icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
marie-sonneB.jpg
Kommentar

Vold på arbejde skal give erstatning

Jeg håber i år på en forsinket julegave. Ja, det lyder måske lidt tosset, men de største ønsker kan måske ikke altid lige times med en særlig dag i december. Dette kan i hvert fald ikke. For skal mit ønske gå i opfyldelse, skal en masse politikere hjælpe til. Jeg drømmer nemlig om, at vi - langt om længe - kan få et erstatningssystem, hvor alle ansatte socialpædagoger og andre faggrupper kan få erstatning, hvis vi udsættes for vold på arbejdet. For det gør vi desværre.

 

Og der er desværre en urimelig skævhed. Hvis man udsættes for vold på gaden, er man næsten sikret erstatning. Men sådan er det ikke, hvis man udsættes for vold på jobbet, hvor man arbejder for og med nogle af de mest udsatte mennesker i Danmark. Så skal man oftest igennem et længere forløb for at få tilkendt erstatning for svie, smerte og tabt arbejdsfortjeneste.

Der er to muligheder: Man kan enten forsøge at få borgerens ansvarsforsikring til at dække. Og hvis ikke skadevolder selv vil anmelde skaden, bliver vi som forbund nødt til at stævne og anlægge et civilt søgsmål mod borgeren. Eller man kan forsøge at få tilkendt erstatning i Erstatningsnævnet. Her kan det være en forudsætning for at få erstatning, at der er lavet anmeldelse til politiet. Og det er bestemt ikke et scenarie, Socialpædagogerne drømmer om. Tværtimod. Det er helt grundlæggende forkert, at vi skal politianmelde eller lave civile søgsmål mod borgere. Men det er ofte den eneste chance, vi har, for at få fuld erstatning.

Denne åbenlyse urimelighed har vi kæmpet for at få ændret i mange år. Vi har været medarrangører af en politisk høring i 2013, hvor vi satte fokus på problemstillingen – sammen med andre organisationer og en advokat. Siden har vi gentagne gange rejst problemstillingen og kommet med mulige løsninger overfor politikerne. Og nu har Enhedslisten sammen med Dansk Folkeparti og SF rejst et beslutningsforslag om, at regeringen skal pålægges at komme med en løsning.

Ja! Det skal de. Det bør de. For ingen kan leve med så himmelråbende urimelig en lovning på dette område. Hverken socialpædagoger eller borgerne. Så - politikere - bak op om forslaget og vær med at sparken bolden i mål, når det nye politiske forslag skal behandles af folketingspolitikerne i det nye år. 

Fakta om beslutningsforslaget

Tirsdag den 15. januar skal Folketinget tage stilling til, om regeringen skal pålægges at lave et lovforslag, der  'imødekommer ansattes mulighed for at få erstatning, når de har været udsat for vold på arbejdet, og for at få dækket udgifter i forbindelse med erstatningssagen.'
Det er SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti, der har fremsat beslutningsforslaget.
Læs beslutningsforslaget her.
Faktaboksen er opdateret 11. januar 2018.