Mads tager vagtcentralens skæve opkald

Hospital på hjul
Men koncentrationen og beredskabet er i top. For under den rolige overflade er det alvor. Det handler om liv eller død. Når folk ringer 112, er det lige her, telefonen bliver besvaret. Sygeplejersker og paramedicinere sidder klar døgnet rundt, året rundt til at tage imod akutopkald og sende ambulancer ud til folk i livsfare.

Men nogle gange lander opkaldet hos en socialpædagog. For blandt de borgere, der ringer, er der også udsatte og sårbare mennesker, som ikke har brug for en ambulance med blå blink og en hjertestarter. Borgere, som har brug for hjælp til at tackle angst, misbrug og ensomhed.

– Jeg bygger bro mellem udsatte borgere og den hjælp, de i virkeligheden har brug for, siger socialpædagog Mads Værnholt.

Han er ansat i Sociolancen – et lille team som Region Midtjyllands præhospital har etableret. Sammen med sin kollega, som er socialrådgiver, går han i dialog med de borgere, som først og fremmest har ondt i sjælen. Dem, som har brug for at få hjælp til deres sociale eller psykiske problemer.

Nogle gange rykker Sociolancen ud til borgere fysisk, andre gange foregår kommunikationen via telefonen. Den centrale opgave er at formidle kontakt mellem borgerne og de relevante tilbud i kommunen, som kan hjælpe dem.

Jeg bygger bro mellem udsatte borgere og den hjælp, de i virkeligheden har brug for

Mads Værnholt, socialpædagog Sociolancen

Samles op efter indlæggelse
Denne mandag morgen begynder Mads Værnholts sin arbejdsdag med at tjekke døgnrapporten og danne sig et overblik over weekendens opkald og udrykninger. Nogle af dem falder ind under Socialancens område. For eksempel har en yngre mand ringet 112 dagen før. Han blev indlagt med en psykose.

Mads Værnholt ringer ham op - og de to fører en kort samtale om, hvad der er sket.

– Du har haft en ambulance her i weekenden. Jeg kan forstå du har haft det skidt – har du lyst til at fortælle lidt?, indleder socialpædagogen.

Den unge mand i den anden ende af røret er udskrevet igen. Han fortæller, at han fik en hashpsykose. Det har han prøvet før, men det er første gang, han bliver indlagt. Lige nu er han lidt overrumplet og stadig fortumlet oven på gårsdagen.

– Har du lyst til, at jeg ringer til dig igen i morgen?, spørger Mads Værnholt.
– Det er i orden, lyder svaret.

Røret lægges på, og Mads Værnholt noterer sig, at han skal ringe til den unge mand igen i morgen. Han vil prøve at spore sig nærmere ind på borgerens situation og finde frem til, hvad han har behov for, og hvordan han eventuelt kan hjælpes.

De samme symptomer
Flere af de borgere, som Sociolancen er i kontakt med, er de såkaldt hyppige indringere. Det er typisk mennesker med misbrugsproblemer eller psykisk sygdom. Angstramte, der har brug for psykologisk hjælp, meget ensomme mennesker, der har brug for en at tale med -eller demensramte, der har brug for tryghed.

– Ofte er det udtryk for afmagt, når borgere ringer ind til vagtcentralen. Måske har de forsøgt at opsøge hjælp, måske har de ikke de nødvendige systemkompetencer til at få den rette hjælp, og derfor ender det nogle gange med et opkald til 112, forklarer Mads Værnholt.

Det er et stort problem, når borger med sociale eller psykiatriske problemer går galt i byen. Både fordi de ’skæve’ opkald lægger beslag på tid og ressourcer, som burde gå til at redde liv. Men mindst lige så meget fordi de udsatte borgere ikke får den hjælp, som de reelt har brug for via et opkald til vagtcentralen.

