Vi skal have modet til at dele vores ideer

12.52: 36-årige Dorthe Platz er ikke i tvivl. Der skal ske noget med fagforeningen, så den bliver mere synlig i hendes hverdag.

– Jeg kan godt selv have en automatopfattelse af, at fagforeningen er noget, man først bruger, når arbejdslivet går skævt - når man er blevet langtidssyg eller i fare for at blive fyret. Til hverdag arbejder jeg med børn og unge med autisme og har ikke selv de store problemer i mit arbejdsliv. Så hvor kommer Socialpædagogerne ind i billedet, når tingene egentlig kører meget godt? De tanker håber jeg, forbundet og de øvrige medlemmer vil lytte til i dag.

Hun har netop fundet en plads på næstbagerste række i kongressalen på Nyborg Strand, der på kongressens anden dag summer ekstra meget af liv. Hun er en ud af de 100 særligt inviterede medlemmer, der er mødt op for at lægge grundstenene til det, forbundsformand Benny Andersen dagen forinden beskrev som ’en ny måde at tænke fagforening på’.

Og tænke skal de. Men de skal også diskutere, dele, handle og sætte sig selv i spil. For det er de enkelte medlemmer, forbundet gennem medlemsprojektet ’Vi er Socialpædagogerne’ gerne vil tættere på. De kommer fra Jelling, Taastrup, Odense og et væld af andre hjørner af landet. De arbejder på botilbud, dagtilbud, på skoler og asylcentre, og de ved endnu ikke præcis, hvad der skal ske, udover at det er dem og deres holdninger, der er på dagsordenen i dag. 

13.12: ’Vi er Socialpædagogerne’ handler om at lytte – i særdeleshed til de medlemmer, hvis stemmer forbundet aldrig hører, slår forbundsnæstformand Verne Pedersen fast fra scenen i Kongressalen, da hun med en velkomsttale skyder temadagen i gang. 

13.17: De særligt inviterede medlemmer strømmer ud af salen og spreder sig i tre forskellige retninger mod dagens første workshop. Det virker lovende, synes Dorthe Platz.

– Jeg genkendte mit eget spørgsmål i Vernes tale. ’Hvordan kan man bruge sin fagforening, når der ikke er nogen problemer?’ Hvordan kan den fungere som et sted, hvor man bliver klogere sammen?  Når vi fx sidder på min arbejdsplads og udvikler en løsning på et konkret problem, så er vi jo nok ikke de eneste, der kan bruge den viden. Skaber man noget unikt, skal det deles! For det sker lige så tit, at jeg står i den omvendte situation, og vi leder efter svar på udfordringer. Så lad os da dele de erfaringer, hvis ikke det allerede er sket. Det er den stræben efter at blive fagligt dygtigere, der gør det spændende at have et fagligt fællesskab, synes jeg.

13.20: Den første workshop, ’Kender Du Typen’, går i gang. Medlemmerne, der sidder fordelt ved borde i seksmandsgrupper bliver stillet over for ’Skeptiske Lars’, ’Engagerede Line’ og en række andre eksempler på medlemstyper. Sammen skal de diskutere, hvad de forskellige typer ønsker sig af deres fagforening, og hvad der mon skal til for at gøre Socialpædagogerne endnu mere relevant for folk som dem.

13.33: Dorthe kører kuglepennen rundt i hånden, kigger på sine kolleger rundt om bordet og ser tænksom ud.

– Skeptiske Lars er jo ret kritisk og ikke særligt begejstret for Socialpædagogerne. Han kunne godt finde på at melde sig ud. Jeg tror, han ville have godt af et arbejdspladsbesøg fra forbundet, hvor han blev mødt i øjenhøjde, så han også føler, at forbundet ser ham og hans område, siger hun.

– Njah…

Herren ved siden af Dorthe Platz trækker på skuldrene.

– Jeg tror faktisk, han er ret ligeglad.

En mørkhåret kvinde skråt over for kigger op fra gruppens store planche med noter og billeder:

– Jo, jeg tror egentlig, han ville føle sig mere inkluderet, hvis man tog ud og snakkede med ham og hørte om hans hverdag. Han er sådan en, der skal opsøges. Han er ikke den type, der sætter noget i gang selv.

’Arbejdspladsbesøg’, skriver Dorthe Platz på et af planchens felter.

