Fra selvskade til smil

Ved i fællesskab at se film, der viste, hvordan Kristian reagerede i forskellige situationer, fandt vi fra gang til gang nye arbejdspunkter, som Kristine kunne gå videre med i sit arbejde med Kristian

Gitte Henriksen, socialpædagog og Marte Meo-terapeut

Kristian har fået både glimtet i øjet og livsgnisten tilbage. Og den forvandling gør socialpædagog Gitte Henriksen både glad og stolt.

– Når vi oplever, at en borger har en selvskadende adfærd som Kristian havde, så er det jo vores opgave at dykke ned i, hvad der ligger bag den adfærd. Og det er vi lykkes med i hans tilfælde med afsæt i Marte Meo-metoden, siger Gitte Henriksen, som er uddannet Marte Meo-terapeut og medlem af koordinationsgruppen i Socialpædagogernes Faglige Selskab om mennesker med kognitive og kommunikative funktionsnedsættelser.

Ressourceorienteret
Kristian er udviklingshæmmet og bor på et plejecenter i Herning på et skærmet afsnit for borgere i demensafvikling. Her er Gitte Henriksen tilknyttet Herning Kommunes demensteam, hvor hun bl.a. underviser medarbejderne i Marte-Meo. Hun blev involveret i indsatsen omkring Kristian, da en sosu-assistent fra afsnittet tog den konkrete sag op i forbindelse med et Marte Meo-grundkursusforløb.

– Vi havde seks undervisningsforløb på kurset, og hver gang havde min kollega Kristine en ny film med, som vi analyserede. Marte Meo bygger jo på viden om, hvordan hjernen fungerer - og ved i fællesskab at se film, der viste, hvordan Kristian reagerede i forskellige situationer, fandt vi fra gang til gang nye arbejdspunkter, som Kristine kunne gå videre med i sit arbejde med Kristian, siger hun.

Vi finder nøglen til det enkelte menneske – og det har både reduceret konflikterne, styrket fagligheden og styrket samarbejdet og trivslen på tværs af fagligheder

Gitte Henriksen, socialpædagog og Marte Meo-terapeut

Den tværfaglige indsats med afsæt i socialpædagogiske metoder har ændret noget helt grundlæggende i Kristians liv, fortæller Gitte Henriksen. Og det handler i høj grad om at flytte blikket og se på borgeren som menneske.

– Det hele handler i bund og grund om at vide, hvad den enkelte beboers hjerne har brug for. Så vi kigger på, hvad beboerne fortæller os med kroppen, med øjnene og nogle gange med sproget. Vi finder nøglen til det enkelte menneske – og det har både reduceret konflikterne, styrket fagligheden og styrket samarbejdet og trivslen på tværs af fagligheder, siger hun.

Indsatsen omkring Kristian har i høj grad fokuseret på hans selvværd, og her har det teoretiske afsæt bl.a. været John Bowlbys tilknytningsteori og Daniel Sterns tilsvarende teorier om relationspsykologi.

Fra nej- til ja-cirkler
Afsættet i indsatsen omkring Kristian var at aktivere hans egne ressourcer og vende udviklingen – fx i forhold til de negle, som han før havde revet af, så snart de var store nok til det.

– Det er jo små bitte skridt ad gangen. Den pågældende kollega, som arbejdede med Kristian, fokuserede på det gode. Hun roste og bekræftede simpelthen én negl ad gangen: ’Nej, hvor er den blevet fin og stor’, kunne hun sige og gøre det til noget positivt. Det handler ganske enkelt om at gå fra nej-cirkler til ja-cirkler – hele vejen rundt om Kristian, fortæller Gitte Henriksen.

En udfordring undervejs var, da Kristian skulle flytte fra en boenhed til nye omgivelser og nye beboere på plejecentret. Her handlede det i høj grad om at bruge de pædagogiske metoder til at komme en potentiel negativ udvikling i forkøbet - bl.a. ved at gøre alle møder med Kristian til en positiv oplevelse for ham:

– Medarbejderne omkring Kristian fandt ud af, at positiv opmærksomhed kunne minimere den selvskadende adfærd. Når han blev overdænget med ros, anderkendelse og knus, fik han den opmærksomhed, han faktisk bad om, når han var udadreagerende og gjorde skade på sig selv. Vi har med et fælles fagligt afsæt formået at bryde det negative reaktionsmønster, fortæller Gitte Henriksen.

Vi ser mennesket
Ud over lettelsen i Kristians familie, så har den tværfaglige indsats baseret på socialpædagogiske metoder også hjulpet medarbejderne på tværs af faglig baggrund med at være mere nysgerrig i hverdagen - og opmærksomme på, hvad der ligger bag beboernes adfærd.

– Mange steder går man lidt for meget op i ’synsninger’, der så bliver ført ind i adfærdsskemaer som rene afkrydsninger. Det kan være godt nok og brugbart i nogle sammenhænge, men når det handler det om mennesker, kommer der ofte til at mangle noget refleksion, siger Gitte Henriksen og forklarer, hvordan en socialpædagogisk tilgang kan være med til at skabe udvikling hos fx mennesker med demens.

– Med en beboer som Kristian, har det været helt afgørende, at vi møder ham med troen på, at der under hans selvskadende adfærd ligger noget helt andet, vi skal have gravet frem. Det handler om at sætte fokus på det enkelte menneskes ressourcer og hele tiden insistere på at se mennesket fremfor problemet eller sygdommen.