E-sport på R4
Kan et voldeligt skydespil som Counterstrike bruges i rehabiliteringsindsatsen på en retspsykiatrisk afdeling? Ja, det giver god mening, viser vores erfaringer på Risskov, for e-sport handler om samarbejde, kommunikation og om fælles strategier
I en kælder i Risskov sidder syv mænd i en dyb, tavs koncentration omgivet af en svag odør af sved og ukendtheder og en sagte susen fra de syv computere, der står foran dem. Tavsheden brydes, da en ung fyr med stor entusiasme nærmest råber:
– Han har AWP i bananen! Packen sneaker B, resten go apartment, flash og forsøg at tage ham med kniv, hvis I ikke kan lave headshot!
Kælderen er ikke en tilfældig kælder, den unge fyr er ikke en tilfældig fyr, og spillet ikke et tilfældigt spil.
Kælderen ligger under retpsykiatrisk afsnit R4 på Aarhus Universitetshospital, Risskov, den unge fyr – samt i øvrigt fire af de andre mænd – er psykisk syge, der på grund af kriminalitet er dømt til behandling i stedet for fængselsstraf, og spillet er det både strategiske og actionprægede skydespil Counterstrike.
Men kan det som led i en rehabiliterende behandling af retspsykiatriske patienter med kriminel adfærd forsvares at spille voldelige skydespil?
De spiller allerede
Indlæggelserne i retspsykiatrien er ofte væsentlig længere end i almenpsykiatrien, og ét fokuspunkt er rehabilitering, der består af en bred vifte af aktiviteter som fx træning i dagligdagsfunktioner, motion, terapeutiske samtaler, og misbrugsbehandling. Formålet er at mindske risikoen for ny kriminalitet og give patienten de bedst mulige forudsætninger for igen at indgå i samfundet.
Da en del af patienterne i henhold til deres dom eller aktuelle psykiske tilstand kun har begrænset eller ingen udgang fra sengeafsnittet, er det vigtigt, at en del af aktiviteterne foregår på hospitalet.
Alle patienter har egen stue og næsten alle en computer. Flere patienter isolerer sig på stuen af psykisk betingede grunde og er svære at at yde en pædagogisk indsats over for. Men en stor del af dem bruger deres ‘fritid’ på e-sport. Og det gør det interessant at bruge e-sport i den rehabiliterende behandling.
E-sportsverdenen er med hastige skridt blevet populær hele verden over i takt med den teknologiske og digitale udvikling, og inden for de sidste 10 år er spillene blevet tiltagende komplekse, realistiske og med socialt indhold og muligheder.
Både i medier og forskningen har der i adskillige år været et stærkt fokus på, om voldelige computerspil kunne føre til øgede aggressive tanker og adfærd. Men de seneste år har forskere også prøvet at undersøge de positive effekter af videospil og har fundet frem til, at videospil kan bedre kognitionen (opmærksomheden), motivationen (modstandsdygtighed ved fiasko), det følelsesmæssige (bedre følelsesmæssig kontrol) og de sociale kompetencer.
Her er jeg, hvor er du?
Forskellen på ‘bare’ at spille computer og at dyrke e-sport er afhængig af, at instruktørerne har tilegnet sig nødvendige kompetencer til at kunne inkludere og undervise patienter på flere niveauer.
Det betyder, at patienter ikke bare ‘parkeres’ ved en computer og sættes til at spille, men at instruktørerne med udgangspunkt i patienternes både tekniske og sociale kompetencer udarbejder specifikke handleplaner, således at både begyndere, øvede og eksperter kan opleve udfordring og succes.
Gruppen på Risskov mødes én eftermiddag/aften hver uge. Der er altid tilknyttet to-tre faste personaler, og op til seks patienter kan deltage ad gangen.
En typisk session starter med det strategiske skydespil Counterstrike, der kort fortalt er et actionpræget skydespil med fem spillere på hvert hold, hvor gruppen spiller online mod andre. Det ene hold er terrorister, der skal angribe og placere en bombe et sted på det ‘kort’ (altså det område/de bygninger), man spiller på, mens det andet hold er antiterrorister, der skal forsvare sig og eventuelt desarmere denne bombe.
Hvert hold har meget forskellige typer opgaver, der strategisk stiller forskellige typer krav til spillerne. Men et overordnet fælles ansvar er en fungerende kommunikation, hvilket for flere patienter netop er en udfordring og et læringsmål. At kunne samarbejde og sige: ‘Her er jeg, hvor er du, fjenden er set her, jeg har brug for hjælp’ osv.
