Her er du beboer - ikke patient

Brødmaskinen står og summer i hjørnet. Hans skænker endnu et krus sort stærk kaffe og skæver over til Thomas, som er ved at smage sovsen til. Om lidt skal der dækkes bord.
I stuen ved siden af er Jacob og Nicolaj i fuld gang med at diskutere, hvilke spil der skal købes ind til husets nye PlayStation - og i sofakrogen har nisser, gyldent pynt og røde julestjerner indtaget de fleste tomme kvadratcentimeter på hylder, sofabord og vindueskarme. 

Det ligner et klassisk julepyntet hjem med plads til en rigtig stor familie. Men faktisk er vi på Afsnit S4 på Psykiatrien Syd i Vordingborg - bedre kendt som afdelingen for de særlige pladser.

Her ligger syv af landets i alt 150 særlige psykiatriske døgnpladser, som er målrettet borgere med svær psykisk sygdom, eventuelle misbrugsproblemer og udadreagerende adfærd.

– Vi bestræber os på, at de særlige pladser netop ikke skal ligne en almindelig psykiatrisk afdeling. Der er noget værdibaseret i at sige, det er dit eget hjem, og at du er beboer her - ikke patient, siger Inge Fjordside, som er leder af de særlige pladser i Region Sjælland.

Her åbnede de første syv pladser 1. juni - og yderligere 16 pladser slog dørene op 1. december.

– Selvom vi er en del af psykiatrien, har vi valgt helt at vinke farvel til det hvide sterile hospitalsmiljø. Hos os er beboerne selv med til at vælge sengetøj, håndklæder og farven på gardinerne - og har de lyst til at male væggen rød, købe et blødt gulvtæppe eller installere et køleskab på toilettet, har de frihed til at gøre det, siger Inge Fjordside.

Vi bestræber os på, at de særlige pladser netop ikke skal ligne en almindelig psykiatrisk afdeling. Der er noget værdibaseret i at sige, det er dit eget hjem, og at du er beboer her - ikke patient

Inge Fjordside, leder af de særlige pladser i Region Sjælland

En helt anden tilgang
Den gruppe borgere, der er målgruppen for et behandlingsforløb på de særlige pladser, har fyldt en del i medierne de seneste år. Det er de borgere, som pga. flere psykiatriske lidelser og misbrug har voldt problemer på bosteder, herberger eller i retspsykiatrien. Dem, som kommunerne ofte ikke rigtig ved, hvad de skal stille op med.

– Man skal ikke tage fejl. Vores beboere er blandt de mest belastede. De har ofte en dom med i bagagen, de kan være psykotiske eller kronisk skizofrene, de tumler med misbrug og udadreagerende adfærd - og har måske oplevet at blive kastet rundt i systemet de sidste mange år uden rigtig at falde til noget sted. De fleste af dem er kun i 20’erne, så vores mål er at bremse den negative udvikling og give de her unge en mulighed for at få et meningsfuldt liv, siger Inge Fjordside.

Alligevel lyder det fra socialpædagog Bjarke Mortenlau Jensen, som er en af de ca. 50 medarbejdere på de særlige pladser i Vordingborg, at han sjældent har følt sig så tryg, som han gør på Afsnit S4.

– Skåret helt ind til benet så handler det rigtig meget om, at vi ikke møder beboerne med løftede pegefingre, skideballer og forbud. Vi møder dem med anerkendelse, vi lytter til dem - og vi giver dem mulighed for selv at få indflydelse på tingene i hverdagen. Vi har en helt anden tilgang til de her mennesker, end de har været vant til, forklarer han.

Med til at købe havemøbler
Og det fornemmer man tydeligt, når man besøger afdelingen. Her er der hverken låste døre eller tunge institutionsagtige møbler. Til gengæld er der masser af pyntepuder, blomster, lysestager og smarte havemøbler, som beboerne selv har været med til at købe i den lokale Jysk.

– Vi har indrettet en superlækker terrasse, og den har en af beboerne, Hans, ansvaret for at passe. Han har været med til at male og købe blomster - og hver morgen fejer han terrassen. Og her taler vi altså om en mand, som kom hertil med en ret heftig historik omkring voldelige episoder på både bostedet og på retspsykiatrisk, fortæller Vibeke Ørnebjerg Mortensen, som er souschef på de særlige pladser.

De voldelige episoder opstod typisk i forbindelse med, at Hans skulle have udleveret medicin. Og her har nøglen til at minimere de voldelige udfald været at give Hans indflydelse på, hvordan det skal foregå, siger hun.

– Vi spørger ham altid, hvem han selv kunne tænke sig, skal give hans depotmedicin. Han er også selv med til at bestemme tidspunktet. For os betyder det jo ikke noget, om det er kl. 13 eller 15, eller om det er mig eller en anden, der tager opgaven. Det er en lille bitte forandring i vores rutiner - men for beboeren gør det en kæmpe forskel, at vi rent faktisk spørger ham om, hvordan han selv gerne vil have det, siger Vibeke Ørnebjerg Mortensen.

Et målbart resultat af den tilgang ses ved, at der gennem de seneste fem måneder ikke har været registeret episoder, hvor Hans har haft en voldelig adfærd.