– De ressourcer vil vi meget hellere bruge på bosteder og anden hjælp til borgerne, siger Mads Værnholt og fortsætter:

– Tit er det borgere, som har brug for en længere snak. Det kan vi give dem. Vi lytter til dem og får en snak om deres situation og behov.  ’Hvad sker der i dit liv?’, spørger vi -’fortæl din historie. Og så forsøger vi at hjælpe dem videre derfra, forklarer han.

Sociolancens opgave er nemlig at omdirigere borgernes til den rette hjælp.  Det kan være hos egen læge -måske skal de udredes eller have en henvisning. Eller det kan være til en bostøtte, sagsbehandler -eller måske skal borgeren videre til psykiatrien.

Trækker det akutte ud
Det banker på døren til Sociolancens lille kontor. En af de sundhedsfaglige visitatorer i vagtcentralen har en borger i røret, som han mener, de kender til i Sociolancen. Det er en af dem, der ringer jævnligt. Hele seks gange på en uge har han ringet 112.

Mads Værnholt overtager samtalen. Borgeren har tidligere været psykiatrisk patient men bor nu for sig selv, og det er svært. Han har et misbrug af alkohol og medicin, og nogle gange vælter hele læsset. Nu er der blevet lukket for vand og varme, og han er oprevet og frustreret.

Mads Værnholt kender borgeren og kan i situationen få ham talt lidt ned. Han aftaler med borgeren, at han kontakter vedkommendes bostøtte.

Næste opringning er derfor til bostøtten i borgerens kommune, som socialpædagogen sætter ind i situationen her og nu. De to aftaler, at bostøtten rykker ud til borgeren næste dag.

Og så ringer Mads Værnholt hurtigt tilbage til borgeren:

– Nu har jeg talt med Hanne. Hun kommer ud og kigger til dig i morgen.

Den aftale giver ro i maven i den anden ende af røret, det fornemmer Mads Værnholt med det samme. Opkaldet kan dermed afsluttes, uden at der skal sendes en ambulance ud - og på den måde sikrer Sociolancen, at borgeren får den rette hjælp.

– Det giver borgeren en tryghed, at vi kan give den besked, at der kommer nogen til dem. Så ved han, at der er hjælp på vej, og det beroliger ham og afhjælper krisen. Vi trækker det akutte ud af situationen, siger han.

Det gør en stor forskel, at vi har denne vidensdeling og kan hjælpe borgerne på tværs af systemerne, så de får den rette hjælp

Elin Høymark, projektleder

Vidensdeling på tværs
Telefonen ringer igen. Endnu en hyppig indringer. Han tumler med nogle psykiatriske problematikker oveni sine somatiske lidelser. I dag er han blevet dårlig, fordi han er kommet til at tage noget forkert medicin. Både Mads Værnholt og hans sundhedsfaglige kollega er koblet til opkaldet, og efter samtalen med borgeren besluttes det at sende en ambulance ud til ham.

Fra sit kendskab til borgeren ved Mads Værnholt, at han kan blive meget udadreagerende, når han er i en presset situation. En viden, der gør, at personalet kan tage højde for situationen og fx sikre, at der følger politi med på ud til borgeren.

Vagtcentralen akuthjælp er en regional opgave, mens social og socialpsykiatrisk hjælp hører under kommunerne. Det bringer jævnligt udsatte borgere ned i et hul mellem to stole. Målet med Sociolancen er derfor også at udfylde hullet og etablere et effektivt samarbejde på tværs af sektorer.

Brug for omfattende støtte
I projektet indgår der derfor også et par medarbejdere fra hver af regionens 19 kommuner, som har ansvar for det sociale eller psykiatriske område. Det sikrer et konstruktivt samarbejde mellem de involverede parter i systemet, fortæller oversygeplejerske Elin Høymark, som er leder af projektet.

– Det gør en stor forskel, at vi har denne vidensdeling og kan hjælpe borgerne på tværs af systemerne, så de får den rette hjælp. Selv om kommunen kender borgeren, så ved de jo ikke, at han eller hun ringer 112. Når vi så taler sammen, kan vi fange behovet, og kommunen kan etablere en indsats, fortæller hun.

