Mr. Christopher fortæller, at Sultanas historie er typisk på den måde, at langt de fleste prostituerede i Mumbai kommer langvejs fra – enten fra andre delstater i Indien eller fra andre lande, især Nepal.

– Mange er blevet udsat for trafficking, og bliver presset og truet. Selv om det egentlig er ulovligt i Indien, bliver politiet betalt for at se den anden vej, og der er endda eksempler på nogle, som er flygtet hen på politistationen, hvorefter politiet har kørt dem tilbage til bordellet. Kvinderne bliver typisk lokket til Mumbai med falske løfter, og når de så finder ud af, hvad de egentlig skal, er de alene her – i en meget dårlig situation. 

Sultana arbejdede seks måneder på bordellet.

– De tjente 200.000 rupees på mig (20.000 kr.), men jeg fik ikke en rupee. Efter et stykke tid fik jeg lov til at se min mand, men kun i kort tid – og han skulle betale det samme som kunderne, siger hun. 

En dag fik Sultanas mand lov til at tage hende med ud fra bordellet, så han kunne invitere hende på en kop the. 

– Da havde vi været der så længe, at de nok ikke troede, at jeg ville stikke af – men det gjorde vi. Min mand havde skaffet en lille smule penge, så vi med det samme kunne stoppe en auto-rickshaw, og få den til at køre os ned på stationen, hvor vi sprang på et tog og kørte med uden billet. Så kom vi væk, siger hun.

Mr. Christopher fortæller, at det ikke altid går så nemt. Mange taxa- og rickhaw-chauffører bliver betalt for at holde øje med kvinderne, og hvis de prøver at komme væk, bliver de kørt tilbage til bordellet, hvor de måske bliver straffet.

– Så selvom det fx ser ud som om, en kvinde kan gå frit og alene rundt, er det langt fra altid, at de er frie, fortæller han.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke havde gået i seng med nogen for at skaffe mad til mig selv og mit barn, for det har jeg

Sultana

Et voksende problem

Mr. Christopher anslår, at der er omkring 300.000 prostituerede i Mumbai, og der bliver flere og flere, hvilket efter hans overbevisning hænger sammen med en øget efterspørgsel som følge af internettet og den nemme adgang til porno. 

I slumkvartererne er den overvejende del af kunderne immigranter, der i en periode efterlader familien andre steder i Indien for at arbejde i Mumbai, og så er der også en mindre gruppe af unge ugifte mænd. I modsætning til i Danmark er det svært at have almindelige kæresteforhold, da pigerne typisk er under skarpt opsyn. 

For Sultana blev tiden uden prostitution kort. 

Først lykkedes det at finde noget arbejde med byggeri, men da det var slut, kunne hverken hende eller manden finde noget andet. I Indien er fattigdommen åbenlys, og mange sover på gaden, og for Sultana var det ekstra svært at få job, fordi hun ikke kendte Indiens nationalsprog, hindi, men kun talte bengali, der er det lokale sprog i Kolkata. Men på en eller anden måde skulle hun og hendes mand jo have mad og tag over hovedet. Både til sig selv og til deres lille barn.

Hjem til Kolkata kunne de slet ikke tage. Dels fordi der er så langt, dels fordi Sultana var så skamfuld. Til sidst kunne hun kun se en udvej: 

– Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke havde gået i seng med nogen for at skaffe mad til mig selv og mit barn, for det har jeg, siger hun. 

Hun flyttede ind i bordelområdet i Turbhe og fik langsomt flere og flere kunder. 

– Dengang havde jeg kun en tanke: Jeg vil væk fra det her. Men jeg havde ingen idé om, hvordan jeg skulle komme det. 

80 pct. af tiden hader mødrene deres børn, fordi de oplever, at de er en forhindring for at få kunder. Om natten ligger børnene tit og sover under sengen, mens deres mødre har kunder, og mange bliver bedøvet med alkohol

Mr. Christopher, direktør, Community Development Centre

Følelsen af at være menneske

Mr. Christopher fortæller, at følelsen af total håbløshed er almindelig blandt kvinderne i bordelområdet, og at mange føler sig uværdige. 

– Kvinderne kan heller ikke bare rejse hjem, for hvis det kommer frem, at de har været prostituerede, vil de typisk blive udstødt – også selvom det har været under tvang. I de tilfælde hvor det lykkes at hjælpe en kvinde tilbage til hendes hjemegn, er vi ofte nødt til at stikke en lille løgn, så vi fx fortæller familie og pårørende, at kvinderne har lavet husarbejde under slavelignende forhold, siger han. 

Han fortæller, at de ikke bare kan hjælpe kvinderne ud af prostitution fra den ene dag til den anden. 

– Første skridt er at give dem følelsen af, at de også er mennesker, siger han.

Derfor fokuserer Projekt Salina, der åbnede i efteråret 2015, meget på skadesreduktion. Det er meningen, at kvinder og børn skal få et pusterum fra det hårde liv og fx nyde en god stund med varm mad. Rammerne er to lejede lokaler, der ligger i selve bordelområdet. Det ene rummer et køkken og et opholdssted med spisebord, og det andet minder om en gammeldags skole med træpulte på række. Denne eftermiddag kommer en gruppe større børn herhen efter skole. En pige finder en kasse med tegnegrej og papir, og så sætter de sig og klipper figurer i glanspapir. 

-– Vi kan desværre ikke tilbyde børnene særlig gode fysiske rammer, og her er fx ingen legeplads. Men børnene får oplevelsen af, at der er et trygt sted for dem. Her kan de få ro, siger mr. Christopher.

Han understreger, at bordelområdet ellers er et ekstremt råt sted at vokse op.

