For ulækker til omsorg?
Flere studerende søges – til voksenhandicapområdet! Kan vi gøre noget for at arbejds- og praktik-feltet fremstår med mere appel? Ved de studerende for lidt om området – og har de for mange fordomme? På UCN har vi spurgt dem
På mange felter opleves det vanskeligt at rekruttere tilstrækkelig med arbejdskraft. Der kan være tale om regionale forskelle, eller at særlige professioner og uddannelser kan have flaskehalsproblemer. På voksenhandicapfeltet dækkes mange opgaver af vikarer – nogle uddannede, andre uuddannede – sådan som Socialpædagogen har belyst i flere artikler i foråret. På UCN har vi gennem et forsknings- og udviklingsprojekt forsøgt at kaste lys over de studerendes valg og fravalg i forhold til voksenhandicapområdet.
Området er et stort og væsentligt praktikfelt for pædagoguddannelsen. Alligevel opstår der hos studerende usikkerhed mht. at vælge specialiseringen i special- og socialpædagogik. Vælger man som studerende denne specialisering, er det ifølge motivationen, der opgives på ansøgningsskemaerne, ofte med interesse for fx børn og anbringelser – eller arbejdet med unge på kanten eller i socialt udsatte positioner.
I forbindelse med forberedelser til praktik på voksen-handi-cap-området, som rummer ca. tre fjerdedele af praktikpladserne i specialiseringen, kan studerende blive usikre på en række forhold vedr. fx personlig hygiejne, ligesom der undervejs kan være kommentarer, som kan forstås som usikkerhed på, hvori det pædagogiske arbejde består – og der forekommer udsagn som fx: ‘Der foregår ikke noget pædagogisk arbejde der’.
Forforståelser
Forskning viser, at der skal ganske meget til, for at vi møder mennesker med handicap uden forbehold. Dette ses bl.a. i undersøgelser foretaget af SFI (nu VIVE) – og det kan iagttages i international forskning. Vi ville gerne høre de studerendes forestillinger, og finde ud af hvad deres forforståelser af voksenområdet bygger på.
Et væsentligt punkt handler om en generel oplevelse af uvidenhed eller mangel på viden og deraf følgende usikkerhed.
Det kan hele UC-sektoren sikkert nikke genkendende til, idet man i en mindre afdækning i 2017 fik tydeliggjort, at handicapfeltet generelt er svagt dækket i både pædagog- og socialrådgiveruddannelsen. Det samme gør sig gældende på psykologistudiet, hvor handicapfeltet heller ikke opleves attraktivt og interesseskabende.
Og igen kan der gribes i ‘egen barm’: Der forskes stort set ikke i voksenhandicapområdet, når man bevæger sig væk fra det fysiske og det medicinske.
Er det pædagogik?
Vores studerende fortalte beredvilligt om deres forforståelse. Vi har en oplevelse af, at de studerende er ærlige, men er også bevidste om muligheden for, at de måske siger netop dét, vi gerne vil høre. Men der er mange udtryk og kropssproglige signaler, som understøtter overvejelser og til dels ubehag i forhold til kroppen som en del af arbejdet i voksenhandicapfeltet.
Der er også mange udsagn, der viser en usikkerhed på det rent faglige i form af usikkerhed på en professionsidentitet og -oplevelse, der til dels hænger sammen med motivation, viden, meningsskabelse i feltet i form af også at få øje på det pædagogiske.
Vi ser nogle mønstre, og vi har givet dem nogle overskrifter:
Et næsetrut forandrer alting – hvor det handler om at finde motivationen i relationen og i den faglighed, der understøtter en vanskelig relation. Vi ser, hvordan en enkelt oplevelse af et vellykket samspil med en glad respons resulterer i en følelse af eksistentiel glæde over netop at kunne glæde en anden. Det gav den studerende drivkraft, mening og energi – hvor den studerende ellers havde sukket over at komme i gruppen med 70+-årige.
For ulækker til omsorg – som rejser spørgsmål om, i hvilket omfang vi ubevidst styres af vores opfattelse af vira og bakterier, fækalier og opkast, og hvordan dette smitter af på vores måde at udøve omsorg på. Det er et tema, som kunne være spændende at udforske mere. Kan der være en generel berøringsangst, når unge også i forhold til egen krop gerne vil fremstå perfekte? Er det mønstre, som er under forandring i en kultur, hvor inddragelse af (særligt) nærsanser og kropslighed opleves som personligt grænseoverskridende af mange unge studerende?
