Livet er jo ikke uendeligt
Det er sin sag at lægge arbejdet på hylden efter en lang karriere. Det mærkede 65-årige Birthe Esgaard Christensen, da hun trykkede ’send’ på sin opsigelse. Men hun havde bl.a. brug for tid til at stoppe op og fordybe sig i tanker om livet
Beslutningen var taget for længst, og kladden til opsigelsesbrevet lå klar på computeren. På skæringsdatoen én måned før hendes 65-års fødselsdag, skulle hun trykke på knappen. Bare et lille klik med musen.
Et sug gik gennem kroppen på Birthe Esgaard Christensen. Nu lå beslutningen sort på hvidt i chefens indbakke.
– Jeg var glad for mit arbejdsliv. Jeg havde et fællesskab med gode kollegaer, et liv med fuld fart frem og en hverdag, hvor jeg gjorde en forskel for andre. Da jeg trykkede på knappen, var det alt sammen ude, siger hun.
Fagbladet møder Birthe Esgaard Christensen i hjemmet i Aarhus til en snak om den svære overgang, som alle på et eller andet tidspunkt skal tage livtag med. Overgangen fra et travlt arbejdsliv til tilværelsen som folkepensionist.
For Birthe Esgaard Christensens vedkommende gik hun på pension efter 42 år på arbejdsmarkedet – de sidste ti år som socialpædagog og TR ved Reden Aarhus, som er et anonymt være- og rådgivningssted for kvinder, der er havnet i en svær livssituation og udsathed. Mange af kvinderne kæmper med misbrug, psykiske lidelser og prostitution.
– Jeg følte, at tæppet blev revet væk under mig. Det var en form for følelsesmæssig krise, som jeg var uforberedt på trods det, at jeg selv havde taget beslutningen, siger hun og tøver lidt i sin søgen efter ord, der kan beskrive den endnu uvante livssituation.
– Det er ligesom at få børn – selvom man gør børneværelset klar og forbereder alt, ved man ikke, hvordan det bliver. Og følelser har det jo med at komme uanmeldte. Det er selvfølgelig ikke uventet, at en eksistentiel krise dukker op i store livsovergange, men det kom overraskende pågående, som et ’SLAM’.
Mit liv – her og nu
Fem år forinden havde Birthe Esgaard Christensen overvejet, om hun skulle gå på efterløn. Men da tiden nærmede sig, gik hun i panik ved tanken og besluttede at nøjes med at gå ned i tid. De skiftende og skæve arbejdstider kunne dog mærkes på kroppen, ligesom hun havde nået en alder, hvor nogle af vennerne var begyndt at falde fra på grund af sygdom. Og tankerne om, at livet ikke varer evigt, trængte sig på.
– Mit liv var tilrettelagt af en kalender, der altid var fyldt op med arbejde, venner og familie. Og det var dejligt. Men det gjorde også, at jeg ikke havde tid til at tænke på det eksistentielle i mit liv – at stoppe op og fordybe mig i tanker om mit liv her og nu og videre frem. Jeg vil gerne nå til et punkt, hvor jeg kommer overens med min alder og det levede liv. Og det tager tid og kræver opmærksomhed, fortæller hun.
At Birthe Esgaard Christensens levede liv blev et liv som socialpædagog er lidt af en tilfældighed. De første studieår gik på psykologistudiet, men det måtte afbrydes på grund af en graviditet. Herefter fulgte arbejde som rengøringsassistent, selvforsynende i kollektiver, økonoma i en vuggestue og klubmedarbejder, indtil hun fik arbejde som pædagogmedhjælper på Rougsø Centret for voksne med udviklingshæmning.
Og som 50-årig valgte hun at uddanne sig til socialpædagog og fik i 2007 arbejde på Reden Aarhus. Dengang havde stedet en stor stab af frivillige tilknyttet og enkelte faglærte ansat. De frivillige ydede en stor indsats, men der herskede en vis ’hattedamekultur’, som Birthe Esgaard Christensen udtrykker det.
– Og så lå det ligesom i luften, at det var et kald at gå på arbejde. Kvinderne, der kom til Reden, fik lov til at misbruge i gården, og vi holdt øje med, at de ikke tog en overdosis. Så rent bogstaveligt stod vi ofte med deres liv i hænderne, og der herskede et vist anarki i gården med voldsomme konflikter, som vi samtidig skulle håndtere. Dengang havde vi ofte lidt ondt i maven, når vi mødte ind på Reden, fortæller hun.
Det er ligesom at få børn – selvom man gør børneværelset klar og forbereder alt, ved man ikke, hvordan det bliver. Og følelser har det jo med at komme uanmeldte
Birthe Esgaard Christensen
Livsovergange
Livet som socialpædagog kan byde på mange sving på vejen. Fagbladet har fulgt en række medlemmers rejse igennem nogle af livets små og store overgange – fra den allerførste dag, hvor man bliver udklækket som socialpædagog, til den allersidste, hvor man lægger livsværket på hylden.
Læs flere socialpædagogers beretning om livsovergange på socialpaedagogen.sl.dk/livsovergange
Ændring af kulturen
I årenes løb blev der ansat mere faguddannet personale. Der kom mere fokus på arbejdsmiljøet, der – uden gældende arbejdstidsregler – var hårdt presset. I 2011 blev Birthe Esgaard Christensen valgt til TR og kæmpede en årelang kamp for ordnede arbejdsvilkår.
