Her er langt de fleste frivillige

’Prøv engang at se på dit barn. Han kigger væk nu. Vi kan slet ikke få øjenkontakt med ham. Kan du se, hvordan han ligesom trækker sig ind i sig selv? Det er dét, der bekymrer mig.’

Sådan kan det eksempelvis lyde, når en socialrådgiver fra Vejen Kommune forklarer en mor, hvorfor kommunen er alvorligt bekymret for hendes barns trivsel.

– Vi gør os umage med at være så præcise og konkrete som muligt. Og hele tiden afstemme: Hvad er det, I hører os sige? Og hvad er det, vi rent faktisk siger?, fortæller Lene Willumsen, der er leder af børn- og ungeenheden i Vejen Kommune.

Når man kigger i anbringelsesstatistikken fra Danmarks Statistik, er Vejen en af de kommuner, der skiller sig ud, fordi kommunen har forholdsvis få tvangsanbringelser. På landsplan sker 19 pct. af alle anbringelser mod forældrenes vilje – i Vejen er det 12 pct. (se faktaboks på side 13).

– Det er rigtig svært at give en forklaring på, hvorfor det er sådan. Men vi har ligget lavt på tvangsanbringelser i mange år, og en af nøglerne er i hvert fald kommunikation. Kommunikation, relation og proces, proces, proces, siger Lene Willumsen.

Forståelse og accept
I hendes øjne er det meget bedre, hvis et barn kan anbringes med forældrenes samtykke end uden.

– Det er dræbende for et barns udvikling, hvis det fx bor i en plejefamilie og kommer hjem til en mor, der igen og igen siger: ’Når nu mor har haft møde med kommunen i næste måned, så kommer du hjem og bo igen’, selv om barnet i realiteten kommer til at bo mange år i plejefamilien. Så er det meget bedre for barnet, hvis forældrene kan nå til et punkt, hvor de accepterer og bakker op om anbringelsen, siger hun.

Og hvis det skal ske, er det vigtigt, at forældrene forstår, hvorfor det er nødvendigt at anbringe barnet.

– Selvfølgelig sker det engang i mellem, at vi ikke kan vente på, at forældrene opnår den forståelse, og hvor vi er nødt til at handle meget hurtigt. Men når der har været en længere proces, hvor vi har været meget åbne og transparente overfor forældrene, er det min erfaring, at det oftest lykkes med en frivillig anbringelse, siger hun.

Det er vigtigt, at vi ikke giver op, men fortsætter med at arbejde med forældrene. For vi får flest børn i trivsel, når anbringelsen foregår i samarbejde

Lone Marcussen, centerchef i Børne- og ungerådgivningen i Ballerup Kommune

Få tvangsanbringelser
Kommunikation og kontakt er også nøgleord i Hedensted Kommune, hvor man er helt nede på otte pct. tvangsanbringelser – og 92 pct. frivillige.
Som leder af Kompetencegruppen Børn og Familielægger Charlotte Rottbøll Lauridsen vægt på det opsøgende arbejde, hvor kommunen tidligt kommer i kontakt med sårbare familier.

– Vores familiekonsulenter, der for det meste er socialpædagoger, begynder ofte at komme i familierne, før problemerne har vokset sig rigtig store. Og når de får opbygget en god relation, kan det både betyde, at vi får forebygget nogle anbringelser – og at de anbringelser, vi alligevel ender med at foretage, bliver frivillige. Fordi vi undervejs i forløbet får skabt en god kontakt, siger hun.

Brian Vilsgaard er leder af Familiecentret, som familiekonsulenterne er tilknyttet. Han fortæller, at familiekonsulenternes arbejde kan være meget konkret og praktisk pædagogisk.

