Teknologi giver et mere selvstændigt liv
Kommunikationsteknologi kan give unge med handicap nye udviklingsmuligheder, men det kræver kamp at få teknologi og ressourcer stillet til rådighed. Det viser et nyt forskningsprojekt fra DPU
Et fast blik på skærmen og mailboksen åbner sig. Ved at lade blikket falde skiftevis på bogstaverne i det digitale tastatur kan den tale- og bevægelseshandicappede bruger nu skrive og sende sin besked. Sådan virker en øjenstyret kommunikationscomputer. Den kan give fx unge med svær spasticitet uden forståeligt talesprog mulighed for at foretage telefonopkald, gå på nettet, sende mails og sms, styre lys, lyd og klima m.v.
I et nyt forskningsprojekt har forskere fra DPU undersøgt, hvordan unge med svær spasticitet benytter sig af kommunikationsteknologier. Undersøgelsen peger på, at kommunikationsteknologierne er en stor succes for de unge, fordi de styrker deres handlemuligheder og selvstændighed.
Men det til trods går det trægt med opbakningen til at få det fulde potentiale ud af mulighederne fra kommunens side.
Kræver pædagogisk indsigt
For det er ikke nok at få stillet teknologien til rådighed – de unge skal også lære at bruge den. Til det formål har de brug for at have professionelle mennesker omkring sig, som kan skabe gode rammer for samtalen, forklarer forskeren bag undersøgelsen, ph.d. Louise Bøttcher:
– Det handler ikke bare om at få bevilget en teknologi, men også om at understøtte brugen af den nye kommunikationsteknologi. Den skal sættes op og videreudvikles i takt med, at den unge kan kommunikere mere og mere avanceret.
Louise Bøttcher peger på, at socialpædagoger spiller en helt central rolle ved med deres indsigt og faglighed at kunne gribe den unge og se potentialet og støtte den unge i udviklingsprocessen:
– De professionelle skal kunne bruge deres forestillingsevne og viden om, hvad der kan lade sig gøre. De spiller en ekstrem vigtig rolle på bostederne. Hvis pædagogerne ikke ved nok om det, så bliver det ikke til noget.
Hun fortæller om en ung mand uden talesprog, som flyttede hjemmefra og fik en udviklingskrise, fordi personalet ikke kendte hans behov og lyde på samme måde, som hans forældre gjorde. Men hans kontaktpædagog så potentialet i, at han kunne blive kommunikerende og introducerede ham for kommunikationsteknologi.
– Hun så en udviklingskraft i hans udviklingskrise. Som fagperson havde hun en forestilling om, hvor han kunne komme hen. Hun havde erfaringen og evnen til at formidle til ham, at han kunne blive kommunikerende, så han på trods af nederlagene undervejs kunne udvikle sig hen mod større uafhængighed, siger Louise Bøttcher.
Om projekt SMECT
Forskningsprojektet SMECT – Social Mediations through Communication Tecnology – har fulgt otte unge mellem 15 og 25 år med svær spasticitet og uden et verbalt sprog. Læs mere på DPU’s hjemmeside
Oprustning og opbakning
Men potentialerne i kommunikationsteknologierne stiller krav til personalet: De skal have grundigt kendskab til alternativ og supplerende kommunikation, så man kan videreudvikle systemerne løbende, og det kræver en oprustning på området, mener Louise Bøttcher.
Hun oplever, at det er et meget blandet billede, der tegner sig ude på bostederne og peger på behovet for ledelsesmæssig opbakning til, at kommunikationsteknologiens muligheder tænkes ind i alle pædagogiske processer.
Ud over at vide, hvordan man fx lægger nye ord ind i systemet, ligger der også en pædagogisk opgave i at understøtte, at den unge udvikler de sociale færdigheder, som teknologien åbner døre for. Eksempelvis at blive arbejdsgiver i en BPA-ordning (Borgerstyret Personlig Assistance), som kan give borgerne en helt ny styring i deres eget liv.
– Kommunikationsteknologien er nødt til at gå hånd i hånd med, hvordan man bruger den i sociale rammer, understreger Louise Bøttcher og fortsætter:
– I Danmark har borgere med alvorlige handicap ret til at komme på en BPA-ordning, når de bliver voksne, men kun hvis de kan fungere som arbejdsgivere, og man kan kun fungere som arbejdsgiver, hvis man kan kommunikere. Så her afgør adgangen til relevant kommunikationsteknologi mulighederne for de unge i resten af deres liv.
Kunne selv klage
Louise Bøttcher fortæller om en af deltagerne i projektet, som havde lært at skrive ved hjælp af kommunikationscomputer. Den unge mand var utilfreds med den STU, som kommunen tilbød ham, fordi institutionen ikke havde forstand på undervisning i kommunikation af unge, der benytter alternative kommunikationsformer.
– Han ville have en mere relevant STU-ordning, men den var dyrere, så det ville kommunen ikke betale. Men i kraft af sin adgang til den relevante kommunikationsteknologi kunne han selv gå ind på kommunens Facebook-side og skrive sin oprigtige mening om sagsbehandlingen. Det betød, at sagen til sidst landede på kommunaldirektørens bord, og at han herefter fik bevilget det relevante tilbud, fortæller Louise Bøttcher.