icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
lars-benjaminsen-1128x600.gif
Socialpolitik

Vi skal turde investere i tværfaglighed

Udsatte borgere koster samfundet milliarder af kroner hvert år, viser undersøgelse. Men vi kan bruge pengene klogere og hjælpe flere udsatte i tide, hvis vi får socialpædagoger og andre frontmedarbejdere til at arbejde tættere sammen, siger forsker

Det danske samfund bruger hvert år 41 mia. kr. på at hjælpe de i alt 282.000 danskere, der viser tegn på udsathed i deres liv. Sådan lyder konklusionen i en ny rapport, som Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, fremlagde tidligere på måneden.

Socialpædagogen har bedt en af forfatterne bag, seniorforsker Lars Benjaminsen, om at uddybe konklusionerne og ikke mindst give sit eget bud på, hvordan socialpædagoger og andre velfærds-
professionelle bedre kan hjælpe den enkelte udsatte, før tilværelsen ramler sammen.

Lars Benjaminsen, 282.000 udsatte borgere koster ifølge jeres undersøgelse velfærdssystemet 41 mia. kr. hvert år. Hvordan kan en gruppe, der svarer til syv procent af befolkningen, udgøre så stor en udgift?  

– Det kan den, fordi udsatte borgere ofte bruger mange indsatser og ydelser i mange forskellige dele af velfærdssystemet. Særligt dem med komplekse støttebehov, som har flere forskellige problemer på én gang. Vi kan også se, at de mest udsatte typisk bruger mange af de akutte tilbud, som psykiatriske heldøgnsindlæggelser, fængselsophold og ophold på herbergerne. Det er den slags tilbud, der - sammen med overførselsindkomsterne - sender de offentlige udgifter i vejret hos den her gruppe af borgere. Samtidig ser vi et stort merforbrug af indsatserne i det somatiske sundhedsvæsen, som langt overgår det, gennemsnitsdanskeren bruger.

Hvad fortæller den udbredte brug af akuttilbud om den her gruppe af borgere?

– Det skal understreges, at der er stor forskel på graden af udsathed hos de 282.000 borgere. Men den udbredte brug af akutte tilbud vidner om, at en del af borgerne er kommet ud i en menneskeligt set meget vanskelig situation. Vi taler om mennesker, der er kommet ud over kanten og hovedsageligt får hjælp efter, at det er gået galt for dem.

Men på trods af at denne gruppe borgere koster samfundet milliarder af kroner, viser jeres undersøgelse også, at der faktisk er en del af dem, der går glip af nogle helt centrale tilbud fra det offentlige. Hvor halter det særligt bagefter?
– Det gør det i forhold til de individuelle, håndholdte, sociale indsatser, der er indskrevet i Serviceloven og som for eksempel indbefatter socialpædagogisk støtte i eget hjem. Selvom en stor del af de udsatte borgere kunne have gavn af denne type indsats, er det under hver femte, der modtager den. Her kunne der virkelig være et potentiale til forbedring.

Og hvad kunne den forbedring så konkret bestå af?
– Den kunne bestå af nogle specialiserede indsatsmetoder. For gruppen af særligt udsatte kunne det fx være ’Assertive Community Treatment’- eller mere mundret ACT-metoden, man kunne sætte i værks. Det er en stærkt specialiseret indsats, hvor socialpædagoger spiller en ganske væsentlig rolle. For de indgår i et tværfagligt indsatsteam med en sygeplejerske, en misbrugsbehandler, en psykiater og en socialrådgiver, der samarbejder om borgeren.

Hvorfor er det en smart konstruktion?
– Fordi det tværfaglige samarbejde skaber rammerne for en mere fleksibel indsats, som kan tilpasses den enkelte borgers støttebehov. Her tager socialpædagogen sig af den sociale og praktiske støtte i hverdagen. Misbrugsbehandleren kommer ud til borgeren i stedet for, at borgeren skal møde op til behandling. En sygeplejerske stiller op i borgerens hjem, hvis der er helbredsmæssige problemer, og psykiateren kan udskrive den nødvendige medicin og sikre brobygningen til det psykiatriske behandlingssystem.

Men de fagligheder findes jo i forvejen forskellige steder i velfærdssystemet. Hvorfor er det vigtigt, at borgeren bliver mødt af et tværfagligt korps af velfærdsprofessionelle i eget hjem?

– Fordi det øger chancerne for, at vi kan hjælpe den enkelte udsatte før det går galt, og altså før de ender på akuttilbuddene, som netop er så omkostningstunge. Den offentlige sektor er generelt præget af en silostruktur, der skaber barrierer i forhold til at give borgere med de mest komplekse støttebehov den sammenhængende indsats, de har behov for. Det resulterer for eksempel i borgere, der bliver visiteret til for få timer eller borgere, der møder en begrænsning for, hvad deres kontaktperson kan hjælpe dem med. Derfor bliver det også svært for den enkelte at bruge det her meget opsplittede system.

Hvad er erfaringerne med ACT-modellen i Danmark?
– Den er desværre stadig ret begrænset. Men et af de steder, man har afprøvet indsatsen, er i hjemløseenheden i København, og der har man formået at få borgere med ret komplekse problemer i bolig og give dem en specialiseret støtteindsats, der hjælper dem tættere på en stabil tilværelse.

Hvad ville det koste at rulle en ACT-indsats ud i Danmark?
– En ACT-indsats koster 100.000 kroner per borger om året. Hvis vi forestiller os, at vi vil give indsatsen til de 20.000 mest udsatte borgere, der ofte falder ud af det eksisterende system i dag, så vil det altså koste to mia. kr. om året. Og selvom det måske lyder af meget, vil pengene være givet rigtig godt ud, for den her gruppe borgere bruger allerede for seks mia. kr. årligt rundt om i velfærdssystemet i dag. Så hvis vi som samfund tør investere i en tværfaglig forebyggelse på den lange bane, betaler det sig både økonomisk og i høj grad også menneskeligt. 

Kort om rapporten

Rapporten "Socialt udsatte borgeres brug af velfærdssystemet" fra Det Nationale Forskning- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, foretager den første store kortlægning af, hvad social udsathed koster det danske samfund.

Forskerne bag undersøgelsen fastslår, at i alt 282.000 danskere viser tegn på udsathed. Gruppen er bredt defineret og spænder fra personer med moderate psykiske lidelser til personer, der både har psykiske lidelser, misbrugsproblemer og eksempelvis har været ramt af hjemløshed eller fængselsophold.

De 282.000 borgere koster hvert år samfundet 41 mia. kr. 22.000 af de mest udsatte borgere i gruppen tegner sig alene for 6 milliarder af udgifterne.

Læs hele rapporten på vive.dk

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Marginaliserede, Socialpolitik