14.20: Til dagens anden workshop, ”Hit med ideen” skal deltagerne i grupper udvikle ideer til, hvordan man får flere medlemmer til at tage skridtet og engagere. Grupperne stemmer om ideerne, og de bedste bringes videre i arbejdet med medlemsprojektet.

Fladen af forskelligfarvede post-it-lapper med ideer breder sig opad og på tværs ad en glasvæg - og på en grøn lap i højre side står det: ’SMS-service til medlemmer. Det er Dorthes idé.

15.12: Dorthe trækker lidt ud fra strømmen af mennesker. 

– Jeg fik min ide med på listen. Det er da mega fedt. Jeg havde aldrig fået ideen, hvis ikke jeg havde været her. Men hvis jeg endelig fik en ide i dagligdagen til noget fagligt, ville jeg alligevel aldrig gå videre med den, tror jeg, siger hun og iler mod sidste workshop.

– Som socialpædagoger er vi tit dårlige til at fremhæve os selv, fordi vi altid tænker andre med. Jeg har selv en tendens til at tænke: ’Den ide er der sikkert en anden, der har fået før mig’. Som socialpædagoger bliver vi tit for ydmyge, fordi vi er så vant til at sætte andre først i vores arbejde. Men vi er jo alle eksperter inden for hvert vores felt, så selvfølgelig skal vi have vores egne ideer i spil, siger hun.

Men hvor går man så hen med sine idéer? Det funderer Dorthe Platz lidt over.

– Hvis nu forbundet prikkede til en stribe medlemmer, eller hvis vi som medlemmer selv kunne drive et forum for vores egen og vores fagfællers skyld, ville det uden tvivl boble med ideer. Det er jeg overbevist om. Vi har bare brug for rammerne til det!

15.20: En klokke ringer og indvarsler dagens tredje og sidste workshop, ’Spørg bare’. 

I et højloftet rum krydser deltagerne rundt mellem hinanden for at interviewe skiftende partnere om, hvordan forbundet kommer tættere på medlemmerne.

16.30: Hvem er Socialpædagogerne?, spørger forbundsformand Benny Andersen fra scenen i kongressalen, før han vender mikrofonen udad mod publikum.

– Vi er Socialpædagogerne, svarer medlemmerne med samlet røst.

Et bifald fylder kongressalen, før gæsterne igen forsvinder ud af døren til den afsluttende evaluering.

16.42: I en fjern afkrog af Nyborg Strand venter Dorthe Platz uden for endnu et kursuslokale. Hun er en anelse træt, men egentlig godt tilfreds inden dagens sidste stop.

– Det var fedt, det Benny sagde under sin tale før. De holdninger og drømme og forslag, vi er kommet med i dag, bliver faktisk brugt og taget med videre. Det var ikke bare en eller anden smart øvelse. Og jeg synes, det er blevet tydeligt, at hvis projektet her skal lykkes, skal jeg som medlem ikke bare sidde og vente. Jeg skal ikke kun overveje, hvad jeg kan få fra min fagforening, men også tænke over, hvad jeg selv kan gøre for at opnå den forandring, jeg ønsker mig. Det synes jeg er en vigtig lektie. 

Artikel fortsætter under billedet

14.11: Dorthe Platz skænker sig en kop kaffe ved den ombejlede kaffe-kagebuffet foran den næste workshop, der venter om små 10 minutter.

– Det er alligevel vildt, hvor forskellige vi medlemmer er! Selvfølgelig var det en slags stereotyper, vi blev præsenteret for derinde, men det er jo tydeligt, at Socialpædagogerne er en virkelig bred gruppe af mennesker, selvom vi selvfølgelig har en kernefaglighed til fælles. Den garvede socialpædagog med 25 års erfaring har slet ikke brug for det samme som den 25-årige nyuddannede. Så det er jo nemt nok at sidde som menigt medlem og ærgre sig over, at lige netop min arbejdsniche ikke kommer mere i spil i forbundet, men hvad med alle de andre, der har det på samme måde?

Hvad forbundet skal gøre for at nå dem alle, er svært at svare på, synes hun. 

