Flere børn anbringes mod forældrenes vilje

– Jeg spærrer øjnene op, når jeg ser statistikken, for der er tale om et bemærkelsesværdigt skred. Spørgsmålet er bare, hvad der ligger bag tendensen? Vi ved jo, at kommunerne generelt prøver at undgå anbringelser, så hvorfor anbringer de nu flere med tvang, spørger Socialpædagogernes næstformand, Verne Pedersen.

Det er der ikke en helt entydig forklaring på. Men det står fast, at kommunerne kun må gribe til tvang i de grelle sager, hvor der er ’åbenbar risiko for, at barnets sundhed eller udvikling vil lide alvorlig skade.’ Fx på grund af overgreb, misbrugsproblemer eller utilstrækkelig omsorg. Det står også fast, at afgørelsen ikke ligger hos sagsbehandleren, men derimod i kommunens børn og unge-udvalg, der består af en dommer, to politikere og to pædagogisk-psykologisk sagkyndige.

Jeg spærrer øjnene op, når jeg ser statistikken, for der er tale om et bemærkelsesværdigt skred. Spørgsmålet er bare, hvad der ligger bag tendensen?

Verne Pedersen, næstformand Socialpædagogerne

Bedre opsporing
På VIVE Social beskæftiger seniorforsker Anne-Dorthe Hestbæk sig særligt med anbragte børn, og hun hæfter sig også ved stigningen.

– Jeg kan ikke give en forklaring, men jeg kan godt komme med nogle hypoteser, siger hun.

Hun mener ikke, at stigningen skyldes, at flere børn er kommet i alvorlig mistrivsel, men det kan være, at kommunerne er blevet bedre til at opspore dem.

Den forklaring gør sig ifølge børne- og kulturdirektør Jørn Henriksen gældende i Esbjerg, hvor der i 2017 blev tvangsanbragt 59 børn mod 44 i 2012.

– Vi er blevet ekstremt opsporende efter sagen om den såkaldte Esbjerg-mand, der i 2011 blev dømt for en række seksuelle overgreb mod piger. Blandt meget andet inddrager vi i langt højere grad skoler og daginstitutioner i det opsporende arbejde, og mens vi tidligere fik 700 underretninger om året, får vi nu op mod 3.000, siger han.

På den baggrund mener Jørn Henriksen, at kommunen finder flere af de børn, der har behov for hjælp. At andelen af tvangsanbragte er steget siden 2012, forklarer han med, at kommunen er blevet bedre til at finde alternativer til anbringelser som fx massiv støtte i hjemmet – men at det som oftest kun er muligt i de sager, der tidligere typisk ville være endt med en frivillig anbringelse.

– Tvangsanbringelsessagerne er jo typisk de mest alvorlige sager, hvor det er sværere at finde alternativer til en anbringelse, siger han.

Tidskrævende forældresamarbejde
En anden af Anne-Dorthe Hestbæks hypoteser går på, at stigningen i antallet af tvangsanbringelser kan hænge sammen med, at kommunerne måske har et større pres på sagsbehandlerne eller investerer færre ressourcer i at få forældrene til at samarbejde – så sager, der tidligere ville være endt med en frivillig anbringelse, nu i stedet ender med tvang.

– Hvis sagsbehandlerne får et dårligere grundlag for at opnå det gode, men tidskrævende samarbejde med familierne, vil det sandsynligvis give sig udtryk i flere tvangsanbringelser, siger hun.

Den forklaring køber Alice Sørensen, der er formand for FBU Forældrelandsforeningen - en frivillig social forening for blandt andre forældre med anbragte børn.

– Jeg har været frivillig i foreningen i mere end 30 år, og jeg synes helt klart, at kommunernes sagsbehandling bliver dårligere og dårligere. Forældrene får for lidt hjælp til at få selvindsigt, og de får for sjældent en ordentlig forklaring på, hvorfor deres barn skal anbringes. Og når de ikke forstår det, er det klart, at de siger nej, siger Alice Sørensen, der mener, at det burde kræve en specialuddannelse at være rådgiver i børnesager.

Ændret praksis i Brønderslev
I Brønderslev Kommune gjorde tendensen med flere tvangsanbringelser sig gældende fra 2012 til 2016, hvor der var en stigning på 49 pct. Tendensen vendte i 2017, så der blev tvangsfjernet lidt færre børn, og ifølge formanden for kommunens børne- og skoleudvalg, Lone Birkmose Lex (V), hænger det sammen med en målrettet indsats.

– Tidligere havde socialrådgiverne så mange sager, at de ikke altid kunne opnå et godt og tillidsfuldt samarbejde med de udsatte familier. Og ofte kom vi for sent ind, så tingene gik i hårdknude og konflikt, og vi derfor var nødt til at gribe til en tvangsanbringelse frem for at motivere familien til en frivillig anbringelse. Men vi mener helt klart, at det er bedre for barnet, hvis der er tale om en frivillig anbringelse frem for en tvangsanbringelse, for så kan forældre og kommune i højere grad arbejde sammen, siger hun.

De sidste år har kommunen derfor ændret praksis med projekt ’Varige spor,’ der blandt andet handler om tidlig indsats og flere socialrådgivere.

– Og jeg er sikker på, at det kommer til at slå igennem i statistikken over kommunens tvangsanbringelser. I hvert fald fra 2019, siger Lone Birkmose Lex.

Mulig mentalitetsændring
Anne-Dorthe Hestbæks sidste hypotese handler om, at der kan være sket en mentalitetsændring, så det er blevet mere accepteret at gribe til tvang.

Det kan meget vel være tilfældet, vurderer centerchef Charlotte Jensen fra Odense Kommune – forstået på den måde, at man nu griber hurtigere ind ved mistanke om vold eller overgreb.

– Tidligere brugte man nok for lang tid på at prøve at få forældrene til at acceptere en frivillig anbringelse. Nu er vi hurtigere til at sige: Hvis I ikke giver jeres samtykke til en anbringelse, må vi lægge den op til børn og unge-udvalget. Som følge af sager som Tøndersagen og Brønderslevsagen er der sket et paradigmeskifte, så beskyttelse af barnet og barnets tarv vægter højere end hensynet til forældrene eller økonomien, siger hun.

Oplever hårdere retorik
I Socialpædagogerne håber næstformand Verne Pedersen ikke, at tvang er blevet mere acceptabelt. Men hun kan godt være bekymret for, at det er tilfældet.

– Generelt oplever vi i disse år en hårdere retorik overfor udsatte mennesker, så der fx tales om tvangsadoptioner og tvangsbehandling, siger hun.

Verne Pedersen vil gerne have samarbejdet med de biologiske forældre i højsædet, så de i langt højere grad tilbydes støtte og opbakning, mens deres barn er anbragt.

– Det er vigtigt, at forældrene samarbejder og dermed bakker op om, at anbringelsen er til barnets bedste. Ellers går det ud over barnet, der får sværere ved at falde til ro og udvikle sig. Hvis forældrene ikke kan samarbejde om anbringelsen, kommer barnet ofte i en loyalitetskonflikt - og den eneste måde, det kan vise loyalitet overfor dets forældre, er næsten ved at lade være med at knytte sig til de voksne på anbringelsesstedet, siger hun.

Som et konkret forslag til forbedring peger Verne Pedersen på Servicelovens paragraf 52, der allerede nu giver kommunerne pligt til at tilbyde forældre med anbragte børn en støtteperson.

– Men det sker alt, alt for sjældent – og det skal vi have lavet om på.