Det personlige og det professionelle – to sider af samme sag – og et spørgsmål om faglighed. To udsagn fra studerende illustrerer dette: ‘Det vil være rigtig, rigtig svært for mig at tage ud og arbejde med voksne handicappede, for jeg har hørt, at det er rigtig meget pleje’ og ‘kommer du bare et sted for at – undskyld sproget – tørre røv. Det er jo ikke den forventning, som jeg personligt går ind med […] Kommer man også til at være lidt pædagogisk?’
Oversættelse ønskes
Generelt peger vores arbejde på behovet for en øget opmærksomhed på de studerendes personlige udvikling og engagement i det professionelle møde med mennesker inden for voksenhandicapområdet. De udtrykker behov for at koble teori og praksis tæt sammen, hvor de særligt fremhæver et ønske om at møde tekster, som ‘oversætter’ mere generelle teorier til eksempler, hvor også voksenhandicapområdet er repræsenteret.
Der er behov for, at vi som uddannelsessted diskuterer den pædagogiske kerneydelses indhold og forholdet mellem den studerendes personlige involvering og det teoretiske fundament, hvis bidrag bl.a. er at udfordre og perspektivere det pædagogiske arbejde, som det folder sig ud gennem professionelle personers hverdagshandlinger.
Vores arbejde kan ses i forlængelse af ph.d.-projektet ‘Anerkendelsesfravær og opmærksomhedskunst – en fænomenologisk undersøgelse af mødet mellem den voksne borger med intellektuel funk-tions-nedsættelse og den professionelle’ (Nørgaard, 2016). Det peger på, at en del pædagoger oplever sig mangelfuldt ‘klædt på’ og forberedt efter endt uddannelse, når det fx gælder mødet med voksne med intellektuel funktionsnedsættelse.
Det gælder dels kommunikation, etik og anerkendelse, dels kendskab til rettigheder, politikker og konventioner.
Men afhandlingen peger også på svagheder i den nuværende uddannelse: At pædagoguddannelsen, hvis den skal være med til at kvalificere det professionelle møde mellem den professionelle og borgerne med intellektuel funktionsnedsættelse, skal rumme kvaliteter, der er kendetegnet ved dannelse, ved humanistiske værdier, ved en kvalificeret og nuanceret etisk forholden sig og ved en integration af en etisk ‘knowhow’, der betyder, at den professionelle kan håndtere dilemmafyldte, komplekse og ofte ukendte situationer med integritet og med person- og situationssensitivitet.
Tænk praksis ind
Spørgsmålet i kølvandet på både det nuværende forsknings- og udviklingsprojekt og det tidligere ph.d-projekt er, om vi har muligheder for at lykkes, når fx den personlige udviklingsdimension og begrebet dannelse er skrevet ud af den nuværende uddannelsesbekendtgørelse.
Samtidig rejses et andet spørgsmål om, hvordan vi som uddannelsessted organiserer undervisningen, og hvilke undervisere, der dækker fagene. Modulisering og specialisering stiller krav om øget fokus på disse spørgsmål.
Både de studerende og vi peger på en god kontakt til praksis, og vi er heldigvis i den situation, at praksis har vist sig meget åbne og imødekommende i forhold til at indgå i et samarbejde. Praksis beriger os med cases, praksisfortællinger og dagbogsnotater, og de stiller også gerne op til fysisk at tage del i undervisningen. På den måde vil vores studerende erhverve sig erfaringer og førstehåndsoplevelser, der kan kvalificere deres valg af specialisering, så eventuelle fravalg ikke bygger på uvidenhed og fordomsfulde ‘skrækhistorier’. Så vil vi møde flere studerende, som siger: ‘Jeg var heldig at komme ud i feltet’.
Samtidig stiller det også krav til underviserne om, at de inddrager feltet i eksempler gennem hele uddannelsen og er opmærksomme på, at man uanset specialisering som pædagog vil møde mennesker, som – i kortere eller længere perioder – er udsat for barrierer for at kunne realisere alle sine potentialer.
På den måde kan voksenhandicapområdet sidestilles med demensområdet, ældreområdet og senhjerneskadeområdet.
Ja, overalt vil man som pædagog have brug for at inddrage både det professionelle og det personlige, både det kropslige og det kognitive og forskellige vidensaspekter – men altid med en etisk forholden sig. Det er store krav at stille til en uddannelse, men livsverdensbemestring er også en gennemgribende opgave! ν
Dennis Bergen, Uffe Vester Nielsen og Britta Nørgaard er lektorer og Nadia Langagergaard er adjunkt på UCN.