En håndsrækning til børnene

De har ofte øget risiko for selv at få en psykisk sygdom som voksne - og allerede under opvæksten har de oftere end andre børn sociale problemer eller begyndende psykiske vanskeligheder.

Vi taler om børn, som vokser op i en familie, hvor den ene eller begge forældre har en alvorlig psykisk sygdom. En særlig gruppe af børn, som der her i landet ikke hidtil har været et specialiseret tilbud til.

Men som led i et forskningsstudie afprøver Region Hovedstadens Psykiatri i øjeblikket en nyudviklet indsats, kaldet VIA Family, som socialpædagog Kate Hilario Jønsson er en del af. 

– Hvis en forælder bliver indlagt på en psykiatrisk afdeling eller er tilknyttet distriktspsykiatrien, får barnet her typisk tilbudt én eller måske to samtaler med en nøgleperson, der er uddannet i at tale med børn. I kommunerne kan der være tilbud i forvaltningen fra fx familiehusene, hvis der opstår bekymring, fordi et barn fx ikke kommer i skole, men her vil der så primært være fokus på skolegang.  I VIA Family arbejder vi mere bredspektret med både børnene og deres forældre og med alle de problemer, der måtte være i familien, fortæller Kate Hilario Jønsson.

Baggrunden for projektet er bl.a., at de arvelige faktorer i forhold til psykisk sygdom har vist sig at være større end hidtil antaget.

– Derudover er børnene også psykisk og socialt sårbare, fordi forældrene i perioder er så hårdt ramt af deres sygdom, at det kan give udfordringer i forhold til forældrerollen. Det giver nogle ubalancer i familielivet, som præger børnene, påpeger Kate Hilario Jønsson.

Skræddersyet efter behov
Forskningsprojektet omfatter i alt 100 familier i København og på Frederiksberg med børn i alderen 6-12 år, som har en mor eller far, der lider af bipolar sygdom, skizofreni eller moderat til svær tilbagevendende depression (se boks).

Alle familier får tilknyttet en fast primær kontaktperson, hvor Kate Hilario Jønsson er en af fire kontaktpersoner i et tværfagligt team, der også tæller en psykolog, en psykiatrisk sygeplejerske og en socialrådgiver.

Som kontaktperson møder man både familierne i hjemmet og i børne- og ungdomspsykiatriens lokaler i Brønshøj.

– Typisk starter vi med at arbejde med forældrenes livslinje og taler med dem om, hvilke markante begivenheder, der har været i deres liv. På den måde lærer vi familien lidt at kende, og får også et overblik over, hvornår den psykiske sygdom kom ind i billedet, fortæller Kate Hilario Jønsson.

Næste skridt er et hjemmebesøg, hvor børnene i projektet bliver præsenteret for kontaktpersonen. Hvordan det skal foregå, er i forvejen planlagt sammen med forældrene, så Kate Hilario Jønsson fx ved, hvor meget de har fortalt børnene om sygdommen.

Jeg har fx haft en familie, hvor et af temaerne var at få et sprog for psykisk sygdom. De havde vænnet sig til ikke at tale om elefanten i rummet. Derfor arbejdede vi med at indføre familiemøder i hjemmet, hvor vi sammen lavede en dagsorden, der passede dem

Kate Hilario Jønsson, socialpædagog

Arbejder med de tre huse
Også med børnene bliver der arbejdet med livslinjer på en måde, der er tilpasset deres alder. Derudover bruger Kate Hillario Jønsson værktøjet ’De tre huse’, der er en metode, som kan støtte børnene i at give udtryk for tanker og følelser og finde ud af, om de hører til i ’det gode hus’, ’bekymringernes hus’ eller ’drømmenes hus’.

Selve indsatsen bliver skræddersyet efter behov, og de indledende samtaler bliver brugt til at identificere, hvilke temaer der skal arbejdes med i de enkelte familier. 

– Jeg har fx haft en familie, hvor et af temaerne var at få et sprog for psykisk sygdom. De havde vænnet sig til ikke at tale om elefanten i rummet. Derfor arbjdede vi med at indføre familiemøder i hjemmet, hvor vi sammen lavede en dagsorden, der passede dem. Bl.a. havde vi en ’spørgsmålspose’, der hjalp børnene med at få svar på deres spørgsmål i forhold til den psykiske sygdom – fx om de også selv kunne blive syge, fortæller Kate Hilaro Jønsson.

Hjælper en buket blomster?
Når familierne undervises i, hvad det vil sige at have en psykisk sygdom, bliver der bl.a. vist små film fra Psykiatrifonden. Det kan hjælpe børnene med at forstå, hvorfor deres mor eller far kan være træt, irritabel eller se meget trist ud.

– Når vi taler om psykisk sygdom i familierne, gør vi det på en eksternaliserende måde, så vi får placeret sygdommen uden for mor eller far. Mor er mor, og far er far, men har så en sygdom, der nogle gange driller, siger Kate Hillario Jønsson.

Børnene får selv mulighed for at sætte ord på, hvordan de kan mærke det på deres mor eller far, når sygdommen driller. Og forældrene inddrages i snakken, så der stille og roligt bliver åbnet op for, at familien kan tale sammen om sygdommen og de ting, der presser sig på hos børnene.

