Vi kan gøre så meget mere
Det er fint med nationale retningslinjer for forebyggelse af vold – men der skal meget mere til: Forebyggelsen skal bygges ind i såvel den måde, vi taler på, den måde vi indretter os på, og den måde vi lovgiver på. Og vi har alle et ansvar
Socialstyrelsen har for nylig udsendt publikationen ‘Nationale retningslinjer for forebyggelse af voldsomme episoder på boformer’. Og efter min mening bør alle, der arbejder med hjemløse, gøre sig refleksioner over disse retningslinjer. I kraft af mine mange år som forstander på Kofoeds Skole og Mændenes Hjem, følger her nogle af mine refleksioner om Socialstyrelsens nye udgivelse.
De nye nationale retningslinjer skaber et indtryk af, at vold og voldsforebyggelse er noget nyt, og at voldsforebyggelse primært er et spørgsmål om relationen mellem bruger og medarbejder. Det er det ikke. Men historisk set har man bevæget sig.
På forsorgshjem og herberger/boformer var det sociale arbejde tidligere præget af kontrol, tvangsarbejde, undertrykkelse og stagnation. Beboerne var tvunget til at arbejde, og de mistede basale rettigheder. Forsørgelsesgrundlag, såsom kontanthjælp og førtidspension, blev helt frem til begyndelsen af 1990’erne inddraget under opholdet og erstattet af en arbejdsdusør.
De fleste forsorgshjem havde fængselsceller. Hvis en person var for fuld, for voldsom eller bare for underlig, blev han sat i en af institutionens fængselsceller. Det foregik helt uden om den almindelige retsplejelovs regler, uden for psykiatriens regler og uden for enhver registrering og forsatte flere steder helt frem til 1980’erne. Medarbejdernes rolle var at kontrollere de hjemløse, hvilket bl.a. kunne foregå med knippel.
Historie, men interessant
I dag ved vi meget lidt om, hvad der foregik i disse celler. Når man ser dem og hører tidligere medarbejdere fortælle om praksis, kan man undres over, at hjemløseområdet ikke har haft sine psykiatriskandaler, ligesom dem der opstod i slutningen af 1970’erne og 1980’erne på bl.a. Middelfart Psykiatriske Hospital og Sct. Hans. På de psykiatriske hospitaler blev der sat spørgsmålstegn ved behandlingen fra fx Galebevægelsen. Her var det den enkelte medarbejder, der udøvede tvangen og volden.
Nogle beboere har måske af denne årsag en forforståelse af eller en forventning om, hvad de mødes af. Dette bør bostedernes medarbejdere derfor vide – altså at der er en historie, der går forud, og som ikke er lig med det sociale arbejde, vi gerne vil lave i dag.
I den sammenhæng kan jeg oplyse om, at brugeren også i dag flere steder i det sociale system mødes af vagter, da det ind i mellem er vagtselskaber, som varetager opgaven.
Flere beboere oplever stadig også at blive talt grimt til – og flere sager er dukket op i pressen. Det opleves tillige i jobcentre, rådgivningscentre for rusmiddelbrug m.m., og det tages med over i boformen.
Dårlig stemning smitter
Omstilling i velfærdspolitikken, de voksende krav til individet om deltagelse, egenbetaling og i visse tilfælde nedskæringer er på dagsordenen: Hjemløses rettigheder bliver beskåret, ændret eller bureaukratiseret. Trods velfærd og rigdom, er der mennesker, som falder uden for samfundets rammer og normer, fx rusmiddelafhængige, psykisk sårbare og i visse tilfælde mennesker med anden etnisk baggrund end dansk.
For enkelte af disse mennesker er den individuelle desperation mere udtalt end samlingen om kollektive rettigheder og krav. Og det ofte i en sådan grad, at deres reaktion omsættes i en voldsom destruktiv adfærd, der dels kan være rettet mod individet selv i form af voldsomt misbrug og dels mod et bosteds medarbejdere.
De sociale medarbejdere er med andre ord i spil i samfundets ændringer: Når man mødes af vagter i rusmiddelcentre, jobcentre eller for den sags skyld på biblioteket. Når man føler sig dårligt behandlet. Når restriktiv lovgivning betyder sanktioner og indimellem tilbageholdt eller nedsat kontanthjælp. Ja, så er der brugere, som bliver sure, kede af det og reagerer mod ‘systemet’. Det kan være, at frustrationerne går med hen til ‘næste dør’ – fx en boform.
Voldsforebyggelsen handler altså ikke kun om, hvad der foregår inde i boformen, men i høj grad også, hvad der sker uden om – fx i samfundet (lovændringer) eller i andre sociale tilbud eller offentlige myndigheder.