– Vi er ikke hjemmehjælpere eller rengøringsassistenter, men vi kan altså godt tage gummihandskerne på og hjælpe med at få taget en kæmpe opvask, få smidt madresterne ud - eller tage en stor sort affaldssæk sammen med mor og rydde op på et barneværelse, der er så rodet, at der ikke er plads til barnet. Samtidig med at vi så også opbygger en god relation, siger han.

Forælder på deltid
Charlotte Rottbøll Lauridsen og Brian Vilsgaard lægger begge stor vægt på forældreinddragelsen.

– Forældrene skal ikke føle, at barnet bliver revet ud af hænderne på dem. De skal føle, at de stadig er forældre, og selv om barnet er anbragt, kan de fx tage med barnet til frisøren, købe vinterfrakken eller deltage i skolehjemsamtaler eller samtaler med sundhedsplejersken, siger Charlotte Rottbøll Lauridsen.

Brian Vilsgaard forklarer, at alle i Familiecentret kender og bruger begrebet ’deltidsforældre’ – altså forældre, der ikke har deres barn hjemme på fuld tid.

– Og det er megavigtigt at tale med forældrene om, at det kan være meget bedre at være en deltidsforælder, der har en rigtig god relation til sit barn to timer om ugen end en forælder, der har sit barn 24/7 – og hvor det hele så går op i konflikter, siger han.

Præcis hvordan, forældrene kan være deltidsforældre, svinger fra familie til familie.

– Men med mindre vi er ude i ekstremerne, hvor forældrene er så psykisk syge, at barnet er i livsfare ved at være sammen med dem, så kan alle være forældre. På den ene eller den anden måde, siger Brian Vilsgaard.

Fra tvang til frivillighed
Ligesom i Hedensted er 92 pct. af anbringelserne i Ballerup Kommune frivillige. Også her hænger den høje frivillighedsprocent sammen med god kommunikation og anerkendelse af de biologiske forældre - ligesom kommunen gør en stor indsats for, at tvangsanbringelser med tid ændres til frivillige anbringelser, forklarer centerchef i Børne- og ungerådgivningen Lone Marcussen.

– Vi gør meget ud af at synliggøre, at vi altså ikke har taget barnet fra forældrene. Og vi strækker os langt for at etablere meget samvær i begyndelsen af anbringelsen, siger hun.

Som et konkret, anonymiseret eksempel nævner hun 5-årige ’Johanna’, hvis forældre var voldelige overfor hinanden og begge havde et stort alkoholmisbrug. Forældrene modsatte sig anbringelsen i en plejefamilie og truede med at tage sagen i egen hånd.

– Vi var alvorligt bekymrede for, at de ville kidnappe Johanna. Vi valgte derfor en plejefamilie langt fra Ballerup – og forældrene fik ikke adressen. De var meget vrede og truende, men alligevel prioriterede vi, at der allerede efter den første uge skulle være samvær, fortæller Lone Marcussen.

Jeg har to mødre
Samværet fandt sted på neutral grund i et samværshus, hvor Johanna kom sammen med sin plejemor, og hvor samværskonsulenter hjalp med at gøre det til en god oplevelse. Plejemor fik supervision og gjorde fra start af meget ud af, at titulere Johannas mor som mor, mens hun selv var ’mor Gitte’. Endvidere ringede enten plejemor eller plejefar troligt en gang om ugen til Johannas forældre og fortalte, hvordan det gik – også selv om forældrene i begyndelsen truede og smed røret på.

– Og den indsats førte til, at forældrene efter et år valgte at acceptere anbringelsen. Som de sagde: ’Vi kan godt se, at Johanna har det godt i plejefamilien.’ I dag er der et rigtig godt samarbejde, og Johanna formulerer selv, at hun ’har to mødre’.

For Lone Marcussen er pointen med eksemplet, at tvang nogle gange er nødvendigt, men at det ikke behøver slutte med tvang.

– Og det er vigtigt, at vi ikke giver op, men fortsætter med at arbejde med forældrene. For vi får flest børn i trivsel, når anbringelsen foregår i samarbejde.