– Det kan handle om, hvad der er svært, når de skal have kammerater med hjem. Mange børn vil også gerne vide, om de kan gøre noget for at hjælpe og kan fx spørge, om det vil hjælpe af give deres syge mor en buket blomster. Så snakker vi om, at mor sikkert vil blive rigtig glad for at få blomster, men at det godt kan være, hun ikke smiler, fortæller Kate Hilario Jønsson.

En typisk træk hos mange af børnene er, at de føler skyld i fx situationer hvor bølgerne er gået højt i familien.

– Alle børn roder, larmer og skændes med deres søskende. Men i familier med psykisk sygdom er tærsklen for, hvor meget forældrene kan klare, nok lidt lavere end i andre familier. Måske bliver de vrede og kommer til at råbe højt. Så bliver børnene bange og oplever samtidig, at det er dem, der er skyld i, at situationen blev kørt op, siger Kate Hilario Jønsson.

Børnene er også psykisk og socialt sårbare, fordi forældrene i perioder er så hårdt ramt af deres sygdom, at det kan give udfordringer i forhold til forældrerollen. Det giver nogle ubalancer i familielivet, som præger børnene

Kate Hilario Jønsson, socialpædagog

Støtte til forældrerollen
Som en del af Via Family-indsatsen får forældrene tilbud om støtte og vejledning i forældrerollen efter Triple P-modellen (Positive Parenting Program), der er en evidensbaseret metode udviklet i Australien.

– Grundtanken bag programmet er, at familier med psykisk sygdom i forhold til andre familier er ekstra udfordrede. Som kontaktpersoner er vi derfor blevet undervist og certificeret i tre af de fem moduler i Triple P-metoden og tilbyder et forløb, der kan støtte forældreskabet, fortæller Kate Hilario Jønsson.

Forløbet strækker sig over 10-12 gange og byder bl.a. på rollespil, som giver forældrene mulighed for at øve sig i at tackle de udfordringer, der er i forhold til børnene og prøve løsningsmodellerne af derhjemme.

– Vi giver dem en redskabskasse med meget konkrete anvisninger på, hvad de kan gøre, hvis de måske oplever, at børnene ikke vil hjælpe til derhjemme eller ikke hører efter, hvad de siger. Problemstillingerne er ofte helt almindelige, men generelt taler mange forældre ikke så meget med andre forældre om børneopdragelse, og dér er træningen meget effektfuld, siger Kate Hilario Jønsson.

Fordel med mange fagligheder
En stor fordel ved projektet er ifølge Kate Hilario Jønsson, at der er flere fagligheder i spil.

– Der er ikke kun én måde at se en familie på, og når vi holder møder og konferencer, er vi gode til at være nysgerrige på hinandens fagligheder og få dynamik ind i arbejdet med familierne, siger hun.

Socialrådgiveren kan fx komme på banen i forhold til familier, der har svært ved at få økonomien til at hænge sammen, og opdage, at de ikke har søgt boligsikring. Hvis et barn viser tegn på angst, kan psykologen tilbyde et angstforløb, og psykiatrisygeplejersken kan spotte, om der i forhold til en af de voksne måske er behov for medicinregulering.

Selv er Kate Hilario Jønsson som 60-årig alderspræsident i teamet og har pædagogiske erfaringer fra både dag- og døgninstitutioner og familieundersøgelser, ligesom hun i en årrække har arbejdet som familievejleder. 

– Jeg har en stor viden om, hvordan det er at være en familie og kan se projektfamiliernes udfordringer i det perspektiv, så alt ikke kommer til at handle om psykiatri og diagnoser. Hvis man ikke kan få sit barn til at sove, behøver det jo ikke at være, fordi man er psykisk syg. Det er et problem, alle familier kender. Omvendt kan der i andre situationer være alvorlig grund til bekymring, og så må vi handle på og eventuelt henvise videre, siger hun.

Som familievejleder har hun også været vant til en tilgang, hvor hun som rollemodel yder hjælp til selvhjælp, og den praktiserer hun også i VIA Family. Ude i en familie kan hun foreslå at hjælpe med at tage opvasken, så den kommer af vejen, mens hun taler med mor eller far.

– Det der med at agere ind i familierne med en meget praktisk tilgang, hvor jeg gør noget sammen med dem, har jeg stor erfaring med som familievejleder, både i forhold til børn og voksne, siger hun.    

Artiklen fortsætter under biledet

Voldsomt tabuiseret
I øjeblikket er Kate Hilario Jønsson bl.a. kontaktperson for et barn og en enlig forælder med depression, der går derhjemme. Forælderen har indvandrerbaggrund og for at få vedkommende ud af isolationen, har de sammen besøgt Muhabet, der er et værested på Nørrebro for psykisk syge indvandrere og flygtninge. Tanken er, at forælderen på sigt skal få mod på at gå derhen alene.

– Den slags tilbud er der mange af, både til børn og voksne. På et tidspunkt er vi der ikke mere, og så skulle det gerne være sådan, at det hele ikke falder sammen, men at familierne er blevet rustet til selv at opsøge tilbuddene, siger hun.

I sit arbejde har hun mødt familier, der ikke har talt med andre om, at den ene af forældrene har en psykisk sygdom, og der har også været tilfælde, hvor børnene ikke var informeret.

– Det er kommet rigtig meget bag på mig, men hænger måske sammen med, at der ikke før har været en indsats som VIA Family, hvor der bliver åbnet op for at tale om noget, som stadig er voldsomt tabuiseret og stigmatiserende siger hun.