– Det gør altså noget ved mennesker, at de bliver lyttet til. Når vi fx spørger en ny beboer om, hvad hans livret er, kan det være helt rørende at opleve reaktionen - for mange gange er de aldrig blevet spurgt om, hvad de gerne vil, og hvad de godt kan lide, siger Inge Fjordside.

Krævet et par dispensationer
De 150 særlige pladser, der er fordelt rundt i landets fem regioner, er som udgangspunkt underlagt ret faste rammer. Fx er borgergrundlaget og visitationskriterierne ens på tværs af regioner, ligesom der skal tilbydes både misbrugs- og psykiatrisk behandling.

Men hvad der fyldes på inden for rammerne er op til den enkelte afdeling. Her har man i Vordingborg gået efter at skabe et tilbud, der ikke ligner andre inden for psykiatrien - og det har da også krævet et par dispensationer, fortæller Inge Fjordside.

– Vi lagde ud med at få lov til at ændre alle skilte, der lugter af hospital. Så skyllerum, vagtstue og patientstue hedder nu bryggers, kontor og bolig. Vi har også fået dispensation for, at beboerne skal gå med patientarmbånd - og så har vi valgt at inddrage hverdagslivet i indsatserne, så vi fx selv står for vask, rengøring og madlavning frem for at køre på regionens fælles ordning, siger hun.

Det kaldes rehabilitering ud fra hverdagslivet, supplerer Vibeke Ørnebjerg Mortensen:

– Det handler om, at beboerne mest muligt skal inddrages i dagligdagen. Så de bidrager til at lave mad, gøre rent, vaske tøj - naturligvis med afsæt i, hvad den enkelte beboer kan overkomme. Men fx har vores servicemedarbejdere indlagt det, vi kalder pædagogisk tid, hvor det netop handler om at gøre rent sammen, gå til tandlægen, handle eller måske tage en tur i svømmehallen, siger hun.

Afdelingen fik også før åbningen grønt lys for at vente med at lave husordenen, til beboerne dukkede op, fortæller Inge Fjordside.

– Mange steder har man regler om, at der ikke må ryges, eller at man ikke kan få mad efter kl 23. Men hvorfor have regler, der ikke giver mening? Så vi har lavet vores husorden sammen med beboerne. Fx er det beboerne selv, der har aftalt, at man ikke må spille høj musik efter kl. 23, og at man ikke må være for påvirket i det åbne rum. Og vi har et køleskab og en kaffemaskine, som de også kan tilgå efter kl. 23. Vi prøver at have så få nej’er som muligt.

Mere end brandslukning
Op til åbningen af de særlige pladser har samtlige medarbejdere gennemgået en måneds introduktion, hvor alle på tværs af faglighed er blevet undervist i tilbuddets fælles værdier, værktøjer og procedurer.

– Her er det en vigtig pointe, at vi altid taler tilgange, rehabilitering og medinddragelse, før vi taler om farlighed, sikkerhed og misbrug. Men selvfølgelig lærer alle medarbejdere lige fra lægesekretæren til socialpædagogen, hvordan man arbejder med konflikthåndtering og krisesituationer, fortæller Inge Fjordside.

Først og fremmest handler introduktionsperioden dog om at få værdierne helt ind under huden, fortæller socialpædagog Bjarke Mortenlau Jensen. Ikke mindst den overordnede tilgang med at motivere og inddrage borgerne mest muligt.

– Jeg må bare sige, at det virker. Jo mere vi spørger ind til beboernes interesser og motiverer dem til at deltage, jo mere rykker de sig. Nogle brænder måske for at skrue brædder sammen, andre vil gerne træne og have sved på panden - det handler om at finde ind til lige netop det, der giver den enkelte beboer glæde, siger han.

I køkkenet anerkender kokken Lars Holm da også hurtigt, at det med at inddrage beboerne, betyder noget helt særligt for både beboere og medarbejdere.

– En elsker at bage, en anden vil gerne lave frugtsalat - og en tredje får en positiv oplevelse ud af at smage sovsen til for alle os andre. Det handler om at få dem til at deltage på det niveau, de nu kan - og så stille og roligt give mere og mere slip, så de selv tager over. Og jeg synes, det er et fantastisk projekt at være en del af, siger Lars Holm, mens han snitter gulerødder og æbler, så der også er lidt sunde snacks til fællesstuen.

Hans kollega, sosu-assistent Fie Klima, beskriver måden at arbejde på som langt mere end brandslukning:

– Vi arbejder med de mest komplekse og belastede borgere. Men vi møder dem der, hvor de er - og vi har den tålmodighed, der er nødvendig. For der er brug for lang tid. Og som medarbejder håber jeg da, at jeg kan være med til at give beboerne en periode i deres liv, hvor de bliver mødt med tillid, tålmodighed og troen på, at de godt kan rykke sig. 

Beboerne omtalt i artiklen optræder under pseudonym.

Som medarbejder håber jeg da, at jeg kan være med til at give beboerne en periode i deres liv, hvor de bliver mødt med tillid, tålmodig og troen på, at de godt kan rykke sig

Fie Klima, sosu-assistent