En ikke helt almindelig dag på kredskontoret
For første gang indbød Socialpædagogerne Lillebælt den 24. september medlemmer og ikke-medlemmer til fagfestival. En dag fuld af humor, mangfoldighed, faglige indspark - og inspiration til at tænke i nye jobmuligheder
Socialpædagogerne Lillebælt satsede stort med det sidste af en række initiativer under projekt Socialpædagogerne i fremtiden’. På en daglang fagfestival placeret som optakt til generalforsamlingen den 24. september serverede kredsen smagsprøver på det socialpædagogiske fagområde.
Formålet var at give deltagerne appetit på de forskellige aspekter af faget og levere ny inspiration til det daglige arbejde eller til et eventuelt jobskifte – måske til en af de nye jobarenaer, hvor der også har vist sig at være brug for socialpædagoger.
– Det var inspirerende og spændende at blive præsenteret for de forskellige fagområder, selv om oplægget fra jobcenteret var lidt provokerende, lød det fra en af de fremmødte deltagere. Jobcentrene er netop en af de nye jobarenaer for socialpædagoger, og en del medlemmer af Socialpædagogerne Lillebælt arbejder allerede på området.
På fagfestivalen fortalte Morten Bundgaard Fredsted, afsnitsleder i Jobcenter Vejle, om de særlige udfordringer i arbejdet som mentor for udsatte unge, der står uden for arbejdsmarkedet. Et område, hvor man ikke altid kan bruge de sædvanlige værktøjer for at motivere de unge, men er nødt til at skubbe ekstra på og indimellem sige: ’Du skal!.
Standupper med ADHD
I det store telt uden for kredskontoret i Odense var der livlig trafik mellem standene, hvor forskellige arbejdspladser og fagområder – samt pædagoguddannelsen, fagforeningen og A-kassen – præsenterede sig selv.
Der blev netværket mellem venner og kolleger, og der blev lyttet til de oplæg og indslag, der med mellemrum brød den summende snak fra scenen midt i teltet eller i kredskontorets store mødelokale.
De blev leveret af folk med fingeren på den socialpædagogiske puls, der både kunne fortælle om de særlige udfordringer og om succeshistorierne deres område. Og af Anders Stjernholm – standupper, journalist, stedfortræder i Folketinget Alternativet) - og efter eget udsagn i besiddelse af en ADHD-diagnose, som var konferencier dagen og selv leverede stand-up-show med masser af bid.
– Genialt, at der også var komik og standup inde over, konkluderede en af deltagerne.
Det er første gang, Socialpædagogerne Lillebælt har afholdt en fagfestival.
De optrådte også på fagfestivalen
- Tommy Nesgaard, centerleder på De 2 Gårde i Vejle, berettede om deltagelse i Socialstyrelsens pilotprojekt om nedbringelse af vold og magtanvendelse på jobbet. Via et vedholdende og metodisk arbejde er det på botilbuddet for udviklingshæmmede lykkedes at bringe magtanvendelsen ned til et minimum, og det ambitiøse mål er, at den skal gå i nul i 2019.
- Søren Carlos Rasmussen fra Carlos Kitsch’en i Svendborg fortalte, hvordan det er at drive en socialøkonomisk virksomhed, hvor man kun kan få job, hvis man har en plettet straffeattest. Via fælles ansvar for driften af caféen er det lykkedes at få mange tidligere kriminelle og kriminalitetstruede videre i uddannelse eller andet job.
- Ole Sørensen, kendt som rebellen fra Langeland og leder af øens voksenpsykiatri, rettede en bredside mod paragrafrytteri, bureaukrati og dokumentationskrav. Hans fokus var blik for det enkelte menneske og paratheden til at yde den nødvendige hjælp efter behov og i en fart. Med lidt faglighed og lidt menneskelighed når vi langt, lød det fra rebellen.