Tænketank skal holde på det grå guld, skriver Michael Madsen som overskrift på sin artikel, hvor han påpeger nødvendigheden af, at vi skal arbejde længere.
For 30 år siden så jeg et teaterstykke på Folketeatret i København, der hed ‘Skrotbunken’, og som handlede om samfundets dårlige behandling af pensionister. Også den gang var forholdene for dem under al kritik. Deres levevilkår blev i teaterstykket forsøgt sammenlignet med fangerne i fængslerne. Fangernes goder i fængslerne mod pensionisternes forhold.
Fangerne får hver dag god mad, gode badeforhold, lægehjælp døgnet rundt og daglige gåture – lidt indelukket, men udendørs. Fangernes levevilkår var bedre end det, samfundet tilbød pensionister efter et langt arbejdsliv.
Nu lyder det fra regeringen, og altså også fra min egen fagforening, Socialpædagogerne, at vi sagtens kan arbejde længere, og at det er logisk at hæve pensionsalderen fra 65 til 67 år. Så nu har Skrotbunken fået navneforandring til ‘Guldbunken’.
I 1980 skulle man ikke være mange dage over 50 år, før det var umuligt at få et job. Men nu, hvor der er mangel på erfarne arbejdere, så kan vi pensionister, der ikke bruger vor tid på frivilligt arbejde, godt bruges i stedet. De fleste af os over 60 år har arbejdet, lige fra vi kom ud af skolesystemet, og det vil statistisk set sige 50 år.
Men selvfølgelig kan staten da spare nogle kroner ved ikke at skulle betale pension, hvilket der om føje år heller ikke er råd til med alle de kroner, de mange afgåede politikere og ministre foruden folkepensionen skal have godt betalt for de år, de har klæbet sig til taburetterne i deres politiske arbejde inde i landets dyreste beskyttede boliger.
Prøv lige at lave lidt statistik på det. Godt nok nævner regeringen m.fl. en hel masse tal i forbindelse med at hæve pensionsalderen. Statistik har altid været godt at ty til, når der er noget, som statsmagtens regnedrenge vil overbevise os om er til gavn for samfundet – at alle aldersgrupper i befolkningen tager hænderne op af lommerne, for ellers mister vi vores velfærd.
En klog mand sagde for mange år siden, at statistik kan man fodre høns med, men den er ikke meget bevendt i forhold til befolkningens velfærd. For jo mere folk knokler, jo mere stjæler samfundet af både deres tid og lønforhøjelse. Og da især p.t. hvor ‘Skrotbunken’ bliver større og større.
Og hvis alle pensionister, der i dag arbejder som frivillige, skal ud på arbejdsmarkedet, så går vores velfærd hurtigt til grunde, for hvem skal så passe børnebørn og hjælpe til på skoler, plejehjem og i de mange genbrugsbutikker og sportsklubber?
Der er efterhånden ikke mange steder i landet, hvor der ikke arbejder frivillige, så det er måske dem, regeringen vil give en skærv for deres store indsats for velfærden? Nej da, hvor dumt? Pensionisterne får jo deres gode pension, som de har betalt deres skat til.
Det er trist, at en fagforening, der arbejder for de mest sårbare mennesker i vores samfund, hopper med på det private erhvervsliv og de blå partiers måde at berige sig på.