Mens nogle borgere mest har behov for kortvarig støtte fx i forbindelse med skilsmisse eller arbejdsløshed, har andre brug for en mere omfattende støtteforanstaltning fx til misbrugsbehandling.

– Til at løfte denne opgave har vi brug for medarbejdere med den tilgang, man har til mennesker indenfor det sociale-og psykiatrifaglige. Medarbejdere med nogle pædagogiske værktøjer til at tilgå borgerne på en anden måde end det akutte, siger Elin Høymark, som derfor bevidst er gået efter at finde folk til Sociolancen med andre fagligheder end den sundhedsfaglige, som ellers karakteriserer vagtcentralen.

Når man skal redde liv, kan det være svært at rumme folk, som er ensomme

Mads Værnholt, socialpædagog Sociolancen

Kræver kulturforandring
Det tager dog tid at integrere socialfagligheden i organisationen. Der skal en kulturforandring til, for vagtcentralen opererer akut. En opgave opstår, den løses her og nu - og så videre til næste opkald.

Den socialfaglige opgave derimod tager tid. Der skal tages en snak - og endnu en snak.

– Når man skal redde liv, kan det være svært at rumme folk, som er ensomme, siger Mads Værnholt, som har fuld forståelse for den situation, hans sundhedsfaglige kolleger i vagtcentralen står i. Derfor giver det rigtig god mening, at Sociolancen kan tage opgaven med blandt andet at hjælpe ensomme borgere - og dermed aflaste vagtcentralen.

Med sin socialpædagogiske faglighed bidrager Mads Værnholt samtidig til hele kulturen i vagtcentralen. Han har fx lavet et flow chart (grafisk måde at vise en proces på, red.) med et socialpsykisk fokus, som kan fungere som en parallel til vagtcentralens standard flow chart, der fokuserer på de somatiske symptomer. Flow chartet guider medarbejderen gennem forskellige scenarier for, hvordan samtalen med den udsatte borger kan forløbe og oplister de spørgsmål, man med fordel kan stille fx for at afklare, om borgeren er selvmordstruet.

Mads Værnholt anbefaler bl.a. at være meget konsekvent i tilgangen til borgerne. Hvis de mødes med en for personligtilgang eller med berøringsangst, kan det give dem falsk forhåbning om en personlig relation til en af de medarbejdere, der tilfældigvis har taget opkaldet.

– Borgerne har selvfølgelig brug for at blive taget alvorligt, men de skal mødes neutralt. Så jeg anbefaler, at man tager styringen i samtalen og taler med borgerne professionelt og ærligt og som om, det er en ny person, man taler med for første gang hver gang, siger han

Trives i ny rolle
Medarbejderne i Sociolancen har også lavet en film henvendt til ambulanceredderne, som viser, hvordan de kan bruge Sociolancen. På den måde arbejdes der støt og roligt på at få implementeret socialfagligheden i organisationen.

Selv sætter Mads Værnholt pris på at være en del af det akutte miljø og bruge sin faglighed i det miks, selvom det stiller nye krav til rollen.

– Som socialpædagog er jeg vant til at arbejde med relationer og opbygge tillid til borgeren over tid. Her skal jeg stadig bruge min faglighed, men jeg skal begrænse mig selv i forhold til relationsarbejdet, for jeg er først og fremmest bindeled, forklarer han.

Og selvom projektet med Socialancen løber frem til udgangen af 2019 og endnu ikke er evalueret, så tegner de foreløbige erfaringer godt, lyder det fra projektleder Elin Høymark.

– Vi kan se, at nogle af de borgere, som tit ringede 112, er holdt op med det, så det i sig selv er en succes. Og så gør det også en stor forskel for vores medarbejdere, at de har en handlemulighed, så de ikke bare skal sende de her borgere ud i intetheden, men har mulighed for at sende dem hen til den relevante hjælp.