icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Benny_2_1128x600.jpg
Ungdomskriminalitet

Politikerne vender det døve øre til fageksperter

Et ungdomskriminalitetsnævn er den helt forkerte vej at gå og ren symbolpolitik, mener formanden for Socialpædagogerne Benny Andersen - hvis nytårsønske er, at politikerne vil lytte til fagfolkene

Dårligere julegave fås næppe: Den 18. december vedtager politikerne et såkaldt ungdomskriminalitetsnævn for børn ned til 10 år. Ungdomskriminalitetsnævnet består af en dommer, en politimand og en repræsentant fra kommunen, som skal 'dømme' den unge til samfundstjeneste som at vaske brandbiler eller vedligeholde parker. 

- Politikerne kalder det et initiativ for at bekæmpe ungdomskriminalitet. Jeg kalder det et strafferetligt parallelsystem, som er ødelæggende og forkert på så mange niveauer, siger formand for Socialpædagogerne Benny Andersen.

LÆS MERE: Sårbare børn og unge bliver gjort til kriminelle

For det første betyder loven, at vi rykker den helt forkerte vej i forhold til alt det, vi ved virker, for 10-årige børn hører ikke hjemme foran en dommer, slår Benny Andersen fast.

- Det er ren symbolpolitik, når man nu indretter institutioner til ”børnefængsler”. Vi har ikke brug for dem, for ungdomskriminaliteten falder år efter år. Selvfølgelig skal vi sammen bekæmpe ungdomskriminalitet, men fængsler og dommere er altså ikke svaret. Vi skal derimod have stoppet, at børnene overhovedet når dertil, og der gør vi ved at forebygge. Men i aftalen er der desværre et større fokus på indsatser efter kriminalitet og ballade – end før, siger han.

Social indsats er svaret
Når børn på 10 år begår kriminalitet, så er det fordi, der er andre ting galt i familien, skolen eller omgangskredsen. Og derfor er det en samlet social indsats, der er brug for, lyder det fra formanden.

- Der er mest af alt brug for, at vi starter indsatser i det sociale hjørne af spillepladen. I den politiske aftale skal vi desværre kigge langt efter fagligt funderede, virkningsfulde indsatser, som forhindrer, at børn når dertil, siger Benny Andersen.

LÆS MERE: Dybt kritisabelt at sætte 12-årige for en dommer

Det står derimod tydeligt i loven, hvad der skal ske, når børnene begår overtrædelser. De placeres nu i et strafferetsligt parallelsystem, hvor de risikerer stemplet 'kriminel' i panden, før de overhovedet er kommet i gang med livet, frygter Socialpædagogernes formand.

- Symbolske straks-reaktioner som at vaske en brandbil hjælper intet på den potentielle målgruppe, som ofte har psykisk lidelse og forældre uden mange ressourcer, siger han og fortsætter:

- Alt dette - og mere til – har jeg sagt til de ansvarlige politikere. Og ikke bare mig, men også en lang række børneorganisationer. Både hver for sig og sammen har vi gentaget vores budskaber om, at et ungdomskriminalitetsnævn ikke virker. Så hvis jeg nu på kanten af det nye år måtte komme med et nytårsønske, så ville jeg ønske, at politikerne i stedet vender det lyttende øre til, når fageksperter har kommentarer til lovarbejde.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbundsnyheder, Socialpolitik, Sikrede institutioner, Børn og unge