Kriminaliteten har en årsag

’Når jeg er sammen med min far, ender det galt. Især, når vi har fået noget at drikke. Så siger det klask, klask, klask, fordi jeg er blevet banket, siden jeg var lille af min far.’
Sådan fortæller en af de domfældte udviklingshæmmede, der er blevet interviewet til rapporten ’Domfældte udviklingshæmmede – Data og fortællinger’, som Specialområde Udviklingshæmning og ADHD (SUA) i Region Midtjylland for nylig har udgivet.
Og eksemplet er langt fra enestående.
– Det typiske billede er, at borgerne er vokset op under voldsomt belastende forhold, hvor de har været udsat for omsorgssvigt, vold, overgreb og alle de omskifteligheder, der følger med, når man er barn i en ressourcesvag familie, fortæller pædagogisk konsulent og VISO-specialist Anders Gimbel, der står bag rapporten.
På baggrund af sagsakter og interviews har han kortlagt 37 domfældte udviklingshæmmedes opvækstforhold og liv forud for den første dom. Formålet var at identificere potentielle risikofaktorer i forhold til at udløse kriminel adfærd blandt mennesker med udviklingshæmning.

Og konklusionen lyder, at der ikke er meget, der adskiller en domfældt udviklingshæmmet fra en normalbegavet kriminel.
– De belastninger, borgerne i undersøgelsen har været udsat for under opvæksten, er grundlæggende de samme, som udløser kriminalitet hos unge på normalområdet, siger Anders Gimbel.

De belastninger, borgerne i undersøgelsen har været udsat for under opvæksten, er grundlæggende de samme, som udløser kriminalitet hos unge på normalområdet

Anders Gimbel, pædagogisk konsulent, SUA, og VISO-specialist

Ustabil opvækst
Langt størstedelen af de domfældte er opvokset i meget udsatte familier med misbrug og/eller psykisk syge forældre. Mange har mistet den ene forælder tidligt - og mange har været igennem problematiske anbringelsesforløb.

Eller som det konkret udtrykkes af en af de domfældte i rapporten:
’Det har altid været et stort kaos, siden jeg var lille’.

Anders Gimbel er selv blevet overrasket over den ustabilitet, de domfældte har levet i. Et typisk forløb er, at borgerne med eller uden forældrenes accept er blevet fjernet fra barndomshjemmet, og at de offentlige indsatser, der efterfølgende er sat i værk, har været præget af manglende tryghed og stabilitet på grund af mange skift i bo- og skoletilbud.

Et par af de interviewede fortæller, at de aldrig har prøvet at indgå i fælleskaber, fordi de hele tiden er flyttet rundt og derfor ikke har haft en chance for at få venner og bekendte. Andre er i en tidlig alder blevet en del af fælleskaber, der var præget af misbrug, indbyrdes vold og kriminalitet.
I rapporten beskriver en af de domfældte det sådan her:
’Jeg blev mobbet rigtig meget af mine tidligere kammerater, slået og sparket, pisset på. Jeg hadede det hver eneste dag’.

En anden fortæller:
’Jeg var jo på kommunen, og de sagde jo, at jeg skulle ud på et eller andet sted, hvor de lavede paller. Der er alle de der sociale tabere jo ude. (…) Der var nogen at snakke med, og vi tog nogen stoffer. Og så gik helt galt. Jeg fandt de forkerte, så begyndte jeg at hænge meget ud med dem og begyndte at lave meget kriminalitet’.

Jeg blev mobbet rigtig meget af mine tidligere kammerater, slået og sparket, pisset på. Jeg hadede det hver eneste dag.

Domfældt udviklingshæmmet

Brug for forebyggelse
Den kriminalitet, borgerne er dømt for, er typisk begået i overgangen til voksenlivet - og Anders Gimbel konkluderer, at det lige som i resten af befolkningen primært er sociale faktorer, der giver risiko for kriminel adfærd hos borgere med udviklings-hæmning.

– Men på grund af disse borgeres kognitive handicap er de endnu mere udfordrede end andre udsatte grupper. Det handler om, at deres repertoire i forhold til at forklare verden for sig selv, tænke sig andre steder hen og finde alternative handlestrategier, er stærkt begrænsede, siger han.
I rapporten sætter nogle af de domfældte selv ord på, hvad de er blevet dømt for. Den ene siger:
’Det var væbnet røveri, som jeg valgte at tage skylden for, for en anden. Det var aftalt spil’.
En anden fortæller:
’Grov vold og afpresning mod en kammerat, der kom fra det samme miljø. Han skyldte de store drenge penge, og så fik jeg at vide, at enten gør du noget ved det, eller også gør vi noget ved dig’.
Anders Gimbel mener, at der kan gøres mere for at forebygge kriminalitet blandt mennesker med udviklingshæmning. Først og fremmest skal forebyggelsen læne sig op af de samme tiltag, der også gør sig gældende for kriminalitetsforebyggelse generelt. Derudover slår han bl.a. til lyd for, at kommunerne bør have større fokus på børn med udviklingshæmning i udsatte familier, så de fra start kan få solide og stabile tilbud.

– I mange tilfælde kender kommunerne i forvejen de her familier, og der er brug for øget opmærksomhed på at bruge de nødvendige ressourcer på et tidligt tidspunkt i børnenes liv, så vi kan give dem den rigtige støtte, de rigtige botilbud eller den rigtige plejefamilie og i højere grad arbejde med de lange perspektiver.

 
Det har altid været et stort kaos, siden jeg var lille.

Domfældt udviklingshæmmet

Bedre skoletilbud
Selv om Anders Gimbel understreger, at han ikke er ekspert i skoletilbud, mener han også, at det er et område, der skal fokuseres mere på.  

– I skoleregi skal man i højere grad være opmærksom på, at der tale om en meget udsat gruppe. Alle dem, jeg har talt med i forbindelse med min undersøgelse, har været udsat for mobning i skolen. Så måske bør man se på, om de skoletilbud, børnene bliver henvist til, er ordentligt klædt på til opgaven og har tilstrækkelige ressourcer.

Derudover peger han også på, at der er behov for at se nærmere på, hvad det er for en type efterværn, unge i egen bolig bliver tilbudt, når de fylder 18.  

– I undersøgelsen har flertallet af dem, som boede alene, kun i meget begrænset omfang fået støtte i egen bolig. Dilemmaet er her, at de kan vælge sige nej tak, og det har de i flere tilfælde gjort, fordi de gerne ville klare sig selv. Det har de så ikke kunnet, og der ligger derfor en pædagogisk opgave i at tilbyde borgerne en støtte, som de selv finder relevant, siger Anders Gimbel.
I forhold til forebyggelse af vold viser undersøgelsen, at de domfældte udviklingshæmmede skiller sig ud ved i langt højere grad at begå vold mod mennesker, de kendte i forvejen. Mens voldsdømte inden for normalområdet i 40 pct. af sagerne begår volden mod personer, de kender i forvejen, gælder det for mere end 90 pct. af sagerne i undersøgelsen.
– Det får mig til at tænke, at hovedparten af udviklingshæmmede borgeres voldskriminalitet ikke er tilfældig eller hæmningsløs. Det er nok højere grad er funderet i nogle aktuelle forhold, borgeren ikke har kunnet løse eller undslippe på andre måder end ved at gribe til vold. De går ikke bare ned ad gaden og slår en tilfældig forbipasserende ned.