– Det har været et stort arbejde at vende den eksisterende kultur. Men det lykkedes med opbakning fra kollegerne. Og det, jeg i dag er allermest stolt af og glad for, er, at medarbejderne på Reden Aarhus nu har ansættelseskontrakter, der følger gældende overenskomst for socialpædagoger. Det er stort, siger hun.
Måske havde Birthe Esgaard Christensen haft kræfterne til at blive endnu længere på arbejdsmarkedet, hvis hun ikke samtidig skulle løfte opgaven som TR. Men omvendt har arbejdet som TR også været meget motiverende for hende.
– Jeg har svært ved at acceptere, når der er uretfærdighed til blandt mennesker. Også når det forekommer på arbejdsmarkedet. For det påvirker menneskers trivsel og hele arbejdspladsens trivsel og dermed også indsatsen over for de borgere, vi er ansat til at hjælpe.
Arbejde med hjertet
I sidste ende har professionaliseringen af Reden Aarhus også haft afgørende betydning for gadens kvinder, mener Birthe Esgaard Christensen.
– Hvis man ikke har den faglige dimension med, men kun arbejder med hjertet, kan man gøre mere skade end gavn over for de kvinder, der har været så plaget af omsorgssvigt, overgreb og incest. Hvis man fx på grund af medfølelse for en kvinde forfordeler og giver hende privilegier på Reden, kan hun komme i problemer på grund af jalousi fra de andre kvinder. Og knytter man så nære bånd til kvinderne, at man gør sig selv uundværlig, gør man dem en bjørnetjeneste, for det gør dem afhængige af relationen og skaber begrænsning i deres liv, forklarer hun,
Alligevel er der ingen tvivl om, at Birthe Esgaard Christensen har ’arbejdet med hjertet’, som der også står i et afskedskort fra en af kvinderne fra Reden. For det at arbejde professionelt er ikke ensbetydende med, at man ikke bliver rørt, ramt og rystet af kvinderne, som hun indskyder.
Mere end rene kanyler
Det blev hun fx, da en af gadens unge kvinder en dag kom forbi Reden. Hun var stoftrængende og havde det elendigt. Og hun bad Birthe Esgaard Christensen om at få noget tøj fra loftet – høje stilletter, en kort nederdel og en nedringet bluse – hvorefter hun stavrede grædende ned ad gaden.
– I sådan en situation føler man sig magtesløs, og det er nødvendigt at sparre med kollegerne, så følelserne ikke sidder fast, siger hun og fortsætter:
– Jeg husker nogle øjeblikke, hvor kvindernes sårbarhed har berørt mig dybt, og hvor jeg har ønsket, at jeg kunne tage noget af deres smerte fra dem. Mange er døde undervejs, og mange sætter sig spor i hjertet. Det kan man ikke komme udenom.
Reden arbejder ud fra en skadesreducerende tilgang, hvor kvinderne typisk får hjælp med basale ting som varm mad, et bad, rent tøj, kondomer, nye kanyler og pumper – ting, der gør det nemmere at overleve det barske liv på gaden. Men der er meget mere i indsatsen end det, fortæller Birthe Esgaard Christensen.
– Jeg har lyttet, jeg har været interesseret i deres liv, og jeg har set dem som de mennesker, de er. Jeg har grinet, pjattet, trøstet og taget del i deres sorger og glæder. Og så har jeg bygget bro og hjulpet dem videre, hvis de har ønsket at skabe forandringer i deres liv, siger hun og fortsætter:
– Vi, Reden, er der hele tiden for dem – 365 dage om året. Nu er jeg der ganske vist ikke mere, men jeg har givet mine erfaringer videre. Ikke skrevet ned som en manual eller overleveret i en spand, for det kan man ikke med socialpædagogik. Det er jo en konstant levende proces. Men jeg har, sammen med mine kolleger, været med til at påvirke og udvikle fagligheden på Reden, så alle trækker på den samme hammel. Det, synes jeg, er professionelt.
Den dag, jeg afleverede mine nøgler, var der en af kvinderne, der gav mig en krammer på vej ud af døren og sagde: ’Vi ses. Om ikke andet, så mødes vi i Himlen’
Birthe Esgaard Christensen
Vi ses i himlen
Birthe Esgaard Christensen trækker på smilebåndet, når hun tænker på, hvad de mon laver nede på Reden Aarhus netop nu – at en kvinde måske flipper ud over, at hendes metadon er blevet nuppet, mens en anden jubler begejstret over, at der er flødeskum til kagen i dag.
– Jeg savner dem. Og jeg savner det leben, der er, når man træder ind ad døren, siger hun og forklarer, at hun stadig drømmer om kvinderne om natten.
I nat var det ’Lene’, der spøgte. En kvinde med et dybt misbrug og et belastet liv, der trængte til et stort knus i drømmene.
Det puster til tanken om at tage nogle vikartimer på den gamle arbejdsplads, fortæller Birthe Esgaard Christensen. Både for at bevare en vis kontakt med stedet, og måske også fordi beslutningen om at stoppe helt er forbundet med tanker om, at livet ikke er uendeligt. Men det er netop de tanker, Birthe Esgaard Christensen vil tage livtag med.
– Den dag, jeg afleverede mine nøgler, var der en af kvinderne, der gav mig en krammer på vej ud af døren og sagde: ’Vi ses. Om ikke andet, så mødes vi i Himlen’. Tjaa, det er muligt. Men jeg vil gerne forholde mig til det og vide, hvad det handler om – hvad alderdommen, det liv, der kommer nu, og arbejdslivets ophør, betyder for mig, slutter hun.
Siden interviewets tilblivelse er Birthe Esgaard Christensen begyndt at tage nogle vikartimer på Reden Aarhus.