– 80 pct. af tiden hader mødrene deres børn, fordi de oplever, at de er en forhindring for at få kunder. Om natten ligger børnene tit og sover under sengen, mens deres mødre har kunder, og mange bliver bedøvet med alkohol. Der er også tilfælde, hvor kunderne misbruger børnene, og pigerne har en meget høj risiko for selv at komme ud i prostitution, fortæller han og forklarer, at projektet målrettet arbejder med at skabe en bedre tilknytning mellem mødre og børn.

Jeg prøver at være som et familiemedlem, og når jeg sætter ord på og siger, at jeg er deres mor, søster eller datter, skal ordene ikke komme fra læberne eller hjernen. De skal komme fra hjertet

Ratnamala Khandare, socialarbejder, Projekt Salina

Opsøgende arbejde

Der er tre ansatte i projektet: En madmor, en lærer, der bl.a. giver børnene lektiehjælp, og en opsøgende gademedarbejder, der hver dag går rundt i kvarteret og taler med kvinderne. Hun hedder Ratnamala Khandare og har mere end 20 års erfaring med socialt arbejde. 

– Ratnamalas særlige talent er, at hun kan skabe gode relationer, siger mr. Christopher. 

Denne eftermiddag viser hun rundt i kvarteret, hvor omkring 800 prostituerede holder til i små rum, der deles af op til otte kvinder – med tæpper hængt op mellem sengene. Om aftenen og natten er her hektisk aktivitet og kvinderne kæmper om kunderne med høje tilråb. 

Nu er her mere roligt. 

To kvinder halvsover foran deres hjem med hver sin baby liggende ved siden af sig. 

Andre spiller kort med en stabel penge i mellem sig, og nogle lytter til musik.

Selvom de fleste smiler til Ratnamala Khandare, har de også noget udslukt i øjnene. 

– Det er min søster. Der er min mor. Og det er min datter, siger Ratnamala Khandare gang på gang. Hun fortæller, at hendes vigtigste arbejdsmetode er at udvise kærlighed.

– De kvinder, der bor her, er vant til, at alle udnytter dem – og de udnytter også hinanden. Men jeg prøver at være som et familiemedlem, og når jeg sætter ord på og siger, at jeg er deres mor, søster eller datter, skal ordene ikke komme fra læberne eller hjernen. De skal komme fra hjertet. 

Hårdkogt æg og mælk

– Derudover er mit vigtigste arbejdsredskab at lytte: Jeg præsenterer ikke løsninger med det samme, men giver tid. Og jeg understreger altid, at jeg er her for at hjælpe dem, men det er dem, der skal træffe beslutningerne i deres liv. Ikke mig, siger Ratnamala Khandare.

Hun fik god kontakt til Sultana, da hun var gravid med sit andet barn. 

– Når jeg går rundt i kvarteret, lægger jeg mærke til, hvem der har et særligt stort behov for hjælp. Det kan fx være, fordi de er blevet slået, eller fordi de er gravide, og så gør jeg noget særligt for dem. Fx hjalp jeg Sultana med at komme til lægen, og hver dag gav jeg hende et hårdkogt æg og noget mælk, fortæller Ratnamala Khandare.

Langsomt fik hun opbygget en god relation til Sultana. 

– Jeg talte meget med hende om, at det ikke er hendes egen skyld, at hun er havnet her, og at hun skal tænke på sine børn: Hvordan kan hun give sine børn en chance for et bedre liv? Og så viste jeg på mange forskellige måder, at jeg er der for hende.

Nu har jeg igen en drøm for mit liv. Jeg drømmer om at blive bedre til at sy og starte mit eget værksted i et andet kvarter.

Sultana

Hindi på aftenskole

Efter et stykke tid sagde Sultana ja til at deltage i projektets bønnemøder, der bl.a. handler om at blive tilgivet for sine synder. Selvom organisationen er kristen, er møderne også åbne for hinduer og muslimer, og Ratnamala Khandare er selv hindu. Efter en tid med bønnemøder begyndte Sultana også at komme i projektets aftenskole, hvor hun en time om dagen blev undervist i bl.a. hindi.

I dag viser hun, hvad hun kan. 

Med en blyant i hånden stiller hun sig op foran tavlen med skrifttegn. 

– Kha, go, gha, na, siger hun, mens hun banker let på det ene skrifttegn efter det andet.

Stoltheden lyser ud af øjnene på hende, og den bliver ikke mindre, da Ratnamala Khandare sætter ord på alt det, hun har lært: Før kunne hun ikke engang læse skiltet ved et busstoppested. Nu er hun dygtig til hindi.

Da Sultana havde lært lidt af sproget, skaffede Ratnamala Khanderi en plads på et skrædderkursus hos en anden NGO. 

– Og her havde jeg også en vigtig rolle at spille, for de stillede nogle krav om hurtig indlæring, som Sultana ikke kunne leve op til – og så var det vigtigt at tale med dem om, at de er nødt til at forstå hendes situation og baggrund, siger Ratnamala Khandare, der i det hele taget ofte har en rolle som brobygger til myndigheder og andre organisationer. 

I dag har Sultana fået et rengøringsjob hos den NGO, hvor hun går på kursus, og øjnene stråler, da hun fortæller om det. 

– Nu har jeg igen en drøm for mit liv. Jeg drømmer om at blive bedre til at sy og starte mit eget værksted i et andet kvarter. Det var ikke den drøm, jeg havde for mit liv, da jeg var barn, eller da jeg blev gift – men det er den drøm, jeg har nu.

Artiklen er blevet til med støtte fra Udenrigsministeriets Oplysningspulje.