– Vi er mange medlemmer, så det er jo nærliggende at formidle bredt. Men jeg tror også, det er vigtigt at gå i dybden med de smalle områder for eksempel i fagbladet eller på de sociale medier. Derfor vil jeg som pædagog inden for autismeområdet også hellere læse korte dryp fra hverdagen fra for eksempel familieplejere eller demensområdet i stedet for de store landspolitiske emner. For selvom det ikke taler direkte ned i min dagligdag, minder det mig om mangfoldigheden i mit fag, og hvilke muligheder jeg også har. 

14.18: Dorthe Platz følger menneskemængden over mod næste workshop. Hun kan godt mærke, at forbundets mangfoldighed både er et potentiale, men også et område fuldt af dilemmaer og svære spørgsmål.

– Det er lokalt i kredsene, at kontakten betyder allermest for mig – uden tvivl. De laver nok vildt meget vigtigt arbejde, jeg ved bare ikke noget om det. Den formidling må gerne være helt tæt på. Måske kunne man fange medlemmerne på en sms. Det ville da være for fedt, hvis den lokale kredsformand sendte sms’er ud til medlemmerne, hvis han eller hun havde siddet i forhandlinger med byrådet om et eller andet vigtigt! Sådan en kort nyhed, der talte direkte til medlemmet. Hallo, det var da en mega god ide, jeg fik der! Det kan jeg da bruge nu. Var det ikke ideer, vi skulle arbejde med? 

14.20: Til dagens anden workshop, ”Hit med ideen” skal deltagerne i grupper udvikle ideer til, hvordan man får flere medlemmer til at tage skridtet og engagere. Grupperne stemmer om ideerne, og de bedste bringes videre i arbejdet med medlemsprojektet.

Fladen af forskelligfarvede post-it-lapper med ideer breder sig opad og på tværs ad en glasvæg - og på en grøn lap i højre side står det: ’SMS-service til medlemmer. Det er Dorthes idé.

15.12: Dorthe trækker lidt ud fra strømmen af mennesker. 

– Jeg fik min ide med på listen. Det er da mega fedt. Jeg havde aldrig fået ideen, hvis ikke jeg havde været her. Men hvis jeg endelig fik en ide i dagligdagen til noget fagligt, ville jeg alligevel aldrig gå videre med den, tror jeg, siger hun og iler mod sidste workshop.

– Som socialpædagoger er vi tit dårlige til at fremhæve os selv, fordi vi altid tænker andre med. Jeg har selv en tendens til at tænke: ’Den ide er der sikkert en anden, der har fået før mig’. Som socialpædagoger bliver vi tit for ydmyge, fordi vi er så vant til at sætte andre først i vores arbejde. Men vi er jo alle eksperter inden for hvert vores felt, så selvfølgelig skal vi have vores egne ideer i spil, siger hun.

Men hvor går man så hen med sine idéer? Det funderer Dorthe Platz lidt over.

– Hvis nu forbundet prikkede til en stribe medlemmer, eller hvis vi som medlemmer selv kunne drive et forum for vores egen og vores fagfællers skyld, ville det uden tvivl boble med ideer. Det er jeg overbevist om. Vi har bare brug for rammerne til det!

15.20: En klokke ringer og indvarsler dagens tredje og sidste workshop, ’Spørg bare’. 

I et højloftet rum krydser deltagerne rundt mellem hinanden for at interviewe skiftende partnere om, hvordan forbundet kommer tættere på medlemmerne.

16.30: Hvem er Socialpædagogerne?, spørger forbundsformand Benny Andersen fra scenen i kongressalen, før han vender mikrofonen udad mod publikum.

– Vi er Socialpædagogerne, svarer medlemmerne med samlet røst.

Et bifald fylder kongressalen, før gæsterne igen forsvinder ud af døren til den afsluttende evaluering.

16.42: I en fjern afkrog af Nyborg Strand venter Dorthe Platz uden for endnu et kursuslokale. Hun er en anelse træt, men egentlig godt tilfreds inden dagens sidste stop.

– Det var fedt, det Benny sagde under sin tale før. De holdninger og drømme og forslag, vi er kommet med i dag, bliver faktisk brugt og taget med videre. Det var ikke bare en eller anden smart øvelse. Og jeg synes, det er blevet tydeligt, at hvis projektet her skal lykkes, skal jeg som medlem ikke bare sidde og vente. Jeg skal ikke kun overveje, hvad jeg kan få fra min fagforening, men også tænke over, hvad jeg selv kan gøre for at opnå den forandring, jeg ønsker mig. Det synes jeg er en vigtig lektie.