Psykolog: Hjælp kollegaer ved at debriefe
Der skal være plads til at reagere forskelligt på en voldsom episode på arbejdet, men det er en god idé at holde en fælles debriefing med fx en krisepsykolog. Det hjælper nemlig også kollegaerne
En normal reaktion på vold eller trusler om vold kan afhænge af, om man har følt sig magtesløs i situationen, hvor man var udsat for vold eller blev truet. En på papiret mindre voldsom oplevelse kan føre til en voldsom krisereaktion, hvis episoden fx bliver bagatelliseret af kollegaer eller ledelse – eller hvis man har ført sig alene under oplevelsen.
Omvendt kan det også forekomme, at voldsomme episoder ikke opleves som en stor psykisk belastning, fordi medarbejderne føler, de havde et handlerum i den givne situation.
Sådan lyder det fra psykolog og specialist i krisepsykologi Michael Bruun. Han har mange års erfaring med psykologisk krisehjælp til ansatte i fx psykiatrien, og han understreger vigtigheden af, at alle, som er involveret i en voldsom episode, kommer til en debriefing.
– Man har som kollega et ansvar for at give rum til alles reaktioner. Ellers kan man nemt komme til at føle sig meget forkert, hvis man sidder som en af de eneste i kollegagruppen, der synes, at oplevelsen var voldsom. Og nogle gange viser det sig faktisk, at det er dem, som i første omgang afviste at have behov for en psykolog, der har mest behov for at tale om det, siger han.
Michael Bruun anbefaler derfor, at der er helt faste procedurer for, hvad der sker efter en utilsigtet hændelse – uanset hvor voldsom den var.
Efter overfaldet...
Hvordan kommer man som medarbejder og arbejdsplads videre efter en borgers voldelige eller krænkende opførsel? Vi har spurgt en krisepsykolog, en leder, en tillidsrepræsentant – og hende, der stod lige ved siden af, da overfaldet skete
Læs artikler om samme emne:
- Vidne til overfald: Jeg måtte forlade min kollega
- TR: Vi kommer videre - men vi glemmer det aldrig
- Leder: Du kommer ikke igennem det alene
Man skal ikke bagatellisere vold
Michael Bruun oplever også, at nogle socialpædagoger kan have tendens til at bagatellisere vold og sige, at det er en del af arbejdet. Men grænsen for, hvad man skal acceptere, skal man være meget opmærksom på - ikke mindst hvis den rykker sig. Så kan man gå i en krisepræget tilstand konstant og komme til at skubbe følelserne væk, forklarer han og tilføjer, at socialpædagoger er særligt udsatte.
– De stiller store krav til sig selv. Jeg oplever, at de tænker, at de burde have forudset og forebygget volden, fordi de netop kender borgerne så godt. Og mange kan føle, at de ikke slog til og derfor bebrejde sig selv. Men her er det vigtigt at slå fast, at det er en urealistisk forventning at have, at man altid skulle kunne regne ud, hvad der sker i andre menneskers hoved, siger psykologen.
Reaktioner hos den enkelte på vold eller trusler – eller reaktionen på at være vidne til vold eller trusler - kan være meget forskellig. Og ydre faktorer som arbejdsmiljøet og ledelsens opbakning spiller en stor rolle.
– Man kommer sig over en krise, det gør de fleste. Men det afhænger selvfølgelig af, hvad man har haft af oplevelser tidligere, og hvordan ens liv i forvejen ser ud. Er man lige blevet skilt, har der været dødsfald i familien osv. Og arbejdsmiljøet spiller en vigtig rolle. Er der ingen opbakning fra ledelsen og dårlige normeringer, så kan det sidde længe i kroppen, siger Michael Bruun.
Tre tips fra krisepsykologen:
1. Lav en helt fast plan for, hvad der skal ske på arbejdspladsen efter en utilsigtet hændelse – uanset graden af voldsomhed. Psykologisk krisehjælp eller debriefing relativt hurtigt efter hændelsen er obligatorisk for alle relevante på afdelingen.
2. Hold kontakten. Aftal, hvem der ringer til den medarbejder, der har været udsat for vold. Vær åbne og reflekter sammen over, hvad der skete. Det er ikke nok at sige ’sig til, hvis jeg kan gøre noget’. For offeret kan ofte ikke sætte ord på, hvad han eller hun har brug for.
3. Se de helende ressourcer. Ønsker medarbejderen at komme tilbage til arbejdspladsen, skal der lægges en plan for, hvordan en optrapning i timer kan ske, og hvordan kollegaerne og ledelse kan støtte den pågældende kollega og skabe en tryg atmosfære.
Sådan er en normal krisereaktion
Umiddelbart efter den konkrete oplevelse er
man ofte følelsesmæssigt bedøvet. Men efter nogle timer – og meget ofte når man kommer hjem – så kommer reaktionen oftest, og den kan vare op til et par uger. Typiske reaktioner kan være:
Øget følsomhed
Du har følelserne uden på tøjet. Høje pludselige lyde kan skræmme dig, og en voldsom film i fjernsynet påvirker dig mere end normalt. Er tingene ikke, som de plejer, bliver du nemmere hylet ud af den.
Mere utryg
Du er sårbar og utryg i dagene efter hændelsen.
Søvnproblemer
Mange oplever søvnproblemer, fordi kroppen stadig er i alarmberedskab. Kan du ikke sove, så stå op og gør noget andet – læs lokalavisen eller spil computerspil, så hjernen koncentrerer sig om noget andet – og du
skaber en følelse af kontrol over dine tanker.
Fysiske reaktioner
Mange oplever træthed i dagene efter, og måske forsvinder appetitten. Det er fordi, kroppen har brugt mange ressourcer på at
bearbejde hændelsen.
Hjernens batteri opbrugt
Hukommelsesproblemer og koncentrationsbesvær. Hjernen bruger al energi på at bearbejde det, som skete, og følelserne omkring det. Derfor slukker den for alt andet.
Kilde:
Psykolog Michael Bruun