Fra solospiller til kaptajn
Et eksempel: Preben er en socialt tilbagetrukket patient, der i mange år har spillet adskillige timer dagligt og således har opnået et meget højt brugerniveau, hvor instruktørerne spilteknisk ikke kan lære ham meget nyt.
Preben er generelt afvisende over for socialt samvær, og ved de første spilsessioner sad han med musik i ørerne og sagde ikke et ord, hvilket hæmmede hans deltagelse i spillet. Preben fik derfor at vide, at han skal deltage i kommunikationen i spillet, og ydermere blev han fungerende kaptajn, der skulle lægge strategier, forklare disse, give kommandoer til de øvrige og holde styr på tropperne.
Preben fik altså det klare læringsmål, at han med støtte fra instruktørerne skulle benytte sin viden og erfaring til at højne niveauet for de øvrige patienter.
Et uddrag fra et journalnotat på Preben, da gruppen begyndte, kunne lyde:
‘Patienten har deltaget ved e-sport fra gruppens start til slut. Patienten har overvejende været optaget af egne præstationer, været lettere hoverende over for medpatienter og er uden interesse for samspil og strategi i Counterstrike. Preben bliver bedt om at lære en medpatient en given mekanik i Counterstrike, men han er tydeligt meget opsat på at vise sit høje niveau, giver ikke medpatienten en chance, og medpatienten ender med at trække sig. Ved efterfølgende samtale lægger Preben vægt på, at det ikke er hans fejl eller problem, at medpatient er dårlig til spillet.’
Handlingsplanens fokusområder kunne så i et notatuddrag, senere i forløbet, komme til at lyde sådan her:
‘Preben har under Counterstrike fungeret som kaptajn, hvorunder han udviser et rimeligt overblik over kortet og strategien. Preben forsøger ikke kun mellem runderne at forklare strategi, men forsøger med rimelig succes at instruere, mens der spilles. Der observeres flere eksempler på, at patienten frustreres, når hans planer ikke følges, men ikke i en grad ud over, hvad der generelt kan forventes i spil. Opmuntrer og hepper til gengæld under spillene og kan i højere grad end tidligere udtrykke konstruktiv kritik, hvor han forklarer fejlene og foreslår løsninger, der faktisk i rimelig grad tager højde for medpatientens niveau.’
Styr på frustrationerne
Efter hver session dokumenterer personalet observationerne i journalen. Dokumentationen omhandler patientens indsats og adfærd på områderne kognition, motivation, sociale kompetencer og det følelsesmæssige. Herved kan man på systematisk vis følge behandlingsindsatsen og sikre et fælles sprog omkring behandlingen.
Notaterne giver afdelingens overlæge og patientens behandlende team en anden og mere nuanceret viden om patienternes basale og daglige funktionsniveau. Hvis fx en patient, der vanligvis er glad for at deltage og har højt fremmøde, pludselig skal holde mange pauser undervejs i spillet, kan det give et praj om, at der muligvis er en forværring af den psykiske tilstand.
Foreløbige observationer viser, at patienterne lærer at håndtere de frustrationer, som niveauforskelle kan aflede i spil – men også at de gennem dét at udføre en opgave sammen engagerer sig i det sociale rundt om spillet. Det kommer fx til udtryk i pauserne, hvor bl.a. Preben kan opleves talende og grinende i selskab med både medpatienter og personale.
Andre patienters mål kan bestå i at afvente tur, at rumme egne frustrationer, at inkludere patienter, der spiller på lavere niveauer og på konstruktiv vis sætte ord på, hvordan vi alle sammen bliver bedre. Herved kan man gennem en aktivitet, patienterne er glade for, træne sociale kompetencer, uden at det virker kunstigt eller fortænkt.
E-sport bliver en større og større del af mange, særligt unge mænds, dagligdag, og om det i fremtiden bliver et område, der på lige fod med fysisk aktivitet vil blive benyttet som led i behandling og social træning, er endnu uvist.
For os har det været et naturligt skridt at tage i vores behandling, hvor brugerinddragelse, rehabilitering og forberedelse til tilbagevenden til samfundet er helt essentielle områder.
Morten Trier Josefsen, er socialpædagog på afsnit R4 på Risskov og TR for Socialpædagogerne, og artiklen her er skrevet i samarbejde med to kolleger fra afdelingen, Lisbeth Uhrskov Sørensen og Rasmus Poulsen.