Flere anbragte børn trives
Anbragte børn og unge trives generelt godt i deres anbringelse, og trivslen er steget de seneste år. Til gengæld oplever flere børn og unge sammenbrud i anbringelsen. Det viser ny undersøgelse fra Socialministeriet
I 2018 føler 85 pct. af de anbragte børn og unge sig trygge i deres anbringelse. Det er lidt flere end i 2014, hvor andelen var 81 pct. Ligeledes føler flere anbragte børn og unge sig i 2018 meget godt hjemme på anbringelsesstedet. Andelen er steget fra 67 pct. i 2016 til 75 pct. i 2018. Det viser en ny undersøgelse, som Rambøll har udført for Socialministeriet. Undersøgelsen omfatter 1300 børn og unge i alderen 11, 13, 15 og 17 år.
Forskel mellem familiepleje og døgninstitution
Selvom trivslen generelt er steget, er der stor forskel på, hvor godt de anbragte børn og unge har det alt efter, om de er anbragt i familiepleje eller på en døgninstitution. Ca. 80 pct. af børn og unge i familiepleje oplever, at de kommer godt ud af det sammen med dem, de bor sammen med. Det gælder kun for hhv. 47 pct. og 39 pct. af dem, der bor på socialpædagogiske opholdssteder eller døgninstitutioner.
Flere ustabile anbringelser
Undersøgelsen viser også en tendens til, at stabiliteten i anbringelserne er dalende. Flere børn og unge har oplevet at skulle skifte til et nyt anbringelsessted, selvom det ikke var planen. 62 pct. i 2018 mod 49 pct. i 2014.
Seniorforsker Mette Lausten fra VIVE peger på den manglende stabilitet som den helt store udfordring på området og mener desuden, at en styrket bemanding kan løfte indsatsen.
- Hvis den gruppe børn fik rigtig meget støtte på samme niveau, som andre børn får i en familie, så ville de også klare sig bedre som voksne. Det vil kræve en styrket bemanding, så der ligesom i en normal familie er ressourcer til at støtte op om uddannelse og køre de unge til fritidsaktiviteter, siger Mette Laustsen til Kristeligt Dagblad.
Undersøgelsen viser også, at færre oplever at blive taget med på råd ved beslutningen om, hvor de skal bo. Fra 2016 til 2018 er andelen faldet fra 35 pct. til 27 pct.
Se rapporten: Anbragte børn og unges trivsel 2018