Frygt for afspecialisering
Med regeringens udspil til en sundhedsreform forsvinder regionerne, som vi kender dem i dag. Det betyder bl.a., at 60 regionale tilbud og institutioner inden for det specialiserede socialområde rykkes til kommunerne. En flytning, der vækker bekymring
’Patienten først’ er den røde tråd i det sundhedsudspil, regeringen præsenterede den 16. januar. Et udspil til en omfattende reform afdet danske sundhedsvæsen, der skal sikre mere nærhed i sundhedsbehandlingen, hvor flere opgaver skal forankres lokalt.
Socialpædagogerne har godt 4.000 medlemmer ansat i regionerne -nogle på hospitalerne, andre indenfor det specialiserede socialområde. Og særligt sidstnævnte gruppe bliver berørt af sundhedsreformen, der lægger op til, at de ca. 60 regionale tilbud og institutioner inden for det specialiserede socialområde overgår til kommunerne.
I udspillet står der: ’Det vurderes, at fagligheden bedst vil kunne sikres ved en kommunal placering’. Men den flytteøvelse vækker bekymring hos Socialpædagogerne:
– Vi er bekymrede for, hvilken betydning det får for fagligheden på socialområdet. De tilbud, der findes ude i regionerne, er tilbud til mennesker, som har et stort og særligt behov for hjælp – fx mennesker med særlige komplekse og alvorlige handicap eller børn med psykiatriske lidelser. Hvis den dybt specialiserede hjælp nu skal overgå til kommunerne, så er vi skeptiske. For efter strukturreformen i 2007 har vi desværre set, at de små specialer er blevet klemt i kommunerne, lyder det fra forbundsformand Benny Andersen.
Usikkerhed blandt ledere
Også blandt Socialpædagogernes ledere på nogle af de regionale institutioner, der vil blive berørt, hvis sundhedsreformen vedtages, er der bekymrede miner at spore.
For Kim Norup Frederiksen, som er forstander på Jonstrupvang - et dag-og døgntilbud for voksne med cerebral parese - handler det i høj grad om at sikre institutionens høje specialiseringsgrad.
– Regeringens mantra for sundhedsreformen lød, ’Det, der ikke er svært, skal være nært’. Men det, vi laver, er svært. For vores borgere, der lider af cerebral parese, har behov for et højt specialiseret tilbud. Jeg er bekymret for, om en kommune kan matche den opgave med samme grad af specialisering, siger Kim Norup Frederiksen, som faktisk allerede forud for kommunalreformen i 2007 var i kontakt med Furesø Kommune, hvor institutionen ligger - men kommunen takkede nej til at hjemtage tilbuddet, fordi de allerede dengang vidste, at de ikke havde de specialiserede kompetencer, der skulle til.
– Vi har en velfærdsteknologi, der er designet specielt til disse borgeres funktionsnedsættelser, så de kan være så selvhjulpne som muligt. Og vi har et personale, der er fagligt kompetente til at understøtte dem i hverdagen. Det er afgørende, at såvel teknologi som faglige kompetencer løbende udvikles. Det tilbud kan man jo ikke forvente, at det gennemsnitlige kommunale botilbud ligger inde med, siger han.
Jeg frygter, at kvaliteten af det kontinuerlige samarbejde om at forbedre vores behandlingstilbud kan blive forringet af faktorer som økonomi og indsatsprioriteringer i kommunalt regi
René Vestergaard Nielsen, afdelingsleder Engen
Kommunalreform om igen
I den modsatte ende af landet i Region Midtjylland deler René Vestergaard Nielsen bekymringen. Som afdelingsleder på Engen på Holmstrupgård – et selvejende botilbud under Jysk Børneforsorg/Fredehjem, som bl.a. behandler unge med spiseforstyrrelser og personlighedsforstyrrelser, er han heller ikke helt tryg ved udsigten til, at arbejdspladsen står til at skifte fra regionalt til kommunalt regi.
– Jeg frygter, at kvaliteten af det kontinuerlige samarbejde om at forbedre vores behandlingstilbud kan blive forringet af faktorer som økonomi og indsatsprioriteringer i kommunalt regi, og mest af alt at der ikke er tilstrækkelig viden og ekspertise på det socialpsykiatriske område.
Heller ikke Mie Karleby, forstander på Kamager – et permanent botilbud for voksne med varigt nedsatte fysiske og psykiske funktionsnedsættelser i Region Hovedstaden, er tryg ved udsigten til, at arbejdspladsen måske skal over på kommunale hænder.
– Den erfaring vi gjorde os efter kommunalreformen har været, at kommuner flere steder har hjemtaget borgere fra specialiserede bosteder til deres egne tilbud, og det har medført en stor afspecialisering. Det kan du helt konkret se ved, at man nogle steder har en gruppe af borgere boende sammen med meget forskellige behov, og man andre steder placerer fx senhjerneskadede på plejehjem. Og det er fagligt og menneskeligt set en skam, for der skal mere end pleje til at give mennesker et værdigt liv, siger hun.
Pengene bør følge opgaven
Regeringens udspil til en sundhedsreform lægger overordnet op til, at hele strukturen i sundhedsvæsenet skal ændres. De fem regionsråd nedlægges med udgangen af 2020, og sundhedsvæsenet skal fremover bestå af følgende tre lag: Et statsligt organ under Sundhedsministeriet, som står for økonomien og styringen. Herunder fem sundhedsforvaltninger, der rent geografisk placeres i de nuværende regioner. Endelig oprettes der 21 nye såkaldte sundhedsfællesskaber, der skal sikre mere nærhed i sundhedsbehandlingen.
I følge Benny Andersen er det helt afgørende, at der med de drastiske forandringer, sundhedsreformen lægger op til, bevares et skarpt fokus på faglighed og kvalitet:
– Det er afgørende, at pengene følger med, når opgaver flyttes rundt. Organisatoriske ændringer kan ikke løse pengeproblemer. Faglighed og kvalitet koster, og den håndsrækning havde vi gerne set direkte til psykiatriområdet, hvor folk er indlagt kortere tid, mens antallet af genindlæggelser stiger. Derfor vil vi arbejde for, at sundhedsreformen får fokus på styrkelse af socialpsykiatrien ude i kommunerne, siger han.