Vi skal tage livskriser alvorligt

I dag kalder vi alt stress. Jeg vil hellere undersøge, hvad det er i folks livsalder, der tynger dem

Vibe Strøier Larsen, erhvervspsykolog

Fra overgang til krise

De fleste socialpædagoger, der ringer til Elisabeth Als, har brug for sparring til at komme videre ud ad karrierevejen. Men for andre lurer en decideret livskrise. 

– Grundreglen er, at vi ikke rådgiver om noget, vi ikke er kompetente til – så guider vi i stedet videre. Det kan fx være til en psykolog, fortæller Elisabeth Als.

Og her kommer psykologerne Vibe Strøier Larsen og Pia Ryom ind i billedet. Vibe Strøier Larsen er erhvervspsykolog med speciale i ledelses- og organisationsudvikling. Når en ny klient kommer til hende, er hun særligt optaget af, hvilke tanker klienten gør sig om det sted i livet, han eller hun befinder sig, og hvilke bekymringer der følger med den livsalder.

I slutningen af 30-års alderen oplever hun fx ofte, at folk higer efter nye udfordringer på jobbet i takt med, at deres børn er blevet lidt ældre. Når folk når 50’erne, har de brug for at føle, at de fortsat udvikler sig frem for at blive parkeret. 

– Samtidig skal man holde øje med udbrændthed, som kan være en konsekvens, når man – som socialpædagoger – har et arbejde, hvor man både skal være meget omsorgsfuld og samtidig sætte klare grænser for borgerne, siger hun og fortsætter:

– I dag kalder vi alt stress. Jeg vil hellere undersøge, hvad det er i folks livsalder, der tynger dem. Hvis man fx står som 50-årig på en arbejdsplads i konstant forandring, håndterer sårbare borgere og samtidig skal passe sine gamle forældre, kan belastningen være rigtig stor og vise sig som stress- og depressionssymptomer.

Har man været sygemeldt med fx stress, bør man for mig at se tale med sin AMR om, hvordan man godt kunne tænke sig at blive modtaget, når man kommer tilbage

Pia Ryom, ledende psykolog, Arbejdsmedicinsk Klinik, Aalborg Universitetshospital

Tal med din AMR

Vibe Strøier Larsen hjælper klienten med at nå frem til en erkendelse af den livsalder, vedkommende er i, de udfordringer, der følger med, og hvilke valg, han eller hun kan træffe for ikke at bliver syg af det. Desuden bør tillids- og arbejdsmiljørepræsentanten på arbejdspladsen træde til, tilføjer hun. Og det er Pia Ryom helt enig med hende i. 

Hun er ledende psykolog på Arbejdsmedicinsk Klinik ved Aalborg Universitetshospital og har haft mange socialpædagoger og socialpædagogiske arbejdspladser under kærlig behandling. 

For hende at se skal AMR tillægges langt større betydning og løfte en større opgave, når det handler om medarbejdernes psykiske ve og vel.

– Mange vender ikke problemerne med deres AMR. Men hvis man føler sig usikker som nyuddannet, er ved at blive skilt, eller snart skal pensioneres og er bange for at miste sin identitet som socialpædagog, så er det da mærkeligt, at man ikke går til sin AMR. Og har man været sygemeldt med fx stress, bør man for mig at se tale med sin AMR om, hvordan man godt kunne tænke sig at blive modtaget, når man kommer tilbage. Generelt har arbejdspladsen et ansvar for at hjælpe og rumme de ansattes livskriser, siger hun.

Pia Ryom oplever fx, hvordan nyuddannede kan blive ramt af realitetschok, når de kommer ud på arbejdsmarkedet. Hun ser, hvordan nybagte mødre bliver overvældet af forventningspresset, når den lille melder sin ankomst, og børnepasning og arbejde skal gå op i en højere enhed. Hun møder socialpædagoger i 50’erne, der på den ene side er værdsat for deres erfaring, men samtidig bliver mødt af en undertone af, om de nu også er fleksible nok og derfor bliver set som en belastning frem for en ressource. Og hun oplever socialpædagoger, der enten bliver fyret på randen af arbejdslivet eller går selv, men har svært ved at identificere sig med titlen som folkepensionist. 

– Det, jeg typisk møder, er stress, men også PTSD, depression og udbrændthed. Og så er der en stor gruppe af folk, der siger, at de er stressede, men snarere er i en livskrise. Det skal man også have respekt for, siger hun.

Vi bliver jo påvirket af det, der er i og omkring os. Derfor kan vi ikke levere lige meget hele livet og må strukturere arbejdet, så det passer til de krav, de forskellige livsfaser stiller

Pia Ryom, ledende psykolog, Arbejdsmedicinsk Klinik, Aalborg Universitetshospital

Du er ikke problemet

Det centrale for Pia Ryom er imidlertid ikke at fokusere på de enkelte socialpædagogers problemer, men at arbejdspladserne arbejder med at få et bæredygtigt arbejdsmiljø, der kan rumme livsovergangene – det vil sige et arbejdsmiljø, der kan rumme medarbejdere med op- og nedture, hvor alle udvikler sig, så de er mere værd, når de går, end da de kom, og hvor man gør, hvad man kan for at fastholde dem, fortæller hun. Har man ikke et bæredygtigt arbejdsmiljø, så er det, at en livskrise kan udvikle sig til stress og depression. 

Pia Ryom guider også sine klienter i, hvordan de fx finder modet på livet igen efter en stress-periode og bliver mere realistiske i forhold til, hvordan de vurderer og stiller mål op for sig selv. Men grundlæggende er det arbejdspladsens ansvar at kunne rumme medarbejdernes livskriser og -overgange frem for at gøre medarbejderen til problemet, mener hun. 

Et eksempel på, hvordan man konkret kan arbejde med livskriser er ved at tænke i seniorordninger, når man ved, at en medarbejder nærmer sig pensionsalderen. Eller det kan være at tage en snak med en medarbejder om, om nogen ser skævt til én, hvis man har mange ‘barns første sygedag’, når man kommer tilbage fra barsel. 

– Vi skal tage livskriser alvorligt, for vi ved, at de opstår. Vi bliver jo påvirket af det, der er i og omkring os. Derfor kan vi ikke levere lige meget hele livet og må strukturere arbejdet, så det passer til de krav, de forskellige livsfaser stiller, siger hun og fortsætter:

– Hvis vi gør det, kan en ny livsfase til gengæld føre til udvikling frem for belastning. For der er jo et kæmpe udviklingspotentiale i at få et andet og nyt livsperspektiv.