Udseendet betyder noget
Struktur og indretning har betydning for forebyggelsen af vold. På Kofoeds Skole mødte man tidligere brugerne i et klassisk herberg. Man blev mødt af en lukket dør. Der var video-overvågning. Man blev bippet ind. Indretningen var upersonlig og institutionspræget.
I dag er herberget lukket og flyttet ud i en række almindelige huse og lejligheder. Det er stadig § 110-tilbud, men her har brugeren egen nøgle, der er ikke døgnovervågning, der er støttepersonale, der er pænt, der er hjemligt og hyggeligt.
I forhold til det tidligere herberg er volden i ungdomsboligerne minimeret, truslerne er forstummet, og stemningen er imødekommende. Og bemærk, at det ikke længere bliver kaldt herberg, men ungdomsbolig. Som en ung engang sagde til mig: ‘Det er nemmere at få en kæreste, når man bor i ungdomsbolig, og ikke i et herberg’. Struktur og sprogbrug spiller altså også en vigtig rolle.
Social og pædagogisk praksis har selvfølgelig sin åbenlyse betydning, men hvorledes kan de fysiske rammer inddrages i en social og pædagogisk tilrettelæggelse af konfliktforebyggende socialt arbejde? Indretning og voldsforebyggelse bør i hvert fald tænkes meget mere sammen i det voldsforebyggende arbejde.
Realdania har netop udgivet en publikation om ‘Sociale mursten’ med eksempler på, hvorledes man kan indrette gode tilbud til socialt udsatte som fx Danner og Orion.
Lad os lære af de gode eksempler. Dem er der mange af. Og lad os ombygge, forny eller flytte de tilbud, som ikke længere er egnede til at huse socialt udsatte. Lad os få de gode eksempler fra praksis med, når vi skal lære.
Sæt kunsten på budget
Æstetik og kunst har også betydning. Hvis vi rykker over i sundhedssektoren, så er vi i Danmark ved at bygge en række nye store sygehuse. I budgetterne til bygning af disse sygehuse er der afsat penge til kunst og kunstneriske indretninger.
Det er ganske enkelt en del af budgettet. Kunsten er tænkt ind for at reducere ængstelse og stress, give velvære og dermed potentielt forkorte indlæggelsestiden. Kunsten vil altså blive brugt som en distraktion.
Brugen af kunst findes der flere gode eksempler på. På Mændenes Hjem indrettede kunstnerne FOS og Kenneth Balfelt boformen med ideer fra hjemløselivet: en togvogn, en bar og en campingvogn. På Kofoeds Skole hænger en blanding af anerkendte kunstnere – Heerup, Scherfig, HuskMitNavn m.fl. – samt den kunst, brugerne selv laver.
Her kan man stille sig selv spørgsmålet om, hvorfor så mange sociale tilbud ikke tænker dette med ind i arbejdet? Statens Kunstfonds udlånsordning bliver brugt alt for lidt af sociale tilbud, og jeg har endnu ikke set et budget på det sociale område, hvor kunsten var en af posterne.
Alle har et ansvar
Men det er ikke kun medarbejdere og brugere, som har et ansvar for forebyggelsen af vold på boformer, selvom hovedvægten i retningslinjerne ligger på netop det. Det er i høj grad også stat, region og kommune, som har et ansvar for de fysiske rammer, der er med til at skabe voldsforebyggelse for udøvelsen af det sociale og pædagogiske arbejde på boformer. Mangel på inddragelse af disse aspekter har skabt meget vold gennem tiderne – og vil det også i fremtiden, hvis ikke det opprioriteres.
Vi kan gøre så meget mere end det, der står i de nationale retningslinjer for voldsforebyggelse. Og her sigter jeg altså ikke kun på medarbejderne. Det er også stat og kommuner, der skal prioritere det voldsforebyggende arbejde, når man bygger, laver strukturer eller for den sags skyld lovændringer og indskrænker rettigheder.
Lovgivning og retningslinjer skal tænkes ind i vores hverdag i det sociale arbejde – både i boformer og alle andre steder i det sociale arbejde – for at forebygge vold. De nationale retningslinjer skal bruges konstruktivt, ligesom indretning, historie, kunst og sprog bør være en del af den samlede løsning.
Robert Olsen er forstander på Kofoeds Skole. Han har i 18 år været forstander på Mændenes Hjem. Han er medlem af Rådet for Socialt Udsatte. Han har skrevet artikler om voldsforebyggelse og holdt talrige oplæg om emnet, bl.a. i ‘Vold som udtryksform’.