icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Lillebælt-1.jpg
GF Lillebælt

Kredsformand: Byrådsmedlemmer bør sige fra

Det fortsatte pres på de socialpædagogiske arbejdspladser, OK18 - og nytænkning omkring tillidsrepræsentanternes arbejde var blandt de vigtigste emner på Kreds Lillebælts generalforsamling

– Kommunerne er trods store opsparede midler presset ud i hovsa-besparelser, som mange steder presser de kommunale arbejdspladser til yderligere reduktioner i forhold til de enkelte borgere – børn, unge, ældre og socialt udsatte, sagde kredsformand Hanne Ellegaard i sin status over det forløbne år på Kreds Lillebælts generalforsamling 24. september.

Budskabet var klart - grænsen er nået:

– Ligesom ved OK 18 må vi sige, at nu er det nok. Det er utroligt, at så mange medlemmer af vores byråd ikke siger fra, tilføjede Hanne Ellegaard og fremhævede, at fagforening, tillidsrepræsentanter og MED-medlemmer vedvarende forsøger at gøre politikerne opmærksom på det specialiserede socialområdes særlige udfordringer og behov.

Det er utroligt, at så mange medlemmer af vores byråd ikke siger fra overfor de mange hovsa-besparelser, vi oplever på vores område, lød det fra kredsformand Hanne Ellegaard
Det er utroligt, at så mange medlemmer af vores byråd ikke siger fra overfor de mange hovsa-besparelser, vi oplever på vores område, lød det fra kredsformand Hanne Ellegaard

Vellykket overenskomstfornyelse
I forhold til OK 18 glædede kredsformanden sig over sammenholdet i fagbevægelsen, der førte til et resultat, som 93,4 pct. af medlemmerne kunne sige ja til. Hun glædede sig også over en stemmeprocent i Kreds Lillebælt på 54, et stykke over landsgennemsnittet.

Der var særlig ros til samarbejdet med tillidsrepræsentanter og ledelse på de arbejdspladser i hhv. Region Syddanmark og Vejle Kommune, der var udtaget til konflikt, men som til alles store lettelse slap, da der blev indgået forlig. Hanne Ellegaard understregede, at de pågældende arbejdspladser var peget ud på baggrund af deres stærke fagpolitiske og faglige fundering:

– Det var et gennemtænkt og bevidst valgt, der gav os sikkerhed for, at vi - uanset om konflikten skulle bryde ud eller ej – og også efterfølgende kunne bevare en god dialog med hhv. regionen og kommunen og bygge videre på en fælles forståelse af vigtigheden af at satse på fagligt uddannet personale på vores arbejdspladser.

Under den efterfølgende debat fortalte hun, at kredsen nu har aftalt med Vejle Kommune og Region Syddanmark at se på, hvor mange fuldtids- og deltidsansatte, der er på arbejdspladserne, og hvor meget faglært personale, der bør være.

Ny TR-strategi i støbeskeen
Hanne Ellegaard fortalte også om en temadag 6. december for kredsens 161 tillidsrepræsentanter. Den skal på baggrund af tillidsrepræsentanternes erfaringer og ønsker fungere som et skridt på vejen mod en ny strategi for kredsens TR-arbejde og nytænkning af arbejdsfordelingen mellem tillidsrepræsentanter, kredskontor og bestyrelse.

Processen gik i gang efter evaluering af en tilsvarende temadag sidste år, hvor også ledere og arbejdsmiljørepræsentanter deltog. Ledersektionens formand Holger Torp tilbød derfor også ledernes medvirken på dette års temadag og håbede på at få en invitation.

Kredsformanden understregede dog, at temadagen – skønt nytænkning af TR-politikken på sigt også vil berøre ledergruppen – er forbeholdt tillidsrepræsentanterne.

Jeg kan jo se, at medlemstallet falder lidt. Og medlemstallet er ikke alene vigtigt for vores økonomi, men også for vores repræsentative indflydelse

Kaj Skov Frederiksen, tidligere forbundskasserer

Hvad sker der med medlemstallet?
Hanne Ellegaard kom omkring de gentagne medlemsundersøgelser, som kredsen lader sig inspirere af i bestræbelserne på at leve op til medlemmernes forventninger.

Det fik tidligere forbundskasserer Kaj Skov Frederiksen til at efterlyse nogle klarere konklusioner:

– Hvorfor er der medlemmer, der forlader os, og hvorfor er der nogle, der ikke melder sig ind? Jeg kan jo se, at medlemstallet falder lidt. Og medlemstallet er ikke alene vigtigt for vores økonomi, men også for vores repræsentative indflydelse, sagde han.

Hanne Ellegaard forsikrede, at kredsen har meget fokus på medlemshvervning og fastholdelse, blandt andet gennem hyppige arbejdspladsbesøg. Desuden har kredsen i en periode frikøbt to tillidsrepræsentanter til at ringe til ansatte på området, der ikke er medlemmer.

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Generalforsamling, Kredse